Nulfejlskultur Rebekka Bøgelund

Da Stine Bosse fyldte 50 år, så valgte hun at trække sig fra posten som Trygs administrerende direktør for bl.a. at få mere tid til sine børnebørn. Stine Bosse var indbegrebet af Tryg, så det var en beslutning, der krævede mod, og den udfordrede også hendes helt grundlæggende behov for tryghed. For Stine er af den overbevisning, at mod og tryghed går hånd i hånd. Du kan ikke være modig, hvis du ikke også samtidig føler dig tryg. Ja hun går så langt og betegner sig selv som tryghedsnarkoman.
Stine: ’Der er en komfortzone, og den skal ikke bortforklares, og hvis vi er hudløst ærlige, så har vi den alle sammen et eller andet sted’.
Vi skal, som modpol til trygheden, have stærke forestillinger om, hvordan vi gerne vil leve vores liv, og Stine mobiliserede i en alder af 50 år en styrke og trang til at tage beslutningen om at ville noget andet. Det ser modigt ud udefra, men indefra føltes det som at springe fra 10 meter vippen. Det var dog en forudsætning for, at hun kunne lave nogle ting om i sit liv. Bekymringen for, at hun en dag ville kigge tilbage og sige ’hold da op, det var det’, vandt over frygten og gjorde udslaget. Hun fik banet vejen for, at det der virkelig gav mening at beskæftige sig med lige her og nu, også kunne lade sig gøre. Men heri ligger også elementet at tvivl. Det er her, at modet sætter ind. Det er, når vi bliver i tvivl. Men tvivl er en ven, vi skal holde i hånden, og så skal vi med den i hånden turde at kaste os ud i de ting, vi kan være usikre omkring.
I dag har hun fået et liv med mere tid til børnebørnene, og de har sat et præg på hjemmet med tegninger og små sedler ’jeg glæder mig til, at du henter mig igen mormor’, men det er ikke en skarp kontrast til hendes stadig aktive erhvervskarriere som formand for en række internationale bestyrelser. Og i en tid med valg, er der også meget at se til som formand for Europabevægelsen. Du mærker det dog ikke, når hun først er sat foran mikrofonen. Så breder der sig et særligt nærvær, en i øjenhøjde samtale, hvor man oplever det brændende fokus på det gode lederskab. Her bliver det tydeligt, at de rigtig gode ledere, de holder virkelig af mennesker og af deres medarbejdere. De lever med tvivlen, modet og trygheden i en forening. Og det er den forening, der gør dem i stand til at skabe en sund kultur.
Nul fejl er også en nødvendighed
Måske man kunne foranlediges til at tro, at det udelukkende kræver mod for at sætte nulfejlskulturen fri, men Stine vil indledningsvist sikre diversiteten i begrebet og kaste lys på de områder af livet, hvor nul fejl er en nødvendighed. Hjertekirurgen arbejder eksempelvis ikke med nulfejlskultur som en præmis. Hjertekirurgen arbejder med en sikkerhed, der hedder 100+. Hvis man skulle indbygge et element af fejlkultur der, så er det for at lære af de fejl, der opstår, for fejlene sker uanset hvad. Hvorimod når vi skaber nye produkter eller arbejder med nye metoder, så inkorporerer vi, at der skal være plads til fejl.
Det skal både være legitimt, muligt og nogle gange tilstræbt, at vi får lov til at lave fejl. Rigtig meget forskning er blevet til, fordi der skete fejl undervejs. Og rigtig mange oplevelser i livet er indledningsvist blevet betragtet som en fejl, og så har det senere vist sig at være den rigtige vej. Så når vi taler ledelse og organisation, så er det vigtigt at kunne italesætte differentieringen af nulfejlsbegrebet. Derfor er det også vigtigt at kunne sige til sine medarbejdere, at i denne her del af virksomheden, der tilstræber vi faktisk ikke at begå fejl. Vi kan ikke have en lønudbetalingsfunktion, der begår fejl hele tiden. Men når fejlene opstår, så skal vi turde at tale om dem og lære af dem. Hvorimod i den anden ende af virksomheden, hvor vi skal udvikle medarbejdere og organisation, og hvor nye produkter og nye processer ser dagens lys, der er det en anden attitude, vi har, og det er vigtigt at turde ital

Du lytter til podcasten Nulfejlskultur. Mit navn er Rebekka Bøgelund, og min gæst i dette afsnit er direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev. 
For ca. et år siden læste jeg bogen Tænk Vildt, som er skrevet af Rane Willerslev. Det var der, at jeg traf en beslutning om, at jeg ville gøre mit til at sætte nulfejlskulturen fri. Tanker der bl.a. omfattede starten på min podcastrejse og mit bogprojekt. Rane har ikke været den allernemmeste at komme i nærheden af, primært fordi han har så travlt på Nationalmuseet og har været udfordret af store omstruktureringer, fyringer og økonomisk turbulens. Men der er lys forenden af tunnelen, fortæller han. Og jeg mødte også en Rane, som både var nærværende og imødekommende, men også en mand med rigtig mange visioner og nærmest ikke timer nok i døgnet.
Her fortæller Rane, at når man eksperimenterer i det offentlige, så er der en stor risiko for at fejle. Den offentlige sektor er jo nærmest bygget op som et nulfejlsregime, hvor du undervejs hele tiden bliver målt på, om man fejler. Alene på Nationalmuseet er der et hav af målepunkter, som Rane skal forsøge at nå. Alt fra højere besøgstal til økonomistyring, så museet går i nul. Derfor mener han, at der er behov for at eksperimentere med andre ledelsesformer og i særdeleshed med ledelsesformer, der i højere grad inddrager de ansatte, deres viden og deres kompetencer på nye måder. Men han erkender, at hver gang man bryder med reglerne eller topstyringsmodellen, så risikerer man at fejle.
Inden Rane kom til Nationalmuseet var han direktør for Kulturhistorisk Museum i Norge. Et sted hvor han var langt mere eksperimenterende end på Nationalmuseet. Det hænger sammen med, at det økonomiske pres i Danmark er langt større. Hvor Nationalmuseet er underlagt en årlig 2% besparelse, så skulle man kun spare 0,5% i Norge. Rane kalder det nedskæringsregimet, og regimet gør det svært at få rum til at eksperimentere. Ikke desto mindre har han lavet tre store organisatoriske reformer, og eksperimenteret med det, som han kalder mellemregninger. Han starter med en meget løs reformidé, som han går i dialog med mellemledere og direktion omkring og får deres respons. Herefter præsenterer han idéen for fagforeningerne, og på baggrund af den samlede feedback brygger han en konkret reform sammen, som han så præsenterer for alle medarbejderne. Først derefter lander han den endelige reform. For ham er det troværdigt, at det han starter og slutter med, ikke er det samme produkt. Det kvalitetssikrer reformen, fordi man som topledelse ikke har nogen som helst anelse om, hvilke konsekvenser reformen har i de yderste afkroge af din organisation. Man får en mulighed for at høre medarbejdernes synspunkter, og for Rane er det også en erkendelse af, at de mestrer deres områder og kan give feedback på fordele og eventuelle problemer, som en reform har. Der bliver lavet alt for mange reformer, der ikke er gennemtænkte nok, fordi ledelsen ikke altid har blik for, hvad det har af konsekvenser i organisationen.
De af os, der har set Ranes Museum på DR, kan nok genkende decentraliseringsreformen. Nationalmuseet består af 20 museer af meget forskellig størrelse. Lige fra Prinsens Palæ, som er hovedsædet, til Frilandsmuseet, Kronborg, Christiansborg, Jelling, Trelleborg og mange andre. Hele organisationen var bygget op som en matrixorganisation, hvor alt skal op og vende og besluttes et centralt sted. Det tog energien ud af besøgsstederne, så Rane ønskede at lave en reform, der gav de enkelte museer retten til selv at bestemme og give både initiativretten og det økonomiske ansvar tilbage til museerne. Alt hvad de fremadrettet lavede af besparelser eller effektiviseringer kunne gå i egen lomme. Det var en svær øvelse at foretage, for det er stadig Rane, der skal stå skoleret, hvis de enkelte museer gav underskud eller forvaltede deres rettigheder dårligt. Derfor var der heller ingen konsulentf

Du lytter til podcasten Nulfejlskultur og mit navn er Rebekka Bøgelund.
Jeg fik muligheden for at få komiker Brian Lykke på krogen til en snak om nulfejlskultur. En mand der for mange nok er kendt som Brille, Onkel Rejes gode ven eller som Jeff fra satireprogrammet Krysters Kartel. Men det er en mand med mange ansigter i skuespiller- og komikerverdenen, og her lægger han også vejen forbi standup genren. Og præcis ved denne genre kunne det være interessant at dykke ned i, hvordan han arbejder med at turde at fejle, når der ofte er afregning ved kasse 1 hos publikum.
Brian har en universitetsuddannelse fra Roskilde Universitet men har ifølge eget udsagn aldrig brugt det til noget. Han troede egentlig, at hans erhvervskarriere skulle begynde og ende i konsulentbranchen, men den varede kun til han var godt 28 år. Herefter har han lavet film, tv og comedy de sidste 12 år. Brian har siden han var barn spillet karakterer og lavet stemmer, men det var aldrig med et bestemt mål for øje. Men da han gik på universitetet fik han mulighed for et halvt års praktikophold ved programmet Banjos Likørstue på DR. Da opholdet var slut, så sagde han ’I ringer bare, hvis I får brug for hjælp’, men der var bare ikke nogle, der ringede. Derfor blev det først rigtig til noget med komikken, da han var så synderligt træt af sit konsulentarbejde, at ordsproget ’Nød lærer nøgen kvinde at spinde’ blev en sandhed, og han tilstrækkeligt presset måtte gøre en ihærdig indsats for at komme videre med det, han rigtig gerne ville lave. Nu skulle det have et skud, og så måtte det bære eller briste.
Måske var der en årsag til, at Brian var 28 år, inden der rigtig skete noget. En stille dreng fra Silkeborg med overbevisningen om, at de nok ringede, hvis de havde brug for ham. Men de ringede bare aldrig, så derfor blev slut 20’erne skelsættende, for det var der, han træf en beslutning om at gøre noget aktivt selv. Men hans holdning var, at hvis vingerne ikke bar, så fandt han nok på noget andet.
Da jeg spørger Brian, hvad han tænker om begrebet nulfejlskultur og CHANCEMOD, at have organisationer hvor medarbejderne tør fejle og eksperimentere, så er han meget klar på, at hans branche slet ikke ville eksistere, hvis der ikke var nogle, der havde chancemod. Her fortæller han, at de fleste standup shows bygger på en bund, man kalder for open mics, hvor man går ud og tester materialer af, og der fejler man rigtig mange gange. Etablerede komikere kan gå på scenen og i bogstavlig forstand dø på scenen, men det er kontrakten med publikum. Komikerne er nødt til at gå ud og prøve det af, for de kan ikke sidde hjemme foran spejlet og blive enige med sig selv om, at det nok virker over for publikum, hvis de ikke har testet det. Måske er det slet ikke sjovt på scenen, men så ved man det som komiker og kan efterfølgende gå hjem og skrive det om eller sløjfe det.
Brian: ’Det er dræbende for al innovation og tankevirksomhed, hvis man ikke tør tage nogle chancer og ikke tør fejle. Jeg synes, at man skal se det som en gave at lave fejl. Hvordan skal man ellers lære noget?’
Det er ikke fordi, Brian har haft en bestemt opvækst, hvor fejl og eksperimenter har været særligt velkomment, og han synes heller ikke, at han er specielt bedre til at eksperimentere end andre mennesker. Men for ham handler det rigtig meget om at være et sted, hvor man tør at gøre det. At være i en kultur, hvor fejl er okay, og hvor det er muligt at teste forskellige metoder af. Samtidig er lysten til at eksperimentere blevet dyrket i takt med, at engagementet er steget, og han faktisk brænder for det, han laver. Der hvor engagementet er stort, der tør man også mere. Det får mig til at reflektere over min samtale med Lektor Ib Ravn fra sidste kapitel, hvor vi i høj grad diskuterede den indre motivation og lysten til som mennesker at udforske i engagerede miljøer.
Men Brian har været selvstændig siden 2003, så

Jeg har sat lektor og PhD Ib Ravn i stævne på Århus Universitet. Han er manden, der om nogen giver virksomheder gode råd til, hvordan man bedst faciliterer sine møder og får mest muligt ud af hver enkelt mødedeltager. Han er den, der rådgiver og forsker i, hvordan man får flere medarbejdere til at byde ind ved møderne, så det ikke er 20%, der taler 80% af tiden. Og så er han også den i Danmark, der ved allermest om indre og ydre motivationsfaktorer i kraft af hans arbejde med motivationsteorien SDT (Selfdetermination Theory eller på dansk Selvbestemmelsesteorien). En motivationspsykologi som er udviklet af to amerikanske psykologer og professorer på University of Rochester i New York, Richard Ryan og Edward Deci, for mere end 30 år siden. En teori der i høj grad har stået sin prøve og givet svar på, hvorfor ydre motivationsfaktorer som god løn, pensionsopsparing, flextid, fri frokost og fitnessrum ikke altid giver den trivsel blandt medarbejderne, som man havde håbet på. Hvis vi vil sætte nulfejlskulturen fri, så handler det i høj grad om, hvordan vi skaber et miljø, der engagerer medarbejderne, og hvor de trives, så de rent faktisk tør at fejle og eksperimentere. Derfor var det oplagt at høre Ib Ravn, om vi overhovedet kan drage paralleller mellem nulfejlskultur og motivationsteorien.
Deci & Ryans motivationsteori
Ib giver en indføring i Deci & Ryans oprindelige forskning fra 1970’erne, hvor specielt Edward Deci gik op imod det adfærdspsykologiske paradigme i psykologien, som var koncentreret om den tese, at det væsentligste i mennesket var dets adfærd. Hvis man skulle studere adfærden objektivt, så kunne man gøre det på mennesker, men man kunne også gøre det på duer og rotter, som man satte ind i labyrinter, bure og fodrede med korn og andre stimulanser eller gav dem stød for at få dem til gøre bestemte handlinger. Edward Deci fandt ud, gennem forskellige forsøg, at dyr og mennesker ikke kun handler i forhold til udefrakommende straf eller belønning. De har også en egen interesse i at handle. Et omfattende forsøg med rhesusaber i 1950’erne gennemført af psykologen Harry Frederick Harlow[i] viste, at aber ikke kun handlede efter belønning. I forsøget gav man aberne nogle små mekanismer med lås og skydelære på, som de kunne pille ved. Hvis de fik åbnet låsen, så fik de en jordnød. Da eksperimentet var slut, sad aberne stadig og pillede ved låsene, selv om de ikke længere fik belønning.  
Dette studium fik Deci & Ryan til at interessere sig for, om der er noget i det indre menneske, som er eksplorativt og undersøgende for dets egen skyld, og om det har en naturlig og spontan tendens til at række ud i verden og pille ved ting og undersøge ting, for at finde ud af, hvad der foregår. Denne tese har gennem utallige forsøg vist sig at holde stik. Mennesket er et eksplorativt og et nysgerrigt væsen, som har en egen interesse i at handle. Det er sidenhen blevet en grundpille i deres psykologi. De kalder det for ’indre motivation’ eller med et engelsk udtryk ’intrinsic motivation’. Indre motivation er identificeret ved, at tingene er interessante, spændende eller sjove i sig selv, til forskel fra ’ydre motivation’ eller på engelsk for ’extrinsic motivation’, hvor man er påvirket af ydre faktorer. Det kunne være eksterne belønningsfaktorer, konkurrencer, deadlines eller mange andre ting, som mennesker udsættes for udefra. Det der er kendetegnet ved den form for motivation er, at det er adskilleligt fra selve aktiviteten. Det er noget andet end selve aktiviteten.
Ib Ravn: ’Kan man som knægt lære at synes om at slå græs? Ja det kan man måske godt. Men hvis Daddy lover en 50 kr. for at slå græs, så er det noget andet end det at slå græs. Derfor vil græsslåningen ikke nødvendigvis opleves som særligt interessant. Belønningen hindrer, at fokus bliver at bruge sin krop en varm sommerdag. Det er de 50 kr., man er fokuseret på

Velkommen til min podcast Nulfejlskultur. Mit navn er Rebekka Bøgelund og i denne podcast taler jeg med journalist og forfatter Pia Konstantin Berg. Vi drøfter hendes bog 'Dem der griner mest' og diskuterer hele præstationssamfundet, og hvordan vi kommer til at hylde fejlene noget mere. Hør podcasten men få et lille blik ind i vores samtale her: 
Pia: 'Jeg har prøvet at fortælle, hvad jeg har gjort galt i mit liv – talt med mange mennesker, som har rejst sig og kommet videre, vist at sådan er livet. Jeg tror, at der er mange unge, der har en ide om, at nu starter vi herfra, og så er der en lige linje til succes. Og så går det bare den vej, opad og helst ikke nogle forhindringer, for det er jo ikke planlagt. og så mister man modet, hvis det ikke går, for det er den forestilling, man har haft. Der skal ikke særligt meget slinger i valsen til, at nu falder det hele på jorden'.
'Det pudsige er, at mange gerne vil finde én årsag til det – det er enkelt og let. Det er bare pga sociale medier, det er bare forældrene der ikke hærder deres børn godt nok. Det er politikere eller karakterræs. Mange faktorer. Men noget der er rigtig vigtigt er, hvad vi opdrager unge til at skulle med deres liv. Kort efter jeg havde holdt det her oplæg – der gik jeg ind i en boghandel, og de havde alle sammen de her titler fremmer ’Sådan får du 12’ ’Toppræstationer ’Tips og tricks til 12 tallet. Det var det, de unge blev mødt med. Der stod ikke noget om, hvad der så sker, hvis man ikke får 12. Eller sådan kommer du igennem din læreproces, sådan bliver du klogere, sådan lærer du af dine fejl. Det var slet ikke repræsenteret. Det er det billede, unge ofte ser. Ikke kun i boghandel men også på sociale medier men også forældre. Vi er gode til at vise vores sejre, det der går godt og det vil vi gerne vise vores børn. Vi er stærke, vi kan håndtere ting men nogle gange skal vi også turde at vise det andet, at alting ikke går godt'.
'Det er synd, at curlingbegrebet bliver brugt så meget for forældre prøver at gøre deres bedste for deres børn og måske tager nogle forældre lidt for mange diskussioner på deres børns vegne – men der er sket rigtig meget de seneste år, hvor mange unge ryger ned i et hul og bliver handlingslammede og det ligger ikke kun hos forældrene og forældrene prøver at gøre hvad de kan for at hjælpe unge på rette vej. Nu arbejder jeg rigtig meget med unge, der har angst og det starter jo allerede når de begynder i skolen, hvor man kan se, at der er i de her krav, også test i børnehaven – det hele handler om at vi skal videre til næste trin, lære mere og mere og måles og vejes, så det er en samfundsmæssig problemstilling'.
'Vi har et skolesystem, hvor det er svært at prøve nye tilgange af, når vi én gang har bestemt, at det er sådan den skal være. Jeg så et indslag i Godmorgen Danmark for et stykke tid siden med en lærer på et gymnasium i Aalborg, som havde kørt et forsøg med ikke at give karakterer i 1. G. Og han introducerede det fordi der var så meget fokus på karakterer og ikke så meget på læring og det med at tænke anderledes. Nu tester vi om det gør en forskel. Der var nogle elever, der syntes det var en rigtig god ide og nogle elever var trætte af det, for hvad så, hvis vi ikke kan blive målt, om vi gør det ordentligt. Det viste sig så, efter at de havde kørt forsøget, at alle elever var glade for det – særligt de skeptiske, fordi de kunne se, at de lærte noget på en anden måde, de fik konstruktiv kritik, det her fungerede rigtig godt, det her fungerede knap så godt, hvis du nu prøvede at gå i den her retning, de turde at prøve det af. De turde at lære – processen blev vigtigere end resultatet.
Problemet var bare, at nogle fik nys om det i Undervisningsministeriet og så fik han en reprimande, for det var ulovligt og undervisningsminister blev også interviewet og konklusionen var, at i Danmark har vi nogle l

Du lytter til podcasten Nulfejlskultur. Mit navn er Rebekka Bøgelund, og i dag har jeg besøg af den tidligere chef for DR Nyheder Ulrik Haagerup. Han er i dag stifter af og CEO for Constructive Institute. En NGO der inden for de kommende fire år vil gentænke hele journalistikbranchen og fokusere mere på objektive nyheder, der genererer håb frem for på sensationspræget og konfliktfyldt stof. En vision der i høj grad kræver en eksperimenterende tilgang og et mod til at turde at fejle.
Der er en tendens til, at vi i journalistik vi skruer op for volumen knappen, vi råber højere, vi har mere i gult. Vi har mere breaking. Det skal være kortere og skarpere og vi gør det for færre penge med færre folk i traditionelle medier. Og det lyder jo ikke ligefrem som en vinderstrategi i andre brancher. Det er svært at gøre noget andet, fordi vi har så travlt i vores nyhedsbranche, så det kommer mere til at handle om at følge med og gøre det lidt hurtigere hver gang. Men der er brug for at stoppe op. Det var også derfor, at Ulrik sagde sit job op for at se sin branche ovenfra. Prøve at gentænke journalistikken uden at vi på nogen måde ændrer de værdier, som journalistikken bygger på, der er fair, afbalanceret og kritisk. Men ønsket er at bygge oven på det og lære at stille nogen spørgsmål, som ingen, der har taget en journalistuddannelse nogen sinde har lært at stille. Og de spørgsmål lyder, hvad så nu og hvordan? Det er jo spørgsmål, der peger ud i fremtiden. Så konstruktiv journalistik er journalistik, der fokuserer på fremtiden i stedet for på i går og lige nu.
Kultur opstår jo på baggrund af, hvad der er sejt – hvad man får succes af. Dem man ser op til, hvad klapper de af, hvad får man anerkendelse for? I mit f*g er kulturen i stor stil båret af ’If it bleeds, it leads’. Min første lærer på journalisthøjskolen fortalte, at en god historie er en dårlig historie, og hvis der ikke er nogle, der bliver sure, så skal man huske, at det er reklame. Det syntes vi, var virkelig sejt. Det var det, der bar journalistikken. Der skulle i være nogle, der syntes, at vi var ukritiske i vores journalistik. Vi skulle ikke lave historier om noget, der virkede, så reklamerede vi jo for den by eller den borgmester. Vi ville hellere vise de andre journalister, at vores mikrofon var et spyd eller en kniv, som vi kunne stikke lidt med. Konsekvensen af det var, at vi var mere optaget af, at andre journalister syntes, at vi var gode, end at vores kunder/brugere syntes vi var gode. Vi var mere optaget af et mål om at komme på forsiden, som vores redaktør kunne lide, så fik vi citater i andre medier eller vi kunne vinde priser fra andre journalister, der sad i komiteer og uddelte priser. Måske har det i høj grad været styrende for vores måde at filtrere verden på end vores oprindelige ønske om at gøre et eller andet godt for verden eller give et retvisende billede på komplicerede historier, hvor folk selv kunne tage stilling.
Det hænger godt sammen med, at rigtig mange mennesker lever for at ’shine’. Vi er blevet fokuserede på at skabe præstationer og se ud på en bestemt måde. Det er farligt at turde og eksperimentere – for man kunne falde igennem. Ungdomskultur, som har mere fokus på at nå et bestemt snit end selve læringselementet.
Alle i vores f*g taler om fake news. Selvfølgelig er det et problem med misinformation. Der har altid været misinformation, nu går det bare hurtigere og spreder sig – men det er ikke fake news der er det store problem. Men det store problem er news. Journalister giver et skævvredet billede af virkeligheden, vi giver et skævvredet billede af virkeligheden, fordi vi dækker det ekstreme og unormale i en sådan grad, at du får det i din podcast, på dit ur, i din lomme, på din skærm og tv, at du tror, at det ekstreme bliver ’det er sådan verden er’ så bliver folk mere utrygge, end de har grund til at være. De bliver mere apatis