Jacobs Slum Netudgaven

Jacob A. Riis’ beskrivelser fra slummen og ideer om menneskelige reformer af byen fik afgørende betydning for New Yorks udformning i årene efter Jacob A. Riis. I det syvende og sidste afsnit af Jacobs slum skal vi kritisk undersøge, hvordan byen kom til at se ud efter Jacob A. Riis’.
Hvordan det New York, som han første gang mødte da han steg af dampskibet og kiggede ud over Brooklyns højdedrag, blev formet af Jacob A. Riis’ fotografier, bøger og reformarbejde.

Det sjette afsnit af Jacobs Slum skal handle om Jacob A. Riis’ kamp for parken - og så en bestemt episode, hvor Jacob A. Riis stålsat forsøgte at finde en papegøje for at redde en døende kvindes liv. Kampen for parken og jagten på papegøjen er nemlig tæt knyttede sammen i fortællingen om Jacob A. Riis’ New York og kampen for det, som han kaldte medmenneskelige reformer af byens slumområder. Parkens åbne rum og legepladsens ubekymrede leg var intet mindre end et vidundermiddel til at sikre bedre levevilkår for den sammenstuvede befolkning i de værste distrikter af byen.

I dette afsnit skal vi undersøge den kriminelle storby og de dele af byen, som ifølge mange var meget meget langt fra at være en del af det store amerikanske fællesskab - nemlig de folk, der boede i en nat ad gangen i de billige lodging houses.

De billige lodging-huse tilbød en nats søvn i bytte for et lille beløb. Et beløb, der som regel kunne skrabes sammen af selv byens allerfattigste. Modsætningen til lodging-husene var gode og trygge hjem. Men som tingene så ud i slutningen af 1800-tallet, så havde New York gjort sig fortjent til titlen som “Den hjemløse by”. Og for at gøre USA til en sand nation, så var det nødvendigt at skabe hjem.

Det er disse to modpoler, vi skal besøge i det femte afsnit af Jacobs Slum - de billige lodging-huse og hjemmet

Den store storby var stadig et nyt fænomen i 1800-tallet, og i perioden, hvor Jacob A. Riis begav sig ind i storbys slumme, havde man ikke endnu ikke en klar idé om, hvad en storby overhovedet var. Kortlægningen af den konkrete storby og dens slumme var båret af metaforer, der var med til forme synet på, hvad storbyen overhovedet var. Idéer om mørke, fugtige slumme fyldt med dårlige mennesker og lyse og rene middelklassehjem med gode borgere var normale måder at beskrive og forstå storbyen på.

Det blev normalt at forbinde de fugtige, mørke rum og den tunge luft med fattigdom og moralsk dårligdom i New York. Det er også nogle af de bærende metaforer i Jacob A. Riis’ beskrivelser af slummen. I kortlægningen af storbyens slum blev spørgsmålet “Hvordan så slummen ud?” derfor også en undersøgelse af, hvordan disse omgivelser var med til at forme de mennesker, som boede og levede i dem.

I dette afsnit driver vi med strømmen af litteraturen, journalistik og rapporter, der afdækkede slumområderne. Den litteratur, som Jacob A. Riis selv bidrog til. Vi bevæger os dybere ind i lejekasernen, ind i gaderne og gyderne. Vi vil nærmere os det spørgsmål, der naturligt meldte sig med slummens tilsynekomst: Hvem boede i slummen? Ligesom Jacob A. Riis selv, var beboerne i New York City kommet fra landområderne til de store industribyer eller ankommet med båd til USAs håbefulde kyster. Indtil nu havde de fleste levet en usynlig tilværelse for den mere velstillede klasse. Og i takt med, at storbyens sande ånd kom til syne, begyndte visse ængstelser og bekymringer også at opstå i storbyen - især hos de mere velstillede klasser. En af dem var frygten for epidemier med udspring i de dele af byen, hvor de arbejdende klasser, de fattige og vagabonderne havde deres daglige gang. En anden kilde til de velstillede klassers frygt og bekymring om slumkvartererne var volden - og frygten for, at volden blev organiseret som man havde set det i Frankrig under Den Franske Revolution i slutningen af det 18. århundrede.

I dette afsnit af Jacobs slum skal vi besvare spørgsmålet: Hvad er en slum?
Jacob A. Riis gav bare ét af tidens mange svar på slumspørgsmålet. For ham var slummen uløseligt forbundet med den type byggeri, der hed The Tenement House. På dansk: lejekasernen. For ham var lejekasernen lig med slum, og slummen lig med lejekasernen.

Dette afsnit handler derfor om boligblokken med navnet The Tenement House. Spørgsmålet om lejekasernen var nemlig et af tidens tunge, sociale spørgsmål. Og under et foredrag i 1895 kaldte den nu midaldrende Jacob A. Riis lejekasernen for “djævlens moderne opfindelse”. I dette andet afsnit af Jacobs slum træder vi derfor ind i lejekasernens gange og værelser, for at se hvordan den amerikanske slum så ud.

Jacob A. Riis var ikke den eneste, der svarede på slumspørgsmålet. I løbet af 1800-tallet og starten af 1900-tallet begyndte man at operere med en klar forestilling om slummen som grundlæggende anderledes fra resten af byen. Mange besøgende og journalister anså slummen for at være et eksotisk, fremmed land, man kunne gå på opdagelse i og blive forarget. Samtidig blev slummen en afgørende del af begyndende klassificering af det nye bysamfund som ikke tidligere var set i så stor skala i de nye megabyer som New York.