Genstart DR LYD Nyheder & Aktuelt
-
- ニュース
-
Fra den 13. november 2023 kan du lytte til Genstarts aktuelle episode – først i app’en DR Lyd.
DR's nyhedspodcast.
Tidens største og vigtigste nyhedshistorier.
Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage og søndage - fra klokken 03:00.
-
Den Ensomme Union
Valgstederne er åbne, og meget er på spil. Verden er i voldsom bevægelse, og den gamle orden er tilsyneladende på vej over bord. Gamle allierede og handelspartnere er ikke længere en sikker havn, og derfor står de store beslutninger i kø: Hvordan forsvarer vi os selv? Hvordan forsyner vi os selv? Hvordan beskytter vi jorden fra os selv? De EU-parlamentarikere, der bliver valgt i dag, skal vælge hvilken vej, vi går. Den vej kigger Genstart nedad i dag sammen med vores korrespondent Ole Ryborg.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 9/6. -
Svanemærket hvidvask
For TV2's rullende skjulte kameraer afsløres en umage kreds af karakterer. Et samarbejde om svindel pakket ind i nærmest normale, venskabelige, helt hyggelige snakke og møder. Et teater af kram, kyllingesandwiches og kriminalitet udspiller sig for øjnene af hele Danmark, der nu er på fornavn med folk fra bandemiljøet - og dem der hjælper dem. I rollerne som topadvokat, rocker, direktør, kriminel og jurist indtager den lille kreds skærmen, som var de castet til det. Journalist, podcastvært og forfatter Carsten Norton tager Genstart med ind i den større kreds i underverdenen - han fortæller om de sociale dynamikker og regler for tillid, der nu er blevet udfordret af en stikker - og hvad det kan forandre.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 7/6. -
Donalds dom
Anklageskriftet mod Donald Trump bliver læst nærmest rytmisk remset op: 'Anklage nummer ét: skyldig, anklage to: skyldig, anklage tre: skyldig....' Det står klart, at USA's tidligere præsident er kendt skyldig i alle 34 anklager, der har været rejst mod ham under retssagen i New York. Ifølge kendelsen, så har han forfalsket dokumenter og forsøgt at dække over tystys-penge han har betalt pornoskuespillerinden Stormy Daniels tilbage i 2016. Dommen lander i et miskmask af splittelse. Selv hævder Trump nærmest selvfølgeligt, at dommen er udtryk for et ødelagt, politiseret system, og han anker den med det samme. I dagens Genstart udlægger Rune Lykkeberg konsekvenserne for præsidentkandidaten - og kampen om den sandhed, som det amerikanske retssystem er blevet en del af.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 6/6. -
Intet klikker som Kirkerup
Neongule overskrifter, endeløse true-crime magasiner og lange køer til retssalene. Over foråret har Kirkerup og Mia-sagen kørt parallelt, mens hver en sten bliver vendt i medierne. Og folk elsker det. Lytter- og seertallene er massive, når det kommer til de mest gruopvækkende sager. Men midt i mediestormen, bliver spørgsmålet rejst: Bliver vi egentlig klogere af det? Er det nødvendigt med liveblogs, podcasts og referater, der udpensler detaljer om overgreb og drab? Burde vi egentlig klikke væk? Genstart taler i dag med journalist Esben Bjerre, der er gået til angreb på hele presseparnasset.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 5/6. -
I samme båd
Nu er 52 mænd samlet på redningsskibet Geo Barents dæk. Fra Marokko, Bangladesh, Syrien, Egypten. I ens sorte træningsdragter kommer de til hægterne med morgengymnastik og griber om hinanden: De klarede den. Efter 15 timer på Middelhavets rullende bølger får de mad, et brusebad, en cigaret. Men rejsen mod Italien er begyndt. Her går de af borde til en ny politisk virkelighed: Et EU, der ikke vil have flere migranter, og slet ikke dem. Et EU der skal til valg, hvor migranternes tilstedeværelse og fravær er et hovedtema. Antropolog Sine Plambech tager os med på anden del af rejsen - den håbefulde sejlads ind til Italien. Men hvad er det for et liv, der venter dem i Europa?
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 4/6. -
Høj sø
Ud af disen dukker ryggen af en sort ubåd op mellem bølgerne. Den cirkler om Geo Barents, holder øje. Redningsskibet sejler i en nautisk arena mellem den libyske kystvagts vågne øjne, EU's politiske benspænd, legesyge delfiner og havskildpadder. Antropolog Sine Plambech har været på dækket i en måned - og med Genstarts mikrofon har hun optaget lyden af de politiske spændinger på Middelhavet - fra dækket, redningsbåden og ansigt til ansigt med de mennesker, der bliver samlet op. Da hun ankommer boksetræner besætningen under den sicilianske sol. I to afsnit tager hun os med ind i migrationens boksering.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 3/6.