En tillidskultur med handlerum Nulfejlskultur

Da Stine Bosse fyldte 50 år, så valgte hun at trække sig fra posten som Trygs administrerende direktør for bl.a. at få mere tid til sine børnebørn. Stine Bosse var indbegrebet af Tryg, så det var en beslutning, der krævede mod, og den udfordrede også hendes helt grundlæggende behov for tryghed. For Stine er af den overbevisning, at mod og tryghed går hånd i hånd. Du kan ikke være modig, hvis du ikke også samtidig føler dig tryg. Ja hun går så langt og betegner sig selv som tryghedsnarkoman.
Stine: ’Der er en komfortzone, og den skal ikke bortforklares, og hvis vi er hudløst ærlige, så har vi den alle sammen et eller andet sted’.
Vi skal, som modpol til trygheden, have stærke forestillinger om, hvordan vi gerne vil leve vores liv, og Stine mobiliserede i en alder af 50 år en styrke og trang til at tage beslutningen om at ville noget andet. Det ser modigt ud udefra, men indefra føltes det som at springe fra 10 meter vippen. Det var dog en forudsætning for, at hun kunne lave nogle ting om i sit liv. Bekymringen for, at hun en dag ville kigge tilbage og sige ’hold da op, det var det’, vandt over frygten og gjorde udslaget. Hun fik banet vejen for, at det der virkelig gav mening at beskæftige sig med lige her og nu, også kunne lade sig gøre. Men heri ligger også elementet at tvivl. Det er her, at modet sætter ind. Det er, når vi bliver i tvivl. Men tvivl er en ven, vi skal holde i hånden, og så skal vi med den i hånden turde at kaste os ud i de ting, vi kan være usikre omkring.
I dag har hun fået et liv med mere tid til børnebørnene, og de har sat et præg på hjemmet med tegninger og små sedler ’jeg glæder mig til, at du henter mig igen mormor’, men det er ikke en skarp kontrast til hendes stadig aktive erhvervskarriere som formand for en række internationale bestyrelser. Og i en tid med valg, er der også meget at se til som formand for Europabevægelsen. Du mærker det dog ikke, når hun først er sat foran mikrofonen. Så breder der sig et særligt nærvær, en i øjenhøjde samtale, hvor man oplever det brændende fokus på det gode lederskab. Her bliver det tydeligt, at de rigtig gode ledere, de holder virkelig af mennesker og af deres medarbejdere. De lever med tvivlen, modet og trygheden i en forening. Og det er den forening, der gør dem i stand til at skabe en sund kultur.
Nul fejl er også en nødvendighed
Måske man kunne foranlediges til at tro, at det udelukkende kræver mod for at sætte nulfejlskulturen fri, men Stine vil indledningsvist sikre diversiteten i begrebet og kaste lys på de områder af livet, hvor nul fejl er en nødvendighed. Hjertekirurgen arbejder eksempelvis ikke med nulfejlskultur som en præmis. Hjertekirurgen arbejder med en sikkerhed, der hedder 100+. Hvis man skulle indbygge et element af fejlkultur der, så er det for at lære af de fejl, der opstår, for fejlene sker uanset hvad. Hvorimod når vi skaber nye produkter eller arbejder med nye metoder, så inkorporerer vi, at der skal være plads til fejl.
Det skal både være legitimt, muligt og nogle gange tilstræbt, at vi får lov til at lave fejl. Rigtig meget forskning er blevet til, fordi der skete fejl undervejs. Og rigtig mange oplevelser i livet er indledningsvist blevet betragtet som en fejl, og så har det senere vist sig at være den rigtige vej. Så når vi taler ledelse og organisation, så er det vigtigt at kunne italesætte differentieringen af nulfejlsbegrebet. Derfor er det også vigtigt at kunne sige til sine medarbejdere, at i denne her del af virksomheden, der tilstræber vi faktisk ikke at begå fejl. Vi kan ikke have en lønudbetalingsfunktion, der begår fejl hele tiden. Men når fejlene opstår, så skal vi turde at tale om dem og lære af dem. Hvorimod i den anden ende af virksomheden, hvor vi skal udvikle medarbejdere og organisation, og hvor nye produkter og nye processer ser dagens lys, der er det en anden attitude, vi har, og det er vigtigt at turde ital