Jeg har netop hørt “Pharfar og Lina Rafn”. Den gjorde mig virkelig meget klogere. På musikgenrer som jeg ellers ikke har lyttet meget på gennem mine flere end 70 år. Klassisk musik, Mozart, Bethoven og Bach tiltrækker mere mit lyttehovede. Men podcasten bibragte mig i den grad viden om, hvad spændende musik også er. Og hvor meget den, for mig "nyere musik", kræver af de mennesker, der udøver den. Der er så mange genrer, og så mange dygtige mennesker, og de skal kæmpe så hårdt for at blive hørt og anerkendt for deres talent. Jeg har fået stor beundring for dem. Og Lina Rafn, i dialog med Pharfar, gør så levende brug af sproget, når hun fortæller om både sit og de andre musikeres lange forløb fra, da de bare måtte ud med deres musik, og til de, for heldigvis manges vedkommende, fik et publikum. Og høre hendes mening om, at kvindelige musikere må melde sig på banen i de forskellige sammenhænge, hvor det bestemmes, hvem og af hvad der spiller og spilles hvor. Så de kan få plads på deres retmæssige platform på lige fod med mændene. Og det var sært at opleve, at hun satte ord på mine egne oplevelser, at finde mere fællesskab og tryghed med mænd i arbejdsmæssige sammenhæng. Men heldigvis med flere undtagelser.
