Forråelsens ansigter Socialt Indblik

”Jeg har ofte følelsen af ikke helt at slå til. Alt det, man kan se foran sig, som er mennesker, der fortjener at få noget opmærksomhed, men som man ikke kan give dem, fordi der ikke er mere tid til det. Det slider sindssygt meget.”  

Det fortæller fagkoordinator i socialpsykiatrien Stine til podcasten ”Forråelsens ansigter”, der i denne uge handler om mental restitution som et værn mod forråelsen.

For når der i arbejdstiden ikke er tid indregnet til mental restitution, så er det en beslutning om, at man vil have forråelse, fortæller psykolog Dorthe Birkmose i podcasten og nævner hjemmeplejen som eksempel.

”Der har jo været et helt grotesk eksempel med en hjemmepleje, som mødte ind til en aftenvagt på otte timer, hvor hun fik en køreliste med 53 besøg. Og det kan jo ikke lade sig gøre. Det er jo 150 procent udnyttelse af hendes tid. Så har man jo skabt noget uden mulighed for restitution overhovedet, fordi hun er bagud, allerede inden hun er startet. Hun har otte timer foran sig, hvor hun hele tiden er bagud, og hvor hun aldrig nogensinde ville kunne gøre det godt nok. Så har man jo topledelsesmæssigt og politisk besluttet, at man vil have forråelse,” siger Dorthe Birkmose, der opfordrer til at man i stedet for at overbooke medarbejderne sørger for, at der er et ’slack’ på 30 procent, så der er rum til det uforudsete og til hvile.

”Det eneste, som er helt stensikkert, det er, at det uforudsete vil ske. Og så er vi nødt til at være klar. Så er vi nødt til at have et ekstra gear,” siger Dorthe Birkmose.

I podcasten fortæller hun mere om, hvorfor mental restitution og slack er en løsning til at minimere risikoen for forråelse. Og Stine fortæller, hvad det betyder for hende, at arbejdet belaster så meget.

Link til program 1, sæson 2  med Iben 

Link til program 10, sæson 2 med Susanne Ekman

Udgivet af Socialt Indblik
Tilrettelæggelse: Niels Svanborg
Foto på cover: Michael Drost-Hansen

”For halvanden år siden så jeg ikke mulighederne. Der tænkte jeg, at det er et hårdt område, og at det er ved at være for hårdt for mig. Men nu tænker jeg, at der er muligheder.” 

Det er Iben, der fortæller her. Og det, der skete for halvandet år siden, var, at hun i podcasten ”Forråelsens ansigter” fortalte om de arbejdsbetingelser, hun og kollegerne arbejder under på et dagtilbud for mennesker med fysisk og psykisk udviklingshæmning.

Iben fortalte om den moralske stress, om slidte medarbejdere, og om borgere, som ikke altid fik den tid og opmærksomhed, der var behov for.  

Siden er der sket noget. Og det handler dette afsnit af ”Forråelsens ansigter” om.  

For i stedet for at forsøge at tie Ibens fortælling ihjel valgte de på Ibens arbejdsplads at bruge podcasten konstruktivt. Ibens nærmest leder lyttede selv til podcasten, og siden har samtlige medarbejdere lyttet til podcasten på en temadag, hvor de har arbejdet med refleksionsspørgsmål ud fra podcasten.

Iben fortæller, at den moralske stress nu er gået fra at være noget, medarbejderne tidligere vendte indad, til noget, de nu ved handler om ydre omstændigheder. Og samtalen om både moralsk stress og risikoen for forråelse er blevet mere fri blandt kollegerne, fortæller Iben.

For psykolog Dorthe Birkmose er Ibens historie et godt eksempel på, at det kan gå godt, når man står frem og fortæller. Og ikke mindst på hvad det kan gøre ved en arbejdsplads.

”Det er jo ikke for sjov, at vi taler om psykologisk tryghed. Altså det er altafgørende, at man kan få lov til at sige, hvad man ved, hvad man tvivler på og hvilke konsekvenser ens arbejdsliv har for en. Både at man kan sige det, og at der så er nogen, som kan tåle at høre på det,” siger Dorthe Birkmose blandt andet i podcasten.

Iben fortæller mere om, hvad det betød for hende og arbejdspladsen, at de kunne tale højt om moralsk stress og risiko for forråelse. Og om hvordan det nu har givet medarbejderne mod til at sende en bekymringsskrivelse til det politiske system.

Udgivet af Socialt Indblik

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Foto på cover: Michael Drost-Hansen

”Forråelsen er til at få øje på. Den er der jo fra tid til anden. Altså både helt oppefra i de politiske beslutninger, der bliver taget om, hvilke besparelser der skal være. Men også på lederniveau og helt nede i driften,” fortæller Stine i nyt afsnit af ”Forråelsens ansigter”. 

Stine er ansat som fagkoordinator i socialpsykiatrien i en kommune, og hun fortæller om, hvordan det ikke altid handler om mere faglighed eller flere temadage, men om at få tid til at bruge fagligheden. Og om at mærke, at det der bliver sagt om vigtigheden af fagligheden også får rammerne og betingelserne for at kunne udføres.

Og netop det er én af psykolog Dorthe Birkmoses pointer. Hun advarer både ledere og politikere mod at stille medarbejderne en løsning i udsigt uden at følge op på, at det ikke bliver ved ordene.  

Et quickfix kunne ifølge Dorthe Birkmose eksempelvis være at tro, at en temadag med hende i sig selv kunne være en løsning. 

”Jeg kan jo nogle gange godt hos både medarbejdere og mellemledere høre den der dybe frustration over, ”jamen, hvorfor har ledelsen hyret dig til at komme og sige de her ting,når de alligevel ikke vil høre på det? Altså når de ikke vil ændre på noget? Hvorfor skulle vi så have den her halve temadag? Det kommer jo ikke til at ændre noget som helst på noget,” siger Dorthe Birkmose, der støder på flere og flere quickfixes, hvor medarbejderne står frustrerede tilbage.

I podcasten kan du høre Stine fortælle mere om, hvordan hun mærker, at risikoen for forråelse mest handler om tid og ressourcer til at bruge fagligheden. Og Dorthe Birkmose fortæller mere om, hvad quickfixes betyder, og hvad det kræver at skabe tro og tillid til de løsninger, som man introducerer fra ledelse og politikere.

Udgivet af Socialt Indblik

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Foto på cover: Michael Drost-Hansen

”Hvor meget skal vi gøre, før der er nogen, der ser på det her problem? Der er jo nogle børn, der bliver ladt i stikken. Det handler jo ikke om os. Vi kan finde et andet arbejde. Men de her børn, de er anbragt der. De skal være der,” siger Lise i dette afsnit af ”Forråelsens ansigter”.

Tavshed er ét af forråelsens ansigter. Og dette afsnit, som er en fortsættelse af de to forudgående afsnit, handler netop om tavshed. Det handler om, hvad der sker, når man som medarbejder beretter om svigt og passiv forråelse.  

Det problem, Lise taler om, handler om det omsorgssvigt, som hun oplever på institutionen Fensmarksgade. Det er en døgninstitution i Københavns Kommune for nogle af de mest udsatte og sårbare børn og unge.

Lise oplever, at pædagogikken er erstattet af ligegyldighed, hvor medarbejderne er holdt op med at arbejde for, at børnene og de unge kan komme ud af misbrug og kriminalitet.  

Lise har forsøgt at råbe både sin nærmeste ledelse og socialforvaltningens ledelse op. Uden held. Og hun har sammen med tre kolleger skrevet en lang underretning til whistleblowerordningen i Københavns Kommune.

Men ingen har svaret eller inviteret Lise til dialog om den kritik, som hun er kommet med.  

Og tavsheden er på flere måder et stort problem, hvis man vil minimere risikoen for forråelse, fortæller psykolog Dorthe Birkmose, der hos ledelsen ser samme typer af passiv forråelse som i institutionen, hvor medarbejderne har opgivet børnene og de unge.  

”Det er jo præcis de samme mekanismer, som udspiller sig. Fordi der skal godt nok meget til, at man som leder ikke svarer. Så forråelsen er jo den samme i ledelseslagene. Men noget af det, som jeg jo tænker, er, at mange af lederne er bange. Altså som i rigtig bange. Så det må være udtryk for, at der er en masse ledere på forskellige niveauer, som står helt alene, og som kan være bange for, at hvis de får sagt noget, jamen så bliver de udskammet. Så bliver de gjort til skurkene. Så der må være en manglende tillid til kollegerne og til egne chefer og direktører, når man ikke engang tør svare på en kritik,” siger Dorthe Birkmose.

Udgivet af Socialt Indblik

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Foto på cover: Michael Drost-Hansen

”Alle arbejdsdage er jo en dårlig arbejdsdag, når man går på arbejde og kun møder op og gør det allermindste, man kan slippe af sted med. Men den dårlige samvittighed æder mig op på meget kort tid,” siger Lise. 

I dette afsnit skal du høre Lise fortælle, hvordan arbejdet gjorde hende syg med stress, da hun begyndte at arbejde på en måde, der stred mod hendes egen samvittighed.  

”Jeg ved, hvad vi er ansat til. Jeg ved, hvad vi kunne gøre, men vi gør det ikke. Vi lader dem bare sejle deres egen sø,” siger Lise om den ligegyldighed, som hun oplevede. Lise er kun én af flere medarbejdere på institutionen, der blev ramt af stress.

Og Dorthe Birkmose ser tavsheden som én af de afgørende faktorer for de mange sygemeldinger med stress.

”Meget kan vi mennesker holde til. Og vi kan virkelig holde til meget. Vi kan altså holde til nærmest ubegribelige psykiske belastninger. Så længe der er nogen, der ser os. Så længe der er nogen, der har vores ryg. Så længe vi kan tale om det, så kan vi faktisk blive ved. Fordi det skaber et enormt håb, at når der er nogen, der ser os, nogen, der ved, hvad der foregår, og der også er nogen, som prøver at hjælpe os. Jamen, så er der jo håb for, at det bliver bedre. Men når vi stopper med at tale, så er al håb ude,” siger Dorte Birkmose.  

I podcasten fortæller hun om, hvordan man skal se på hele gruppen af medarbejdere og se årsagerne i hele gruppen, i stedet for kun at pege på bestemte medarbejdere, når man vil til bunds i årsagerne til forråelsen.

Udgivet af Socialt Indblik

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Foto på cover: Michael Drost-Hansen

”Der er en stemning af ligegyldighed. Og det har gjort, at jeg selv har været i tvivl om, hvad det er, der er forkert her. Fordi vi slår dem jo ikke. Vi gør ikke noget ved dem. Men det er jo det, der er problemet. Vi gør ingenting. Vi står bare og kigger på. Og er jo i nogen grad med til at forværre de unges situation.” 

Sådan siger Lise i ét af de nye afsnit af ”Forråelsens ansigter”, som handler om forråelsens mange ansigter, årsager og konsekvenser. Programmet handler om, hvad der sker, når ledere og medarbejdere tilsyneladende holder op med at tro på, at de kan skabe en udvikling for de børn og unge, som de er sat til at arbejde med.

Lise er tidligere medarbejder på døgninstitutionen Fensmarksgade i Københavns Kommune. Institutionen skal hjælpe børn og unge, der har været udsat for omsorgssvigt. Mange af dem er misbrugende af rusmidler, og flere har enten begået kriminalitet eller er på vej ud i kriminalitet.  

Men ifølge Lise og flere tidligere ansatte er det nærmere ligegyldighed end omsorg, som børn og unge bliver mødt med. Og det har alvorlige konsekvenser for de børn og unge, der er anbragt på institutionen.

Psykolog Dorthe Birkmose forklarer i programmet, hvordan ligegyldigheden også kan være et udtryk for forråelse. Og hun fortæller om den komplicerede opgave, en leder er på, når man kommer ind i en kultur, hvor forråelsen for alvor har bidt sig fast og forsætter, selvom medarbejdere skiftes ud.  

Udgivet af Socialt Indblik

Tilrettelæggelse: Niels Svanborg

Foto på cover: Michael Drost-Hansen