Ord til dagen og vejen Stine Ravnborg Bro Nissen

Det, der fylder i vivres liv for tiden er nok genåbningen af Danmark. Noget vi har ventet på og imødeset med længsel. Men nogle er sikkert også bekymrede og havde gerne set, at vi ventede lidt endnu. Sådan er der så mange modsatrettede følelser. Modsatrettede følelser handler den her prædiken også om, den handler om fødsel og død, og om hvordan det kan være nyttigt at glemme. Velkommen til.

Det skal handle om får. De sorte af dem, såvel som de hvide. Og det skal handle om os mennesker, os alle sammen. Når vi gør det rigtige og når vi stikker hovedet i busken og ikke tør. Velkommen til

Tvivl opstår i alle menneskers liv. Det håber jeg i hvert fald. Den kan være svær at rumme, fordi den rokker ved os, og hvad vi mener og tror på. Men er den nu også så slem endda. Det bruger jeg den her prædiken på 1. søndag efter påske på at reflektere lidt over. Velkommen til.

Så er vi gået ind i påskeugen. Det starter i dag. Påsken er et drama, som vi gentager hvert år. Et drama, som vi kan spejle os i og som viser os fra alle vores sider. Idag er det Palmesøndag, som vi os mennesket, når det er håbefuldt, tilbedende og idoliserende. Velkommen til.

Vi er nået til slutningen af fasten og vi slutter af med en glædelig begivenhed. En positiv graviditetstest. Eller en slags himmelsk pendant dertil. Det kan du høre lidt om her.

Det skal handle om kamp. Kamp for det man gerne vil opnå, det man har kær og det, der bare må bekæmpes. Den her prædiken er et blik på det sidste år, der er gået. Et år, der ikke blev som vi regnede med, men også et år, der viste os nye sider. Af os selv. Af hinanden. Den er en refleksion over min egen prædiken for et år siden. Som handlede om de samme emner. Jeg håber du vil lytte med.