1 hr 8 min
6# Jeg ville være midt i ingenting. Jeg ville ikke tilbage til mine forældre. Men jeg ville heller ikke tilbage til plejefamilien Kasseret ? Anbragtes forældre fortæller
-
- Mental Health
”Uanset hvordan jeg har det med mine forældre, så er jeg sikker på, at jeg ville have haft det bedre som barn, hvis man havde hjulpet mine forældre. Fordi mine forældre blev ikke raske af, at jeg blev anbragt. Måske gjorde det dem mere syge,” siger Fransiska Mannerup, der selv blev anbragt som toårig.
I dette afsnit fokus på barnets perspektiv.
Fransiska fortæller i podcasten om at føle sig som et arbejde i plejefamilien. Om en biologisk familie i kaos, hvor hun som barn måtte tage ansvaret for familien. Om den splittelse, hun oplevede som barn mellem den biologiske familie og plejefamilien. Og om først som voksen at opleve følelsen af at have et hjem.
”Jeg savnede mest mine forældre efter samværet, og jeg savnede dem mindst op til jeg skulle have samvær. Jeg vidste aldrig, hvad jeg blev mødt af. Jeg vidste ikke om de havde en god dag eller en dårlig dag. Der var rigtig meget ansvar for mig. Det krævede rigtig meget energi, og jeg var nødt til at konsekvensberegne alting. Og finde ud hvis jeg gør sådan, hvad sker der så? Det var så drænende,” fortæller Fransiska i podcasten.
”Når jeg kom hjem fra samvær, så havde jeg det virkelig skidt. Jeg var så bekymret for mine forældre. For hvordan de havde det. Hvordan det gik dem? Hvor lang tid skulle der gå, inden jeg så dem igen? Om de fik en eller anden efterreaktion på samværet? Det vidste jeg aldrig. Det fyldte sindssygt meget. Og det fyldte mere, end det burde. Så jeg var ikke så meget med i de første 14 dage i skolen efter et samvær. Det tog mig 14 dage at lande efter et samvær på 4 timer,” fortæller Fransiska.
Fransiska Mannerup er i dag både bestyrelsesmedlem i De anbragtes Vilkår og FBU – forældreLANDSforeningen. Og for hende er der en klar sammenhæng mellem hjælpen til forældrene og hjælpen til børnene.
”Jeg synes, det er forkert at tage et barn og så tænke, at det var løsningen. Fordi der står nogle med en kæmpestor sorg og et kæmpe afsavn. Og det er begge parter. Og det bliver man nødt til at følge til dørs. Så jeg tror meget på, at hvis man hjælper forældrene, så hjælper man barnet,” siger Fransiska Mannerup.
Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo
Grafik: Sille Jensen
”Uanset hvordan jeg har det med mine forældre, så er jeg sikker på, at jeg ville have haft det bedre som barn, hvis man havde hjulpet mine forældre. Fordi mine forældre blev ikke raske af, at jeg blev anbragt. Måske gjorde det dem mere syge,” siger Fransiska Mannerup, der selv blev anbragt som toårig.
I dette afsnit fokus på barnets perspektiv.
Fransiska fortæller i podcasten om at føle sig som et arbejde i plejefamilien. Om en biologisk familie i kaos, hvor hun som barn måtte tage ansvaret for familien. Om den splittelse, hun oplevede som barn mellem den biologiske familie og plejefamilien. Og om først som voksen at opleve følelsen af at have et hjem.
”Jeg savnede mest mine forældre efter samværet, og jeg savnede dem mindst op til jeg skulle have samvær. Jeg vidste aldrig, hvad jeg blev mødt af. Jeg vidste ikke om de havde en god dag eller en dårlig dag. Der var rigtig meget ansvar for mig. Det krævede rigtig meget energi, og jeg var nødt til at konsekvensberegne alting. Og finde ud hvis jeg gør sådan, hvad sker der så? Det var så drænende,” fortæller Fransiska i podcasten.
”Når jeg kom hjem fra samvær, så havde jeg det virkelig skidt. Jeg var så bekymret for mine forældre. For hvordan de havde det. Hvordan det gik dem? Hvor lang tid skulle der gå, inden jeg så dem igen? Om de fik en eller anden efterreaktion på samværet? Det vidste jeg aldrig. Det fyldte sindssygt meget. Og det fyldte mere, end det burde. Så jeg var ikke så meget med i de første 14 dage i skolen efter et samvær. Det tog mig 14 dage at lande efter et samvær på 4 timer,” fortæller Fransiska.
Fransiska Mannerup er i dag både bestyrelsesmedlem i De anbragtes Vilkår og FBU – forældreLANDSforeningen. Og for hende er der en klar sammenhæng mellem hjælpen til forældrene og hjælpen til børnene.
”Jeg synes, det er forkert at tage et barn og så tænke, at det var løsningen. Fordi der står nogle med en kæmpestor sorg og et kæmpe afsavn. Og det er begge parter. Og det bliver man nødt til at følge til dørs. Så jeg tror meget på, at hvis man hjælper forældrene, så hjælper man barnet,” siger Fransiska Mannerup.
Udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk
Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg
Musik: Johannes Elslo
Grafik: Sille Jensen
1 hr 8 min