Kun fjeldene står evigt

For enden af en blind vej i nordgrønlands hovedstad Ilulissat bor Villy på 75. Han har boet i Grønland siden 1962. Alt så anderledes ud dengang han som 19-årig kom, for at arbejde som tømrer. Dengang blev danskerne set som hjælpende hænder med gode intentioner, dengang var isbjergene uendeligt høje og havene dækket af en metertyk is hver vinter. Venligheden overfor hjælpen fra syd er nu afløst af en heftig selvstændighedsdebat om at komme fri af Danmark, de store hvide frosne bjerge er svundet ind og de grønlandske fjorde befærdes ikke længere af hundeslæder der stryger over isen, men af krydstogtsskibe med rige turister ombord. Og tiden har også sat sine spor hos Villy. Hvor livet engang syntes uendelig langt, er dets realiteter krøbet ind på den gamle tømrersvend, i form af en konkret forberedelse til når tiden ikke er mere. Villy har bygget sin egen kiste med dertilhørende gravkors. Nu sidder han hver dag i sit værksted alene, får tiden til at gå og venter på at dø.