Bærbar Visdom Mette Bærbach Bas

”How are you?” kan få mange danskeres pis i kog. Hvorfor spørger de om det, når de ikke er interesseret i at høre svaret? Hvor overfladisk kan man være? Det kommer overhovedet ikke dem ved, hvordan jeg har det!

I virkeligheden er den amerikanske og engelske hilsemåde alt andet end overfladisk, mener idéhistoriker Mette Bærbach Bas. Den giver faktisk bedre betingelser for en dybere interaktion.

Når vi rejser ud i verden, tror vi, at vi gør det for at opleve verden. I virkeligheden gør vi det for at blive klogere på os selv. I vor tid er det slet ikke nødvendigt at rejse ud i verden. Vi kan bare tage i City Vest. Her kan vi hver eneste dag spejle os i andre kulturer. Hvis vi turde, kunne vi lære så uendelig meget om os selv og hinanden.

Problemet er bare, at vi ikke snakker ret meget med hinanden på steder som City Vest. Det kommer ligesom mere af sig selv på en lækker fortovsrestaurant i Madrid, end når vi venter i køen ved posthuset foran Føtex oppe på plan 3.

Tak for hyggebrokken, siger debattør og idéhistoriker Mette Bærbach Bas, der undersøger, hvad hyggebrokken i virkeligheden handler om hos danskerne.

Hvis du sidder i dit samtalekøkken og bliver indigneret over, at naboens bil igen skygger for din udsigt, så er det fordi, du ikke har andre - mere krævende - ting at gå op i. Så har du det godt. Derfor er brokkeriet et privilegium. Næste gang du tager dig i at hyggebrokke, så hyg dig med det for himlens skyld.

Påsken er glædens højtid. Det er tiden, hvor vi køber påskeliljer i supermarkedet og hygger med at gro karse i vindueskarmen. Men har du tænkt over, hvor meget glæde der ligger gemt i alle de små forårshandlinger?

”Julen varer helt til påske,” synger vi under hjerternes fest, hvor vi mærker kærlighed og taknemmelighed. Disse følelser har stor tyngde og passer godt til den tunge årstid med vinter, kulde og mørke. Påsken, derimod, varsler lysere tider og en langt lettere følelse, nemlig glæden.

Denne glæde er fundamentet for resten af årets frembringelser. Der er i denne tid vi bygger op, lægger planer og tager initiativ. Det hele sættes i gang af den glæde og positive forventning til året, som påsken og alle de dejlige forårstegn bringer med sig.

En kvadratisk, praktisk og god barndom – er det sådan vi ønsker, vores børn husker deres første år? Idéhistoriker Mette Bærbach Bas fortæller om sit første møde med vore dages skærmoptimerede SFO.

Ved receptionen byder min nye chef mig velkommen. ”Nu skal du se”, siger han og peger på en skærm. Det er meningen, at jeg registrere mig, når jeg møder ind om morgenen. Jeg finder mit billede og klikker på det. Min chef fortsætter med at forklare symbolerne: Skrivebord, Mødelokale, Kantine, Toilet, Pause og Gået hjem. ”Hver gang du skifter placering, skal du registrere dig på skærmen” forklarer min chef mig. ”Det er meget vigtigt, at vi ved, hvor du er hele tiden. Vi skal kunne dokumentere det”. Nej vel?

Jeg drømmer om en aften uden skærme. En aften med Uno, solnedgang og stearinlys. En aften, hvor mine børn ikke plager om at få telefonen med i seng, og hvor i stedet både børn og voksne efterlader telefonerne i køkkenet og går i seng, uden internettet udgør vores godnatsang og i nogle tilfælde endda vores godnatkys.

Vi prøvede faktisk at holde skærmfri søndag. Én gang. Det holdt til sidst på eftermiddagen. Det var en virkelig god dag. Men hvor var det dog hårdt at være til stede hele tiden. Vi voksne kunne ikke flygte ind i nyhederne, når vi lige havde brug for en pause. I stedet blev vi uvenner, for vi har glemt, hvordan man tager vare på sine behov uden en skærm.

Børnene elskede det. De kunne vist slet ikke tro deres eget held. Mor og far ville lege med dem i flere halve timer, uden de lige skulle forbi køkkenbordet og tjekke, om der var noget, der havde breaket i mellemtiden.