LIGE FRA HJERTET Kontemplation

På denne sommers stilhedsretreat var der lejlighed til at beskrive en situation hvor vi havde oplevet at der blev stille. Gerne en situation der var foregået for længe siden – og huskende på at stilheden kan opstå midt i ydre larm eller intensivitet. Måske var det den påmindelse der fik mig til at tænke på én af de mest intense situationer jeg har oplevet i mit liv:
Dagen var begyndt som vanligt. Jeg forventede endnu et langt, roligt stræk hos Sama, en jaguar jeg som frivillig i rehabiliteringsorganisationen Communidad Inti Wara Yassi passede på det tidspunkt. Om morgenen var jeg gået et par kilometer langs Rio Capare fra den hovedvej der går gennem Vila Tunari fra Cochamamba til Santa Cruz i Bolivia, for at komme ud til hans bur. Med mig havde jeg to friske æg og en spandfuld råt kød til Sama.
Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Ved den pludselige lyd af en fasan der sender et advarselsskrig ud i mørket, er jeg lysvågen. Jeg mærker hvordan min krop er parat til spring selvom den var sovende for få øjeblikke siden. Jeg kigger ud i natten som på denne tid af året ikke bliver mørkere end lige nu. Jeg kan se overraskende langt, men jeg kan ikke se det som har forskrækket fasanen. Eller fasanen selv for den sags skyld.
Jeg tager et par dybe indåndinger og mærker min krop, mærker luftmadrassens velkendte mellemrum mellem bagsiden af min krop og jorden under madrassen. Jeg ser op i bøgetræernes kroner over mig og følger deres bevægelser i vinden. De er endnu nøgne øverst oppe.
Jeg lytter til nattens lyde. Fasanen er igen stille.
Er den død? Venter den i mørket på en pludselig dræber?
Der er heller ikke andre fugle der giver lyd fra sig. Det er vinden i træerne og skovbundens blade der, sammen med Århusbugtens bølgebrus, dominerer lydlandskabet. Og mit eget hjertes slag forekommer at være højlydt. Hjertet slår endnu hurtigt. Mit åndedræt kan jeg også høre. Det er dybt og langsomt.
Og så er der stilheden. En dyb stilhed som på en måde omslutter lydene. Det er svært at sætte ord på, men det føles mest som blødt vat. Blødt føles det i hvert tilfælde. Men vat er ved nærmere undersøgelse ikke det rette ord. For lydene er ikke dæmpede af stilheden. Bare blødt omsluttede.
Jeg mærker min krop som den ligger her i skovens bund. Det er længe siden jeg sidst har søgt ud i skoven for at overnatte. Måske derfor er oplevelsen særlig intens netop i nat.
Mit blik søger stjernerne bag trækronerne. Det er nymåne og stjerneklart. Dér bag træernes toppe er uendeligheden. Jeg føler mig lille og sårbar som jeg ligger her i min sovepose. Og samtidig føler jeg mig tryg. Jeg er omsluttet af skovens rum, her midt i uendeligheden. Jeg kigger ud igen. Ud bag træerne. Op på stjernerne. Mærker mit åndedræt. Hjertets slag. Jeg lever. Det mærker jeg. Lever. Lige nu. Jeg ser på stjernerne mens jeg mærker at jeg lever. Stjerner, trætoppe i vinden, vinden selv, kroppen der ånder og pulserer. Jeg får oplevelsen af forbundethed med omgivelserne. Ja endda med stjernerne og hele himmelrummet som sådan. Jeg kommer til at tænke på hvad professor i fysik og astronomi, Ulrik Ingerslev Uggerhøj, sagde en dag på Moesgård Museum hvor vi sammen holdt et tværfagligt foredrag om tid; ”vi er allesammen stjernestøv”.
Det sagde han virkelig. ”Vi er alle sammen stjernestøv”.
Jeg lader tanken passere og vender tilbage til skoven og nattehimlen. Til åndedrættet.
En oplevelse af ubetydelighed melder sig. Jeg er så lille. Så uendelig lille. Den følelse er på en måde forbundet med en lettelse jeg har mærket før.
Og så kommer ubehaget. Noget i mig har bestemt ikke lyst til at være ubetydelig. Og for nogle er jeg det ikke. For én er jeg lige nu noget af det mest betydningsfulde. Men i det store hele er jeg mindre end den mindste prik. Og i evigheden er mit liv kortere end en tusindedel af et mikrosekund. Lige nu lever jeg. Det mærker jeg her i skovens mørke nat. Og om et øjeblik er jeg borte.
Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Nyhedskanalerne er slukkede. Selvvalgt. Normalt tjekker jeg dem flere gange dagligt. Lytter. Følger med. Mange gange per automatik. Af vane. Fordi jeg keder mig. Andre gange af nysgerrighed og interesse. Tit afføder det en dyb bekymring både for den lokale og den globale situation. Jeg kommer ofte til at føle mig så magtesløs i en verden, hvor de forskellige polariteter synes at blive trukket skarpere og skarpere op. Rød blok – blå blok. Øst – Vest. Putin – Zelenskyj. Demokrater – Republikanere.  Ven – Fjende.
I de næste ti dage åbner jeg ikke for nyhedsstrømmen, også selvom der snart er valg. Valgkamp. Jeg er på retræte, og for første gang siden jeg var teenager, følger jeg ikke med. Det føles næsten skamfuldt at erkende, at det opleves befriende. Det føles vigtigt at forsikre, at jeg ikke er ligeglad. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har muligheden for at stemme. Taknemmelig for at jeg lever i et demokrati.  Inden jeg lukkede ned, har jeg sat mig ind i forskellige partiers politik, taget valgtest. Set de første debatter, men præmissen under en retræte er at lukke ned for så meget fra den ydre verden som muligt. Skabe en kolbe. En slags trykkoger, hvor energien og intensiteten forbliver inde i mit rum og ikke lige så let afledes af ydre stimuli, emotioner og indtryk.
Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Det er en sen sommeraften. Jeg ligger i et telt på en naturplads på Fur. I et smukt landskab med udsigt til Limfjorden. Her er langt til det nærmeste hus, og jeg er alene. Jeg mærker en anspændthed og vagtsomhed, idet mørket er ved at falde på, og ved udsigten til at skulle tilbringe natten her.
Som jeg ligger i teltet i min sovepose, hører jeg en kvindestemme. ”Reiki” kalder hun. Der er noget ved hendes stemme, der gør, at jeg slapper af. Lidt efter hører jeg en hund snuse rundt om teltet, og en mandestemme blander sig med kvindens. De vil slå lejr her. Stemmerne er rolige og dæmpede, og der sænker sig en ro over pladsen, mens de får gjort sig klar til natten.
Det bliver morgen, og vi står op nogenlunde samtidig. Vi siger godmorgen til hinanden, og passer ellers vores eget. Jeg er begyndt at pakke mine ting sammen, da jeg hører dem tale om at skulle meditere. Det studser jeg lidt over. De sætter sig, først manden, så kvinden, på en skråning ved pladsen. Der går lidt tid, og så får jeg en indskydelse til at sætte mig og praktisere med dem. Jeg sætter mig et stykke derfra foran et tomt shelter og påbegynder min praksis.
Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Hvad stiller man op, når man som 22-årig københavner finder sig selv i en vægtløs tilstand?
Det spørgsmål måtte jeg stille mig selv, da jeg i sommers mistede min lejlighed få måneder efter at jeg havde forladt mit job som klasselærer grundet en stress-sygemelding. Intet job, ingen uddannelse, ingen kæreste og ingen bolig.
”Jeg misunder dig,” sagde en medkursist til mig, da jeg på et retreat på Vækstcenteret fortalte ham om min livssituation. ”Al den frihed.”
Udsagnet kom bag på mig. Her stod en mand, som havde så meget af det jeg længtes efter. Færdiguddannet psykolog, hus, kæreste, børn. ”Græsset er altid grønnere…” kom vi frem til.
To røde tråde har fulgt mig, siden jeg afsluttede skolen og flyttede hjemmefra: Den ene min kampsportstræning i brasiliansk jiu jitsu, primært på Nørrebro, men i en periode også i Tokyo. Den anden min meditationspraksis.
Jeg besøgte Vækstcenteret i Nørre Snede første gang i 2017 i forbindelse med en skoleopgave, da jeg var 17 år, og blev i de følgende år efterhånden en trofast kursist på centeret. Og her hos Kontemplation. En kursist, som efterhånden blev vant til at være den eneste under 30, ja endda ofte under 40 på weekendkurser og retreats.
Dette havde jeg egentlig vænnet mig til. Det generede mig ikke, når jeg var afsted, men jeg savnede jævnaldrende praktiserende i hverdagen i København. Derfor blev jeg overrasket, da jeg fik at vide, at der kommer omkring 100 unge på Vækstcenteret hvert år. Hvor havde disse unge praktiserende gemt sig?
Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Kan et enkelt spørgsmål – en formulering som vi har hørt mange gange før – pludselig åbne sig og optages på en ny måde? 
Er der opstået et sted, hvor ordene nu kan lande og blive liggende? 
Et sted der er blevet gødet og vandet, og som nu har den helt rigtige sammensætning af næringsstoffer til at suge betydningen til sig?
”Du har et glas foran dig. Er det halvt fuldt eller halvt tomt? Hvad ser du efter?”
Tidligere er dette spørgsmål bare gledet igennem mig. Måske har det gjort et kort ophold. 
Nu bliver ordene hængende. 
Jeg kan pludseligt sanse hele glasset. Tomrummet og den del, der er fyldt. 
Det bliver så tydeligt, hvordan mit sind altid har søgt mod manglen. 
Mod alt det, jeg ville ønske, var der. 
Alt det jeg ville ønske, jeg var. 

Hvis bare jeg havde… Hvis bare jeg var mere…



Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk