Kampen om historien DR LYD Viden & Historie

"Specialenheder sammensat af folk fra Sikkerhedstjenesten og folk fra politibataljon N320, stod ved kanten af gravene. De skød folk ved at sigte mod deres baghoveder". Sådan berettede en tysk krigsfange i en retssal i Kyiv den 22. januar 1946. Han havde deltaget i massakren i Babij Jar i september 1941. I løbet af to dage blev 33.000 jødiske mænd, kvinder og børn skudt og dækket til i en enorm massegrav. Tyskeren indgik i en såkaldt 'Einsatz-bataljon', dvs. en lille mobil enhed, som rejste rundt i de tyskbesatte områder af Østeuropa og dræbte jøder før gaskamrene var taget i brug.
Hvem var de folk, der trykkede på aftrækkerne? Hvordan var de organiseret? Og hvorfor er historien om de nazistiske dødsgrupper fortsat kontroversiel? Det er nogle af spørgsmålene i denne uges Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med historiker og forfatter Simon Schultz van Engeland og lektor i tysk samtidshistorie Therkel Stræde.
Musik: Adi Zukanovic.

"Vores elskede formand Mao har fortalt os: I unge mennesker er fulde af handlekraft og vitalitet, jeres liv stråler lige som morgensolen. Vores håb ligger hos jer". Sådan lød det fra en ung kvindelig rødgardist i 1966, året hvor Mao indledte 'Den store proletariske kulturrevolution'. Det indvarslede en blodig og kaotisk periode på ti år i Kinas historie, hvor Maos mest fanatiske tilhængere, rødgardisterne, gik til angreb på såkaldte kontrarevolutionære elementer. Omkring to millioner mennesker blev dræbt, andre millioner fik deres liv ødelagt, og kulturgenstande og historiske artefakter blev smadret. Kinas nuværende præsident, Xi Jinping, var selv et offer for kulturrevolutionen, men han er også den som i dag står vagt om Maos eftermæle. Hvilken lære har Xi draget af kulturrevolutionen? Og hvorfor er den mest dramatiske epoke i Kinas nyere historie så vanskelig at tale om?
Det er nogle af spørgsmålene i denne uges Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med kinakender Hanna Liv Leanderdal og professor i kinastudier Jørgen Delman.
Musik: Adi Zukanovic.

I 1980 står Lech Walesa, den tiljublede elektriker fra Leninskibsværftet i Gdansk, i spidsen for en strejke, som udfordrer det kommunistiske regimes magtmonopol. Walesa får senere Nobels Fredspris, Østblokken bryder sammen, og han bliver sit lands første demokratiske valgte præsident i 60 år. Men Walesa er ikke kun en succeshistorie. Han beskyldes også for at have diktatoriske anlæg og for at have været politistikker som ung.
Nu hvor dette feterede og forkætrede frihedsikon snart fylder firs år, spørger vi, hvordan historieskrivningen ser på hans virke. Hvad er forskellen på oprøreren og magtmennesket Walesa? Og hvordan ser eftertiden på hans kamp? Det er nogle af spørgsmålene i denne uges Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med de to Polen-kendere Anna Werenberg og Jens Mørch.
Musik: Adi Zukanovic.

"Mine borgere, vi har opnået store ting på meget kort tid. Den største af disse er den tyrkiske republik, som bygger på tyrkisk heltemod og den store tyrkiske kultur." Sådan lød det fra Tyrkiets grundlægger Kemal Atatürk i anledning af republikkens tiårsdag i 1933. I år er det 100-året for skabelsen af det moderne Tyrkiet, der afløste det osmanniske imperium. Kemal Atatürks lære, kemalismen, har i mange år været den bærende søjle i det sekulære tyrkiske samfund. Men tyve år under præsident Recep Tayyip Erdogan har ændret på mange af de værdier, der er knyttet til kemalismen.
Præsident Erdogan, som går til valg på søndag, har længe arbejdet for at skabe en mere islamisk stat. Hvor langt er han kommet i sit opgør med kemalismen? Hvordan bruger Erdogan historien i en politisk sags tjeneste? Og vil han eftertiden hylde ham som den nye Atatürk - tyrkernes far? Det er nogle af spørgsmålene i denne uges Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med historiker og Tyrkiet-kender Mathias Findalen og kultursociolog og lektor Mehmet Ümit Necef.
Musik: Adi Zukanovic.

"Vi er samlet i dag for at ære det offer, som de overlevendes fortsat må yde, og for at mindes alle de, vi mistede." Sådan lød det for nylig, da Rwandas præsident Paul Kagame talte ved en mindehøjtidelighed i hovedstaden Kigali i anledning af årsdagen for starten på folkemordet i 1994. Tragedien i Rwanda har en kedelig verdensrekord: det er det hurtigste folkemord i historien. I løbet af 100 dage blev et sted mellem 800.000 og en million mennesker, overvejende medlemmer af landets minoritet, tutsierne, slået ihjel af militser fra flertalsbefolkningen, hutuerne.
Hvordan blev dette afrikanske 'holocaust' organiseret? Hvilken rolle spiller tidligere europæiske kolonimagter som Frankrig og Belgien? Og hvordan bliver den blodige fortid bearbejdet historisk og politisk? Det er nogle af spørgsmålene i denne uges Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med journalist og fotograf Jørn Stjerneklar, der er aktuel med en bog om 40 års rejser i Afrika.
Musik: Adi Zukanovic.

"Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil blive bedømt, ikke på deres hudfarve, men på deres karakteregenskaber". Sådan sagde præsten og borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King i sin mest berømte tale 28. august 1963 i Washington. Frem til sin brutale død 4. april 1968 i en alder af blot 39 år var Luther King manden, som personificerede de sorte amerikaneres kamp for ligestilling i et samfund, der bryster sig at bygge på frihed og kristne værdier. Men han oplevede også modstand fra både hvide tilhængere af et raceopdelt USA og fra sorte amerikanere, der anså ham for at være alt for blød og føjelig.
Hvad var egentlig Martin Luther Kings drøm? Var han så radikal som hvide kritikere hævdede eller snarere en Onkel Tom-type, sådan som sorte kritikere påstod? Og i en æra som vores, hvor historiske personers karaktertræk gennemgås ned i mindste detalje, er Luther King Jr. så stadig en moderne helgenfigur? Det er spørgsmålene i denne uges udgave af Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med forfatter og professor i amerikanske studier Jørn Brøndal. I udsendelsen medvirker også den herboende amerikaner Dale Smith, der var aktiv i borgerrettighedsbevægelsen i starten af 1960'erne.
Musik: Adi Zukanovic.