Længe leve albummet DR LYD Musik

Jeg har besøg af de 3 dejlige gutter fra Jung, og sammen læner vi os godt og grundigt ned i den ægte farrock af den tilbagelænede slags, hvor man virkelig bliver suget ind i nogle u-undskyldende lange numre sammen War on Drugs. Det er altså noget, der virker!

Jeg har fået Jacob Bellens på besøg, og hvilken fornøjelse! Du kender hans stemme fra I Got You On Tape osv., men når han har fri, hører han Topgunn. Lyt med og få een på opleveren!
Mange hilsner fra Goodluck Casper.

Jeg har i dag besøg af Raymonde Gaunoux, som rører mig fuldstændig til rødbedefars i sine indlevende betragtninger om Joni Mitchell og dennes album "Blue". Undervejs kommer vi omkring de store forandringer, vi alle kan gennemgå i livet, og for Raymonde har der i den grad været store transitioner i livet i hans overgang fra kvinde til mand. Altsammen med Joni Mitchell som Anker, og det synes jeg, er en meget rørende fortælling. Samtidig er Blue sådan et helstøbt album, hvor Joni viser præcis, hvor overjordisk en sanger og sangskriver hun er. God - nej, megagod fornøjelse.
Kh Goodluck Casper.

Vi skal have fat i de helt dybe rødder, når vi sammen kaster os ned i Emmylou Harris album "Wrecking Ball", som rummer de store følelser, men holdt i stram snor og forsøgt tæmmet. Men kan man overhovedet det?

I dag har jeg besøg af Bo Rande og Tobias Wilner fra Blue Foundation. De elsker begge My Bloody Valentine, men de er lidt uenige om, hvorvidt Kevin Shields fra My Bloody Valentine jagter sandheden eller bare experimenterer. Det, synes jeg, der kommer en spændende snak ud af! Men én ting, jeg i hvert fald fornemmer, de bliver enige om, er, at My Bloody Valentine er fantastiske og en hver drømmerejse værd. Så lyt med og få din støjende revolutionerende støjpop på.
Mange hilsner fra Goodluck Casper.

Jeg har inviteret Steffen Westmark på besøg. Du kender ham måske fra The Blue Van og Pepperment B. Og så er han glødende Portishead-fan. Det er jeg også! Derfor var det med store ærefrygt og med fare for at ødelægge de gode minder, at vi sammen gik om bord i deres album "Roseland NYC Live", som er Portishead helt ud over kanten af skrøbelighed med stort symfoniorkester. I midten af det hele har vi Beth Gibbons, som messer sig igennem det hele og suger os ind i mørket og det uhyggelige univers, som de sammen skaber. Og det er netop dette mørke, som er så dragende ved Portishead, der på en eller anden måde står tilbage som skaberne af genren "Trip Hop". Velkommen ombord, du skal nok få lov at komme ud levende og med håbet i behold!
Mange hilsner fra Goodluck.