Radio Information

Dagbladet Information

Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Rasmus Bo Sørensen får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.

  1. 5 DAYS AGO

    Netanyahus benådning, hvinene fra svinestien og en moderne Emma Gad

    I ugens Radio Information taler vi om Netanyahus anmodning om at blive benådet, om konsekvenserne af den enorme danske svineproduktion, og om hvordan man bedst begår sig i moderne tider --- Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har anmodet landets præsident, Isaac Herzog, om at blive benådet for forbrydelser, som han endnu ikke er dømt for, og som han heller ikke erkender sig skyldig i. Set i lyset af de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, han står anklaget for af Den Internationale Straffedomstol, kan et anklageskrift om bedrageri og bestikkelse måske synes ubetydeligt. Men en benådning af Netanyahu vil være endnu et led i nedbrydningen af den israelske retsstat, mener Anton Geist, der udlægger hele den barokke sag. Endnu engang har en tv-dokumentar konfronteret os med vilkårene for de over 40 millioner grise, som hvert år bliver født i Danmark. Og endnu engang har landbrugstoppen – med hjælp fra Venstre – ihærdigt forsøgt at aflede opmærksomheden fra de elendige forhold i staldene. Marie Sæhl, der selv har skrevet indgående om emnet, fortæller om bagsiderne af den enorme danske svineproduktion, der ikke alene har problemer med dyrevelfærden, men som også bidrager til kilometervis af sojaørkener i Amazonas. Spørgsmålet er, om vi overhovedet er villige til at betale for en forandring, der batter. Måske du også går og føler det? Verden er i skred i alle retninger, og der synes ikke længere at være nogen, der tror på det, vi engang kaldte samfundets spilleregler. Men det har Informations etikette-medarbejder Lasse Lavrsen sat sig for at ændre på. I en ny serie, ’Sådan begår man sig i moderne tider’, forsøger han at definere et moderne dekorum for en verden, der føles, som om den er ved at falde fra hinanden. En slags Emma Gad for 2020’erne, kunne man sige. Hør ham dele ud af sine gode råd – og forklare projektets berettigelse – sidst i programmet.

    54 min
  2. 28 NOV

    Et absurd fredsteater, en litterær retssag og den sande historie om et ikonisk fotografi

    I ugens Radio Information går vi bag om kulisserne på den seneste uges forhandlinger om fred i Ukraine, der har været én stor teaterforestilling til ære for Trump. Men vi skal også nå at runde retssagen mod forfatteren Thomas Boberg og den sande historie om et ikonisk fotografi --- Siden amerikanerne i sidste uge forsøgte at presse Kyiv til at acceptere en fredsaftale, der mest af alt lignede en opskrift på ukrainsk overgivelse, har der udspillet sig en teaterforestilling for øjnene af hele verden. En forestilling, som alle aktører – både russerne, europæerne og ukrainerne – opfører til ære for Donald Trump i et forsøg overbevise ham om, at de i hvert fald ikke står i vejen for hans fred. Europakorrespondent Martin Gøttske har talt med flere centrale ukrainske politikere, og udlægger hvad man tænker om det diplomatiske spil set fra Kyiv. Hvor meget virkelighed må man skrive ind i en roman og stadigvæk kalde den for fiktion? Det er det principielle spørgsmål, som er på spil i en af tidens mest opsigtvækkende retssager. Den foregår i retten i Nykøbing Falster, hvor forfatteren til romanen Insula, Thomas Boberg, og hans forlag Gyldendal sidder på anklagebænken, sagsøgt af restauratør Frank Strathe, der føler sig misbrugt i fiktionens tjeneste. Informations Niels Malmos har fulgt med fra pressepladserne og aflægger rapport fra den litterære retssag. Og til en anden opsigtsvækkende sag: For måske er fortællingen bag et af verdens mest ikoniske fotografier slet ikke, som vi tror, den er. I en ny Netflix-dokumentar rejses der i hvert fald tvivl om, hvem der egentlig tog det ikoniske fotografi af »Napalm-pigen« under Vietnamkrigen i 1972. Hør hvem, der blev skrevet ud af historien og hvorfor, når fotoredaktør Sigrid Nygaard anmelder dokumentaren.  Og til sidst skal vi med Kristian Villesen nå at runde vores årlige julesangskonkurrence, hvor læserversene strømmer ind i rekordtal. Der skrives i år på melodien: »Sikken voldsom trængsel og alarm«, og du kan også være med – bare send dine vers til: julesang@information.dk

    1h 18m
  3. 21 NOV

    Valgets vildeste dramaer, største rævekager og mest kuriøse konstitueringer

    I ugens Radio Information tager vi en tur i afdelingen for kuriøse konstitueringer og lokale valgdramaer. Men vi udlægger også valgets tale og de røde partiers hævn over Socialdemokratiet – og så gør vi status på valgets oversete lillebror --- Kommunalvalget blev ikke et jordskredsvalg, hvor hele landskabet flyttede sig på én gang. Det blev en afskalning, hvor lag for lag løsnede sig og efterlod den politiske midte udhulet.  Vores politiske analytiker, Lars Trier Mogensen, gør status på de landspolitiske forskydninger, som sender et tydeligt signal ind til Christiansborg: Nej tak til midterregeringen. Men vi tager os også tid til en fornøjelig tur rundt i afdelingen for kuriøse konstitueringer og vilde valgdramaer og besøger nogle af de kommuner, hvor der for alvor er blevet bagt rævekager og slebet knive siden valgaftenen. Over hele landet tegner der sig et tydeligt mønster: Socialdemokratiet er ikke bare blevet straffet af vælgerne. De er også blevet straffet af deres politiske kolleger på mange rådhuse, som har valgt at indgå utraditionelle alliancer for at holde sosserne fra fadet. Alle mod Socialdemokratiet, synes at have været devisen flere steder. Men hvordan kom det dertil? Og er det overhovedet i de andre røde partiers interesse? Sebastian Gjerding, Natalie Barrington Rosendahl og Laura Friis Wang udlægger historien. Og endelig skal vi også nå at runde det oversete valg, regionalvalget, som Louise Schou Drivsholm i sidste uge holdt forsvarstale for her i programmet. Blev vælgerne overbevist om valgets betydning?

    1h 7m
  4. 14 NOV

    Valgspecial: Socialdemokratiets krise, Messerschmidts sagsanlæg og det oversete regionalvalg

    I denne valgudgave af Radio Information udlægger Lars Trier Mogensen Socialdemokratiets svindende lokale tilslutning, Mathias Sindberg forklarer Morten Messerschmidts politiske sagsanlæg og Louise Schou Drivsholm giver det oversete regionalvalg en smule oprejsning --- Socialdemokratiet balancerer på kanten af sit svageste kommunalvalg nogensinde. Partiet bliver efter al sandsynlighed stadig størst på landsplan, men kurven hælder nedad mod et historisk lavpunkt i den lokale vælgeropbakning. Tilbageslaget for Mette Frederiksens parti finder sted på to afgørende fronter samtidig: Pludselig siver vælgerne både i storbyerne og ude i provinsen. Lars Trier Mogensen klæder os på til at forstå det mest dramatiske kommunalvalg i mange år. Og vi bliver i det politiske i denne særlige valgspecial af Radio Information. For lige bag det dramatiske kommunalvalg står en lille grå mus ved navn regionalvalget, som også beder om at blive set. Louise Schou Drivsholm har indsamlet fem centrale tal og sat sig for at overbevise os allesammen om, hvorfor valget til regionerne faktisk er det vigtigste af tirsdagens to valg. Og endelig skal vi også nå omkring ugens måske mest opsigtsvækkende politiske begivenhed. Den fandt sted mandag til en partilederdebat i Randers i anledning af ’Demokratiets Dag’. Her meddelte Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, at han vil lægge sag an mod de Radikales Martin Lidegaard for at »sprede løgne« om, at Dansk Folkeparti vil »deportere udlændinge på baggrund af deres hudfarve«. Mathias Sindberg udlægger sagen – og dens betydning for hele det politiske debatklima – sidst i programmet.

    1h 4m
  5. 31 OCT

    Den amerikanske venstrefløjs nye håb, inklusionens historie, og kunsten at koge en bjørn

    I ugens Radio Information tegner vi et portræt af den amerikanske venstrefløjs nye håb, Zohran Mamdani. Vi bliver også klogere på, hvorfor inklusion på ti år er gået fra ideal til politisk tabersag. Og så anmelder vi en fremragende, ny svensk krimiserie, ’At koge bjørn’. --- Med al sandsynlighed bliver Zohran Mamdani, en 34-årig muslim og erklæret socialist, i næste uge valgt som New Yorks næste borgmester. Endda på et tidspunkt, hvor Det Demokratiske Parti er historisk upopulært, styret af fokusgruppeundersøgelse og rige donorer, bange for deres egne ideer. Mamdani er noget andet, og mange i hans nærhed er allerede begyndt at tale om ’Obama-vibes’. Mathias Sindberg og Rune Lykkeberg gør os klogere på den progressive venstrefløjs nye håb i New York. I debatten om uro i klasselokalet, uregerlige elever og en folkeskole i krise, er inklusion blevet udråbt til en af hovedskurkene. For bare ti år siden var alle ellers enige om, at børn med særlige behov så vidt muligt skulle undervises sammen med deres kammerater. Men nu er det gamle ideal blevet en ny tids politiske tabersag. Louise Schou Drivsholm fortæller historien om, hvorfor det gik galt. Og så til spørgsmålet: Hvor meget man egentlig kan lære om menneskers forskellighed ved at lade dem koge en bjørn sammen? En hel del viser det sig, hvis man ser den svenske krimiserie At koge bjørn, baseret på Mikael Niemis roman af samme navn. Serien beskriver nybyggernes indtrængen på samernes områder i 1800-tallet – og alt det onde, vi retfærdiggør i civilisationens og fremskridtets navn. Anita Brask Rasmussen anmelder.

    1h 3m
  6. 24 OCT

    SM-sex for cykler, kup i Novo Nordisk og den internationale retsordens historie

    I ugens Radio Information runder vi både retssagen om den tidligere spionchef Lars Findsen, bestyrelsesudrensningen i Novo Nordisk, Guillermo del Toros nye ’Frankenstein’-film og intet mindre end den internationale retsordens historie --- Var det sagligt at orientere politikere om Lars Findsens cykeltyverier og SM-sex? Eller var det en personlig tilsværtning? Det er det grundlæggende spørgsmål, retten i Lyngby skal tage stilling til i retssagen mellem den tidligere spionchef og anklagemyndigheden. Sebastian Gjerding udlægger den komplicerede sag fra begyndelsen – med sans for både de kulørte detaljer og de principielle aspekter. Med en opsigtsvækkende manøvre satte 71-årige Lars Rebien Sørensen sig i denne uge enevældigt på magten i Danmarks største virksomhed, Novo Nordisk, der har stor indflydelse på dansk økonomi. Selv vil han helst ikke se bestyrelsesudrensningen »omtalt som et kup«. Det kunne man ellers sagtens argumentere for at gøre, mener Jette Aagaard og Kristian Villesen, der kalder hele manøvren for dybt bekymrende. I tusinder af år har vi mennesker forsøgt at sætte rammerne for, hvordan vi lever side om side på samme planet. Vi har lavet regler om stort set alt – lige fra, hvordan vi handler med hinanden, til hvornår og hvordan vi må gå i krig. Men i dag er det fælles regelsæt kommet under pres, og verdensordenen slår revner. William Sass og Johanne Breum Jacobsen fortæller i ny serie hele den internationale retsordens historie – og i dagens program forklarer de hvorfor. Og som om der ikke var uhygge nok at forholde sig til i den virkelige verden, så er den mexicanske instruktør Guillermo del Toro biografaktuel med en nyindspilning af Mary Shelleys gruopvækkende roman, Frankenstein. Men har verden virkelig brug for endnu en film om den gale videnskabsmand og hans misfoster? Det svarer Christian Monggaard på sidst i programmet.

    1h 9m
4.7
out of 5
734 Ratings

About

Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Rasmus Bo Sørensen får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.

More From Dagbladet Information

You Might Also Like