Forældre og Sorg – En podcast om at miste sit barn Forældre & Sorg - Landsforeningen Spædbarnsdød

I denne episode kan du høre direktør i Forældre & Sorg, Birgitte Sofia Horsten, tale om pårørendes store betydning for, hvordan forældre i sorg klarer sig i livet, efter det værst tænkelige er sket. Det er hårdt at se nogen, som vi holder af være i dyb sorg, og mange pårørende er i tvivl om, hvad de skal sige og hvad kan de gøre. Sammen med Abelone Tholstrup Stein udfolder Birgitte Sofia Horsten emnet 'Pårørende og det gode netværk'. For i Forældre & Sorg ved vi, at de forældre som har et godt netværk, bestående af mennesker som tør at stå ved siden af forældrene i deres sorg, er dem, der oftest klarer sig bedre i den hverdag, som nu eksisterer uden deres barn.
I afsnittet kan du høre Birgitte Sofia Horstens tale om, at døden er ikke et problem, som skal løses, men i stedet at døden er et vilkår, som forældrene skal lære at leve med – Og så får du hendes bedste råd til, hvordan du kan være en støtte for et menneske i sorg, lige når tragedien er sket og på lang sigt. Både gennem ord og handlinger, og uanset om du i en nær relation til forælderen eller ej.

I denne episode kan du høre psykolog og sorgforsker Mai-Britt Guldin tale med Abelone Tholstrup Stein om sorg, og om hvordan den påvirker forældre, som mister et barn, både fysisk og psykisk. For sorg er alvorlig, og den skal tages alvorligt. Forældrene har brug for at mærke, at den bliver anerkendt af både deres nærmeste og af de fagprofessionelle, og det har de, fordi sorgen er tæt forbundet med kærligheden til det barn, som de har mistet. En anerkendelse af sorgen er samtidig en anerkendelse af den betydning, som barnet har haft - og fortsætter med at have - for forældrene.
Mai-Britt Guldin taler også om, hvorfor det er så vigtigt, at den sørgende får mulighed for at tale om, hvad der fylder i sorgen. For det er her, der sker en proces hen mod at integrere sorgen i dagligdagen. Og det er essentielt, for forældre i sorg har netop brug for at finde ud af, hvordan de lever med den store smerte, og at vænne sig til livet og dets vilkår efter de har mistet.

I 2019 mistede Pernille Møller Jensen sit mellemste barn, Lasse. Han var 15 år, og havde fået konstateret leukæmi tre måneder tidligere. I denne episode kan du høre Pernille fortælle om sine oplevelser i perioden fra Lasse fik sin kræftdiagnose og frem til tiden umiddelbart efter hans død.
I en samtale med Abelone Tholstrup Stein deler Pernille de tanker og følelser, som fulgte med Lasses sygdom. Det er en beretning om, hvor svært det var at forstå, at en ellers frisk og helt almindelig teenager faktisk var alvorlig syg, og hvordan de sammen forsøgte at fastholde en så normal dagligdag som muligt med computerspil og besøg af de tætteste venner.
Pernille fortæller også om de hændelser, der i sidste ende førte til, at hun mistede Lasse, og hvordan hun oplevede dagene og ugerne efter. Der var alle de praktiske gøremål, som hun skulle forholde sig til, omgivelsernes måde at håndtere beskeden om Lasses død på og så var der Pernilles egne reaktioner: Den udeblivende søvn, den fysiske ubehag og tårer, der syntes uendelige, mens hun sad i sin sofa sammen med Lasses far.

Iværksætter Le Gammeltoft har to levende børn, men fem graviditeter bag sig.
Abelone Tholstrup Stein taler i dette afsnit med Le Gammeltoft om, hvilke følelser der knyttede sig til at miste tidligt i graviditeten: De bristede drømme, usikkerheden om fremtiden og uvisheden om hvorvidt ønsket om børn nogensinde ville blive virkelighed.
Le Gammeltoft er ifølge sig selv ”en fikser”, og den manglende kontrol over fremtiden betød en lang årrække præget af vrede og stress. Hun havde svært ved at være sårbar, og hun havde svært ved at tale om sorgen. Samtidig oplevede hun, at hverken sundhedspersonalet eller omgangskredsen anerkendte situationens alvor, og derfor fik sorgen ikke plads. Hverdagen og livet fortsatte som før, og Le Gammeltoft betalte prisen med et bristet parforhold og en opløsning af kernefamilien – endnu en sorg, der fulgte med de kaotiske år.
Med tiden indså hun, at sorgen ikke var noget, som hun kunne parkere med en forventning om, at den forsvandt af sig selv, og hun erkendte sit behov for at sige det højt. Og da hun først begyndte at tale om det, så erfarede Le Gammeltoft, at hun ikke var alene, og hun oplevede et fællesskab med andre i samme situation - Et fællesskab, hvor hun blev mødt i sin sorg, og det fik stor betydning for hende.

I 2017 bliver Kjeld Dollerup far til Aksel, som kom til verden, før han selv var klar til at leve i den.
I afsnit 8 tager Abelone Tholstrup Stein emnet ”at handle” op. Hvad gør man, når man mister sit barn? Hvordan bearbejder man sin sorg, og hvordan har man sit barn med sig i livet efter døden? For Kjeld har det givet mening at påtage sig en aktiv og opsøgende rolle.
I sin samtale med Abelone kommer Kjeld bl.a. ind på, hvordan han fandt et fællesskab gennem den årlige VENOtour - Et cykelløb hvor rytterne består af forældre, bedsteforældre og søskende til børn, som ikke længere trækker vejret.
Kjeld fortæller også om, hvordan en sorggruppe gav ham mulighed for at bearbejde sorgen sammen med sin kone, Helle, og det befriende i at møde andre forældre i sorg fra nærområdet.
Og sidst men ikke mindst taler Kjeld om, hvordan han bevidst sørger for, at Aksels søskende bliver inkluderet i hverdagens små ritualer. Sammen ser de på billeder af Aksel og tænder lys hos ham på kirkegården - Det er både en fin anledning for Kjeld til at tale om døden med sine øvrige børn, og en måde hvor de sammen holder fortællingen om Aksel i live.

En svær svangerskabsforgiftning betød, at Theodor blev født i starten af 30. graviditetsuge tilbage i 2016, og otte dage senere måtte Tobias Reeves og hans kone, Charlotte, sige farvel til deres nyfødte søn grundet komplikationer.
Episode 7 er Tobias Reeves’ beretning om at blive far til Theodor, og den stolthed og uendelige kærlighed som han følte. Det er en beskrivelse af en mand i sorg, og en fortælling om hvordan omverdenen håndterede hans og Charlottes sorg forskelligt.
Sammen med Abelone Tholstrup Stein taler Tobias om at være i sorg, og om det følelsesregister som han pendulerede i, og til tider stadig gør. Det er en samtale om at føle vrede over livets banaliteter og omgivelsernes reaktioner, om at være kortluntet og om at råbe og skrige.
Tobias beskriver, hvordan omgivelserne havde større opmærksomhed på Charlotte, som en mor i sorg, end ham som far, og Tobias kommer ind på konkrete episoder, hvor han ikke blev mødt og forstået i sin sorg. Her fortæller han ærligt om, hvordan nogle mennesker – med deres velmenende ord men manglende forståelse – nærmest formåede at annullere de følelser og tanker, som han havde.