Magtens Tredeling K-News

Medvirkende: Formand for retspolitisk Forening og advokat Bjørn Elmquist og Sten Schaumburg-Müller, professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet
 
Man ser ofte i amerikanske film og tv-serie om retssystemet, hvordan en dygtig retorisk advokat kan overbevise en jury om stort set hvad som helst – det kan ende ud i at skyldige bliver frifundet, eller uskyldige bliver dømt.
Herhjemme i Danmark har vi et lægdommersystem, hvilket betyder at mere end 12.000 ganske almindelige borgere i Danmark er med til at dømme i straffesager. Man behøver ingen juridisk uddannelse; det eneste, der kræver er ”man med åbent sind og en kritisk holdning til det, du præsenteres for i retten, skal være med til at afgøre sagen”. Og så skal der helst være en repræsentativ spredning af forskellige mennesker med forskellige baggrunde.
Men hvorfor har vi egentlig sådan et system? Har vi de rette lægdommere? Og fungerer det efter hensigten?

Monica Lylloff, der er jurist, mor til tre børn med forskellige, særlige behov og medstifter af bevægelsen #enmillionstemmer, vandt dette års Karnovs Nytænkerpris. Der blev blandt andet langt vægt på, hvordan hun har brugt sin egen historie og person i kampen om at give stemme til mange andre i samme situation, og fordi hun har brugt civilsamfundet til at vise, at retssikkerhed ikke kun skabes i ”elitære cirkler”. Men hvem er kvinden bag, hvad driver hende og hvornår er hun i mål? Vi mødte hende til en snak om projekt #enmillionstemmer

Medvirkende: Frederik Waage, professor ved SDU og med fokus på primært forvaltningsret og Sten Bønsing, professor og forsker ved Aalborg Universitet også med primært fokus på forvaltningsret
Da Grundlovsændringen kom tilbage i 1953, fik vi i Danmark tilføjet en paragraf, der betyder, at vi har mulighed for at oprette såkaldte forvaltningsdomstole. Det er dog ikke en mulighed, vi endnu har benyttet os af.


Til gengæld er det et ord, man oftest hører, når det handler om særligt borgernes retssikkerhed i forbindelse med socialretlige sager i kommunerne. Som vi også tidligere har diskuteret i Magtens Tredeling, så er myndighederne næsten immune ved domstolene, som sjældent går ind og ændrer på kommunernes skønsudførelse. Det er derfor næsten umuligt for en borger at få ændret en afgørelse truffet hos en myndighed, også selvom der er fejl i afgørelsen.
Derfor er forvaltningsdomstole af flere blevet nævnt som en mulighed for at øge borgernes retssikkerhed, hvis de vil føre en sag mod en myndighed.
Men hvad er en forvaltningsdomstol egentlig? Og hvorfor har vi endnu ikke haft nogle herhjemme, når flere af de europæiske lande, vi normalt sammenligner os med, har?

Medvirkende: Henriette Laursen, jurist og direktør i Kvinfo, og Zen Donen, jurist og bestyrelsesmedlem i foreningen Everyday Sexism Project Danmark

For seks år siden underskrev Danmark Istanbulkonventionen, der har til formål at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder. Da vi underskrev konventionen, forpligtede vi os samtidig på, at vi ville indføre en samtykkebaseret voldtægtsdefinition.

I februar måned kom Straffelovsrådet med en mere end 300 siders lang betænkning, der lagde op til to nye forslag til voldtægtslovgivningen. Dengang lød det fra justitsminister Nick Hækkerup, at: ”Jeg er meget glad. Det er et retspolitisk stort og efter min mening et vigtigt skridt, vi har taget i dag.” og at ”Ambitionen er, at før Folketinget lukker for denne sæson, vil vi have en ny regulering for voldtægt i Danmark.”

Folketinget lukkede sæsonen af og gik på sommerferie – uden en ny regulering for voldtægt. Justitsministeren meldte ud, at de ville bruge det som en tænkepause. Men nu pludselig, før Folketinget egentlig officielt er åbnet, er der pludselig sket nyt. Et flertal er blevet enige om, at Danmark nu skal have en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Selvom et flertal i straffelovsrådet faktisk anbefalede en frivilligbaseret version.

Men hvorfor har det været så svært, at nå frem til den ændring? Hvorfor er juridiske eksperter på området ret uenige om, hvad det kommer til at betyde for retspraksis? Og hvad betyder det overhovedet, at den er baseret på samtykke?

Medvirkende: Advokat Mads Krøger Pramming og jurist Monica Lylloff
Danmark bliver tit fremhævet som et af de lande i verden med den stærkeste retsstat. Så sent som i dette års Rule of Law. Men der er dog især et område, hvor borgernes retssikkerhed kommer på tynd is. Og det er, når det drejer sig om myndigheders afgørelser – og især i socialretlige sager.
I en analyse fra foreningen Embedsværket viste det sig, at 42 procent af alle afgørelser truffet i kommunerne er truffet på et ulovligt grundlag. Og at antallet af hjemviste sager, altså sager, der sendes tilbage til kommunerne fra Ankestyrelsen er steget fra 16 procent til 32 procent mellem 2013 og 2019.
Men selvom en borger er blevet offer for en forkert beslutning ude hos en myndighed, der måske endda er truffet på et ulovligt grundlag, så er det noget nær umuligt at vinde en sag mod myndigheden. For domstolene har nemlig en flere hundrede år gammel tradition om, at de ikke blander sig i myndighedernes afgørelser. Særligt hvis det drejer sig om skønsudøvelsen.

Også selvom de laver fejl, er forkerte, eller direkte ulovlige. Hvorfor? Hvad betyder det for retssikkerheden? Og kan det ændres?

Medvirkende: Søren Sandfeld Jacobsen, advokat hos Gorrissen Federspiel og lektor på CBS, og Tim Krarup Nielsen, partner hos Dahl Advokater
D. 16 juli kom EU-Domstolen med en afgørelse, ”Schrems II), som eksperter for datasikkerhed udråbte som ”en sejr” for de europæiske borgere (https://www.altinget.dk/artikel/eksperter-eu-dom-mod-facebook-er-en-sejr-for-de-europaeiske-borgere (https://www.altinget.dk/artikel/eksperter-eu-dom-mod-facebook-er-en-sejr-for-de-europaeiske-borgere)).
Med afgørelsen sagde EU-domstolen, at de ikke mente, at EU-borgernes data var sikret godt nok mod, at eksempelvis amerikanske myndigheder kunne få adgang til dem, når data blev delt på tværs af Atlanten mellem EU og USA. Indtil da havde EU og USA ellers haft en aftale, kaldet Privacy Shield, der skulle sikre netop det – at borgernes data var beskyttet. Men aftalen fungerede ikke godt nok, lød dommen.  
Nu står datadeling mellem EU og USA altså igen på bar bund. 
Så hvad kommer det til at betyde, både for virksomheder, men også for borgernes persondatasikkerhed