Det litterære miljø kasserer kristen kulturarv

Ung kvinde med kristen baggrund begynder at læse litteraturvidenskab, men finder hurtigt ud af, at kendskabet til Bibelen og de kristne grundfortællinger er en hæmsko. I det akademiske miljø læses litteraturen feministisk, marxistisk eller med afsæt i såkaldt queer-teori. Den vesterlandske litteraturhistorie, som er badet i kristendom, opfattes som ekstremistisk.

I en nylig kronik i Kristeligt Dagblad beskriver stud.mag. Barbara Weile det faglige miljø på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Her oplever hun, at religion er en afvigelse, og at henvisninger til fortællinger, myter og symboler fra Bibelen, der engang blev opfattet som en fond for vesterlandsk litteratur, opfattes som irrelevante, hvis ikke ligefrem som som en abnormitet. Det undrer hende.

Det undrer også mig, og derfor har jeg inviteret hende i studiet til en snak om, hvorfor akademiske undervisere frygter kristendom. Hvad er det, der er så farligt ved at kende Bibelen? Og gør denne frygt sig gældende i et bredere kulturperspektiv?

Du kan læse Barbara Weiles kronik i Kristeligt Dagblad her. I kronikken skriver hun bl.a.:

"Der gik ikke længe. før jeg vidste, at der var noget galt ude på litteraturvidenskab. Jeg læste de kristne fortællinger ind i det meste af det, vi læste (...), undrede mig, stillede spørgsmål i den retning. Og så sad jeg hver gang tilbage med en stigende fornemmelse af, at der altid blev set lidt skævt til mig fra mine undervisereres side (...) Langsomt gik det op for mig, at der var nogle læsninger, der var mere legitime end andre. I et tilsyneladende frit fortolkningsrum var en perspektivering med afsæt i kristne motiver og fortællinger ikke en mulighed."