Episode 03: Den Magiske Kirke
Episode 03: Den magiske kirke Kirken var landsbyens vigtigste forsamlingssted. Det var her man hørte Guds ord – nogle gange varede det hele seks timer. Men meget andet foregik også her. Det var ikke alt, der foregik efter bogen. Det ved vi fra de bøder og straffe, der er blevet givet for foreteelserne. I den mildere ende blev der langet bøder ud til dem, der spillede kort, snorksov eller drak øl i kirken. Kirken var også det bedste sted at få nyt fra nær og fjern. Nogle gange var det at møde frem i kirken nærmest som når vi i dag lige tjekker Facebook for opdateringer. Det var her at præsten fra prædikestolen for eksempel kunne efterlyse Niels’ stjålne ko eller lensmandens purpurrøde siddepude. Det var også i kirken at periodens mange nye love blev læst op. Dåb, bryllupper og begravelser foregik naturligvis også her. De få mennesker, der ikke mødte op i kirken, fik hurtigt et dårligt ry, og mange af dem kan findes i trolddomssagerne. Og ofte var det nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt, når uregerlige bysbørn skulle opdrages. Det havde store omkostninger at være udenfor fællesskabet. Med Reformationen 1536 sker et teologisk skifte, og prædikenerne bliver nu dansksprogede og der indføres salmer. Lige pludselig kom der danske ord på kirkernes mange kalkmalerier. Kalkmalerierne var befolket med mange djævle, som det nu blev lettere at få øje på. Men der var et problem! Heksene, Djævelens håndlangere, var tiltrukket af Kristendommen og kirken. Heksene kunne jo tage alt det gode kristne og vende til noget ondt. Det var blandt andet populært at smugle alterbrød og altervin eller kirkebly og helligt vand ud for at benytte det til både gode og onde formål. Som det mest hellige sted i landsbyen var kirken beskyttet af en stærk magisk kraft. Kunne man trække denne kraft med sig hjem, kunne man måske skræmme den onde trolddom, der lurede bag hvert et hjørne, ude. Det var derfor ikke ualmindeligt at tage stykker af kirken med sig hjem, eller lægge sider af Bibelen rundt om huset som et værn mod ond magi. Voksbørn var en slags voodoo-dukker, man kunne bruge til at overføre magi igennem. Gennem overførselsmagi blev der skabt et lille billede af den person, man ønskede at skade. At lave et voksbarn var et langvarigt projekt for en hekserude. En heks blev udvalgt til at være “gravid” i op til flere måneder, hvor hun skulle bære voksdukken, inden den skulle “fødes”. Forsøg på at døbe disse voksdukker betød at det blev indskærpet præsterne at de sikrede sig at det var rigtige børn, de døbte. Men måske man alligevel kunne overtale en præst til sådan en dåb ved midnatstid? Måske præsten fra Lønne, Jens Hansen Rusk, som i hvert fald var kendt for at sælge amuletter. I hvert fald blev han brændt på bålet i Ribe i 1611 for bl.a. at have døbt et voksbarn. Vi finder også ud af, hvorfor den nystartede præst på Sjælland, der, som følge af sin første prædiken, endte med at blive brændt. Og hvorfor Kirsten Lauridsdatter tissede i døbefonten i kirken i Køge. Ord har magt. Men hvad betyder alle de mærker og graffitien, man finder i de danske kirker? Beskytter kirken dit navn, eller dit skib, hvis du ridser det i kirkens mur? Betyder det noget ekstra særligt, når du skriver noget ned? Og hvad med Bibelen? Kastede man sig ud i at lave en trylleformular, ville den få ekstra kraft, hvis man forsynede den med kristne symboler som f.eks. kors. Salt og kirkegårdsjord er også magiske substanser. Men hvor saltet kan afværge ond magi, bruges kirkegårdsjorden primært til ond magi. Husk også at medbringe et hønnike-æg i lommen, når du går i kirke i påsken. For stiller du dig med det ved alteret, vil du kunne spotte de hekse, der har sneget sig ind i kirken. Og de er lette at få øje på - de har nemlig jern, sakse elle stegepander på hovedet … Episodens mytedrab handler om, hvorvidt magi og kristendom er modsætninger. Episodens anbefalinger be
