Hjertemodig Karna Christiansen

Her de spørgsmål jeg helt kort besvarer:

Hvordan får jeg min 4-årige til at smage på maden?
Hvem bestemmer sengetider når mit barn 11 år, mit barn eller mig?
Jeg har ofte dårlig samvittighed selvom min søn max er i institutionen i 5-6 timer?
Mener du at en 4 årig selv kan mærke om vejret kræver en jakke…
Jeg har en baby på 10 måneder hvordan undgår jeg at hun går i mine ting?
Hvad er dit bedste råd til fremme et godt søskendeforhold.
Hvordan får man det til at fungerer som kærestepar hvis man har utrolig forskellige tilgange til børn?
Hvordan håndterer jeg bedst mit barn på snart 4 år der bliver rigtig ked af det ved aflevering i børnehaven.
 

https://hjertemodig.dk/
https://hjertemodig.dk/familieraadgivning/

Vi har en datter på næsten 5 år. Hun er en skøn, glad pide der trives virkelig godt. Men nu er hun begyndt at slå og blive sur. Hun har aldrig været i selvstændigheds fasen, så det er måske lidt sent. Hvis det er dét der kommer nu. Men vi kan også godt navigere i, at hun reagerer ved at slå og sparke engang imellem, det vi ikke rigtig kan håndtere er, når hun spytter på os. Og hun ikke vil stoppe igen. Vi kan ikke rigtig sige som vi plejer: nu sidder jeg her og venter til du er klar igen, vil trøstes, eller vil have en krammer eller noget i den dur fordi vi bliver overspyttet på imens. Og hvis vi siger, at vi ikke kan lide at blive spytte på, spørger hende hvorfor hun gør det, beder hende om at lade være eller andet, så har hun ingen svar på det. Ofte griner hun og løber frem og tilbage. Hun gør det både når hun er sur og når hun bliver for glad/vild. Den anden dag gjorde hun det på sin veninde og pigens mor i garderoben i børnehaven. Jeg blev max presset fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op. Så holdte jeg hende i armen, men det er langt over min egen grænse og hun står så bare og spytter på mig og griner imens. Da moderen og barnet var gået, blev hun ved med at løbe frem og tilbage gennem børnehaven og ville ikke have sko og jakke på. Efter måske 15 til 20 helt ustyrlige minutter, hvor jeg virkelig var blevet både flov og rådvild og følte mig utilstrækkelig fordi ingen afledninger virkede længere, måtte jeg bære hende hele vejen ud i bilen med alle ting under armen, mens hun bare slog, sparkede og spyttede mig i ansigtet hele vejen. Hun blev ved med at grine, mens hun lavede alt det her ballade. Det fik mig til at føle, at det slet ikke kunne sive ind, at jeg mente det alvorligt.
Hvad gør vi når hun spytter? Vi kan jo heller ikke holde hende og det ville se fjollet ud, hvis vi bare løb hurtigere end hende. 😜 Vi forsøger altid meget med afledninger, men det er som om, hun er ved at være lidt for stor til at "hoppe på det."
Der er ikke sket nogle store ting i hendes liv, som vi ved af. (død, flytning, skilsmisse osv.)

https://hjertemodig.dk/familieraadgivning/
https://hjertemodig.dk/

Hej med dig
Jeg bliver simpelthen nød til at skrive og dele mine følelser, hvis du ikke vil svare er det helt okay!
Det er sådan at sidste år siger min dreng til jul (lige blevet 9 år) at han tror Nissen er mig. Han bliver ved og ved og til sidst siger jeg; ja det er mig- inden jeg nåede at stoppe mig selv.
Han braste fuldstændig i gråd- jeg knuste hans julehjerte i tusind stykker. Jeg begyndte selv at græde og sagde jeg jo aldrig kunne finde på at gøre ham ked af det med vilje. Jeg blev fuldstædig selv ulykkelig og på en eller anden måde prøvede jeg at lime hjertet sammen igen. Jeg fik ham måske til at tro igen.
Nu er det et år siden, vi skulle pynte op i dag og han er bare helt trist, siger han ikke er i julestemning, fordi han ikke kan glemme det jeg sagde sidste år. Han er ked af det og ved ikke hvad han skal føle - han siger han ingen juleglæde har og at det føles anderledes.
Jeg er så knust og ødelagt! Det smerter helt vanvittigt inde i mit hjerte og jeg kunne græde tusinde tårer- jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre, han søger stadig svar, men jeg ved ikke hvilket jeg skal give - er så bange for at sårer ham igen og vil ønske jeg aldrig nogensinde havde sagt noget! Jeg er stemplet med følelsen af verdens værste mor 😭😭😭💔💔💔💔
De bedste hilsner en fortvivlet og knust mor der elsker sin søn ubeskriveligt!

https://hjertemodig.dk/nyhedsbrev/

Kære Karna,
Vi har fået dig anbefalet af et vennepar og vi har tidlige søgt råd andets steds fra, men vi har ikke oplevet nogen positiv effekt. 
Vi er en familie på 4 hvor vi har vores søn på snart 3 år og en lillebror på 2 måneder. Marius som er vores store dreng, gik for 4 måneder siden i vuggestue fordi vi skulle flytte, og for at undgå et skift så besluttede vi at passe ham hjemme indtil han skal starte i børnehave.
Marius har altid været et meget stædigt barn, og det er selvfølgelig dejligt at han holder fast i sig selv, men jeg synes nu også at den her selvstændighedsalder den trækker tænder ud. 
Har du nogle ideer til hvad vi kan gøre når han f.eks kaster med legetøjet, stikker af, slår eller nægter at få en ren ble på eller at tage sit tøj af. Når han nægter så kommer jeg til kort, og vi har forsøgt os med time out på værelset, så han kan tænke over tingene, men han fortsætter med at have den samme adfærd og nogle gange så gør han noget han ikke må, og så løber han på værelset og venter, hvorefter vi så har sagt til ham at vi ikke kan lege sammen, og så må han vente til han er klar, altså f.eks. har ryddet det legetøj op som han har kastet. Vi er ikke forældre der skælder ud og vi undgår så vidt muligt at sige nej, og så forsøger vi i stedet at være kortfattede og generelt ret faste i vores grænsesætning. Jeg synes vi er kommet til kort og vi kunne godt tænke os at høre dit take på situationen. 

https://hjertemodig.dk/
https://hjertemodig.dk/nyhedsbrev/

Hej Karna

Tak for alle dine gode input i din podcast og på din profil. 

Vi er forældre til en Malthe på lidt over 14 måneder. Han er startet i vuggestue for nogle måneder siden. Det virker som om han trives dernede, han er i hvert fald glad når vi afleverer ham. 


Vi blev for en uge siden kaldt til samtale i vuggestuen, fordi de var bekymrede for Malthes motorik. Han forsøger bl.a. ikke, at hive sig selv op når han ligger på puslebordet og de mente heller ikke at han viste tegn på, at han gerne ville kravle, eller rejse sig, når han møvede sig rundt på gulvet. De mente ikke at han motorisk udviklede sig helt som han skulle.

Malthe har altid været en dreng der er meget nysgerrig og observerende dreng, han er glad og trives fint derhjemme, han har aldrig været så motiveret for at kravle, så han møver sig mere frem. Vi har egentlig ikke selv tænkt det som et problem, men vi bliver selvfølgelig bekymrede når pædagogerne er bekymrede for hans motoriske udvikling. 


Vi ved heller ikke om det at han måske ikke lærer at kravle vil komme til at have en betydning for hans motoriske udvikling, eller hvorvidt det på et senere tidspunkt kan give ham læsevanskeligheder eller andre indlæringsvanskeligheder hvis han ikke lære at kravle, det har vi et sted. 

Pædagogerne de anbefalede at vi fik en tid hos lægen, så det har vi booket, vi mener ikke selv at der er grund til bekymring, men vi bliver alligevel i tvivl når vuggestuen siger som de gør, for måske er der noget vi har overset. Er der noget vi kan gøre for at hjælpe Malthe?

https://hjertemodig.dk/nyhedsbrev/
Har du spørgsmål så stil dem i spørgeboksen her: https://hjertemodig.dk/

Hej Karna, Jeg har i mange år fulgt med på sidelinjen og brugt dine ord som god læring, til selv at gøre det bedre overfor mit barn, end hvad jeg selv har med i rygsækken fra egen barndom. Tak for dine gode råd😍 Jeg har dog selv et “problem” jeg slås en del med, i det daglige… Ofte når jeg henter min 6-årig datter fra SFO, så bliver vi hurtigt uvenner/uenige allerede ude i garderoben… Hun har ikke lyst til at tage sko eller jakke på selv. Hun stiller sig trodsigt op og siger “Nej, jeg vil/gider/kan ikke.” Hurtigt kan jeg mærke på mig selv, at jeg bliver opgivende, mister lysten af en art, fordi der allerede kommer dårlig stemning mellem os, inden vi overhovedet er nået hjem. Det er jo ikke sådan jeg ønsker at hente mit elskede barn og nok heller ikke sådan hun ønsker, at slutte institutionsdagen af på. Nogle gange har jeg gjort det, at jeg har hjulpet hende, sat mig på gulvet til hun var klar eller kommet med motiverende ord, som “Jo, du kan godt.” “Jeg kan godt se at den driller dig.” “Du virker lidt træt” eller lignende, men jeg synes ikke rigtigt at det hjælper😩 Selv har jeg tænkt om det kan skyldes overstimulering/træthed, men hun kommer i seng ved 19:30-20:00 tiden og falder ret hurtigt i søvn derefter og bliver vækket ved 7 tiden, for at møde i skole til kl. 8. Til det, har jeg forsøgt at putte hende lidt tidligere, men har hidtil ikke oplevet at hun er faldet tidligere i søvn af det. Har også forsøgt mig med tidligere afhentninger, men det er samme problem og hun kan finde på at skælde mig ud over, at jeg henter hende for tidligt🥴 Jeg har lagt mærke til, at de andre børn/forældre, ikke reagere på samme måde, som min gør. (Er selvfølgelig klar over, at børn hverken kan eller skal sammenlignes, men man kommer alligevel lidt til det nogle gange). Generelt i hverdagen, kan hun have tendens til at komme med “dominerende sætninger” med en forventning om at andre skal gøre tingene for hende, selvom hun ofte godt selv kan. Jeg er alene med hende på fuldtid, der er pt. ikke andre børn i vores familie og jeg har generelt ikke ret mange at spare med, udover hendes gudmor som også er min kusine, som er uddannet dagtilbuds-pædagog og som jeg også bruger til at spare med eller få et par gode råd. Har du nogle gode råd, til hvordan vi kan få en mere gnidningsfri afhentning?