
15 episodes

Filmstemmer Per Juul Carlsen
-
- TV & Film
Filminstituttets podcast om aktuelle danske film, filmkultur og dansk film gennem tiden. Per Juul Carlsen rækker en mikrofon ud i verden og undersøger tendenser og tanker, der bevæger sig gennem filmdanmark.
-
Synkefri: Traumet efter Hirtshals-tragedien
Den 1. december 1981 druknede tre fiskere og seks redningsfolk i en storm ved Hirtshals. Filminstruktøren Christian Andersen blev født seks år senere – alligevel har hele hans opvækst været præget af ulykken. Blandt de omkomne fiskere var nemlig hans mors tidligere mand, og desuden blev hele Hirtshals traumatiseret. Nu har Christian Andersen skabt filmen ’Synkefri’, der bruger ulykken til at fortælle om sorgarbejde. Men hvilke fordele og ulemper er der ved at bruge sin egen historie som udgangspunkt? spørger Filmstemmer …
-
Mads Brügger om det pragtfuldt pinlige på film
Novembermørket har ramt os, og for at gøre det lidt lysere, handler Filmstemmer denne gang om humor. Per Juul Carlsen får besøg af filminstruktør og redaktør Mads Brügger til en snak om komik og om den humor, Brügger selv benytter i sine film. "Jeg kan godt lide, når man forsøger at lave noget sjovt, og det så går frygtelig galt og bliver alvorligt, ubærligt, ulykkeligt – eller den anden vej rundt," siger Mads Brügger og fortæller om sin yndlingsfilmkomedie 'The Comedy', som han synes 'excellerer i det pragtfuldt pinlige'.
Afsnittet er optaget live foran et publikum i Cinemateket og er en del af Filminstituttets tema om humor på film. Læs mere her: www.dfi.dk/humor -
Hvad er en god film til børn og unge i 2023?
Danske børne- og ungdomsfilm havde en gylden æra i særligt 1980’erne og 90’erne. Men siden har situationen ændret sig i takt med et ændret mediebillede. En bred vifte af kortere formater fra hele verden dominerer børn og unges medieforbrug, og danske film må kæmpe hårdt om opmærksomheden. Hvordan når dansk film ud til de yngre generationer lige nu? Det giver Kirstine Vinderskov, nyudnævnt filmkonsulent for børne- og ungdomsfilm, og Mariella Harpelunde, leder af BUSTER Filmfestival, deres bud på.
Afsnittet tager bl.a. afsæt i rapporten 'Tæt på børn og unge: Samtaler med de 7-18 årige om deres liv med film, serier og SoMe'. Læs rapporten her. -
Hvad gør en dansker (frydefuldt) bange?
Det er Halloween! 🎃 Og senere på året følger Ole Bornedal op på dansk filmhistories måske mest succesrige horrorfilm med ’Nattevagten 2 – Dæmoner går i arv’. Det er altså helt på sin plads at undersøge, hvad vi danskere kræver af vores gys – en genre, som har stolte traditioner herhjemme med bl.a. ’Vampyr’ (1932) og ’Mordets melodi’ (1944), og som der bliver eksperimenteret seriøst med i Danmark for tiden, men som har svært ved at nå det store og brede publikum. Derfor har Filmstemmer besøgt Sissel Dalsgaard Thomsen (manusforfatteren bag gyserfilmen ’Breeder’), Stefan Jaworski (manusforfatteren til serien ’Nisser’) og Gabriel Bier Gislason (instruktør på gyserfilmen ’Natten har øjne’) for at stille spørgsmålet: ’Hvad gør en dansker bange?’
-
Film med den store pensel: Nikolaj Arcel er tilbage med Bastarden
Nikolaj Arcel fortæller glad og gerne, at hans nye film 'Bastarden' er lykkedes med meget af det, han gerne vil, når han laver film. Men hvad er det, Nikolaj Arcel gerne vil? Det spørger Filmstemmer ham om, og han slår meget gerne fast, at det ikke er at strande i USA med en film som 'Dark Tower'. Han vil hellere lave film med den store pensel og det historiske blik, altså film som 'Bastarden', om en ambitiøs mand, der vil opdyrke den jyske hede i 1750’erne, men ender med en indædt dyst mod en grum adelsmand. Mads Mikkelsen, Amanda Collin og Simon Bennebjerg har hovedrollerne.
-
Ud af komfortzonen og ind i junglen – om dokumentaren ’Munken’
Kan en dansk dokumentar om en fredelig munk ligne filmklassikeren 'Dommedag nu'? Selvfølgelig. Og det gør 'Munken' af Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen. De opsøgte den danske læge og forsker Jan Erik Hansen, der havde slået sig ned om buddhistisk munk i Sri Lankas jungle. Egentlig ville de have hjælp til at undslippe det evindeligt kværnende hamsterhjul, men de mødte et menneske, som de slet ikke kunne kontrollere. Han tog dem ud af deres komfortzone. Og med ind i junglen …