OT023. Kærligheden - Eventyrets slutfacit. MCK 06.07.2018 https://d3ctxlq1ktw2nl.cloudfront.net/staging/2025-3-20/398711457-44100-2-35bdf70d2c506.m4a 2. Udgave af "Martinus og den ny verdensmoral" er udgivet af forlaget Scientia Intuitiva. www.martinusshop.dk En videnskabeliggjort kristendom Martinus anså ikke blot sit værk for at være en åndsvidenskab, en kosmologi eller et evigt verdensbillede, men han mente også, at det var en videnskabeliggjort eller intellektualiseret kristendom. Poetisk sagt er kærligheden eventyrets slutfacit. December 2004 blev Det Tredje Testamente - Den intellektualiserede Kristendom udgivet på BORGEN 23 år efter Martinus bortgang. Kristendommen har måske nok i sit begynderstadium været en religion, men den vil ifølge Martinus blive til en videnskab, ja til selve verdensvidenskaben, der vil samle hele verden. Den vil forene religion og videnskab, og den vil forene hjerte og hjerne samt Østens og Vestens tænkning. Når de evige analyser kommer ind i kristendommen vil man se, at kærligheden er eventyrets slutfacit. Det hele går op eller passer med kærligheden og uendeligheden, og da vil kristendommen blive til videnskab og ikke længere være en tro, mente Martinus. Kærligeheden er lyvseventyrets slutfacit. Denne kærlighedens videnskab vil påvise, at alt i sit slutfacit bekræfter det bibelske ord, “alt er såre godt”. Martinus mener altså, at det er rigtigt, der hvor man i Bibelen efter skabelsen af hele verdensaltet lader Gud udtale: “Se, alt er såre godt”. Martinus satte sit værk i relation til Bibelens to tidligere testamenter ved at give sin samlede åndsvidenskab titlen Det Tredje Testamente, idet han anså sit arbejde for at være en fortsættelse af kristusmissionen. Martinus angav, at hans værk Det Tredje Testamente var identisk med den intellektualiserede, udødelige kristendom, som skulle blive menneskehedens kommende livsfundament og danne grundlag for den ny verdensmoral. Talsmanden den hellige ånd Martinus var af den opfattelse, at denne ny åndsvidenskab var den Sandhedens Ånd eller Talsmanden den hellige Ånd, der skulle komme i forbindelse med Kristi forudsigelse af kristendommens kommende livsfornyelse: “Men Talsmanden, den hellige Ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting, som jeg har sagt jer.” (Joh. 14,26). “Jeg har endnu meget mere at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer.” (Joh. 16,12-15). Det eneste fornødne og den varige fred på jorden Hvad gik Martinus’ arbejde egentlig ud på? – Et af svarene kan man finde i forordet til den første bog, som Martinus udgav i 1932, nemlig i første bind af hovedværket Livets Bog (LB1–LB7). Da de jordiske mennesker ikke har den samme erfaring og viden, står de på forskellige trin i deres udvikling fra mørket til lyset. Men på et vist trin i denne udvikling bliver det uomgængeligt at tilegne sig et absolut sandt kendskab til livets mening, til tilværelsens dybeste love og evige grundprincipper, for at kunne opnå den absolutte lykke eller den fuldkomne skæbne. For det jordiske menneske uden kosmisk bevidsthed vil tilegnelsen af et sådant kendskab faktisk være “det eneste fornødne”. (LB1 stk. 6). Martinus havde selv med sin kosmiske bevidsthed oplevet disse livets evige love og principper, og med dette sit førstehåndskendskab til sandheden eller den evige visdom, følte han det som en pligt at gøre denne viden tilgængelig til gavn og glæde for almenheden. Hele Martinus’ værk er således et resultat af pligtfølelse. (LB1 stk. 7).
