Uddrag af dagbogen til Oberst C. K. I. Christensen, Fellow ved Royal Society for Vildfarne Filmstudier, nedskrevet under hans ulyksalige ekspedition til det Afrikanske kontinent, sommeren 1898. Genfundet i maven paa en udstoppet hyæne paa Nationalmuseet i Nairobi. Side 2 - Landgang med tweed og tvivl Stormen fik bølgerne til at skrige som smaa børn, og havet bar lugten af forliste drømme. Vores dampskib blev slynget op paa Afrikas kyst som en døddrukken flodhest. Jeg vadede i land iført mit fineste tweed og et blik, der signalerede staalsat inkompetence. Ingen modtog mig. Kun en død ged og et skilt: “VELKOMMEN TIL AFRIKA – VI ANBEFALER HAT OG NERVEMEDICIN.” Første observation: Afrika er uforholdsmæssigt varmt, uigennemskueligt og anerkender mestendels ikke gemen bordskik. Jeg udpegede derfor straks kontinentet som fjendtligt. Fire dage senere, et sted syd for Khartoum, var min hest død af varme og anger. Min sidste daase-pølse var fortæret, og kortet jeg havde købt i Antwerpen viste sig muligvis at være bagsiden af en vinmenu fra Holland-Amerika-linjen. Mit kompas snurrede som en gal tepotte. Jeg begyndte at gaa. Side 16 - Under paraventen: En gentleman bekender sin angst Paa ottendedagen, et sted mellem et udtørret flodleje og min sidste pibe Capstan Navy Cut, hørte jeg stemmer. Ikke inde i hovedet denne gang – virkelige stemmer. Jeg fandt ham i skyggen af et akacietræ. Han kaldte sig Sonny, og tilbød mig et stykke tørret kød, som jeg senere opdagede var hans dagbog. Han førte mig til en teltlejr, hvor man var i færd med at bygge en jernbane. Jeg bemærkede straks fraværet af enhver form for sikkerhedsprotokol, samt det faktum at lejren havde et foruroligende misforhold mellem levende og døde arbejdere. Brølet kom ved skumring. To skabninger. Løver, ja, men med manér som mordere. De bevægede sig lydløst mellem teltene. Jeg naaede akkurat at høre en jæger, med krop som en whiskyflaske og en stemme af kogt læder, sige: “‘The Ghost and the Darkness’ (1996).” Jeg flygtede gennem lejren, der stank af imperiel arrogance og løvepis, og gemte mig under en dynge kongolesiske paraventer, der var malet med scener fra et bedre liv. Da jeg kom til mig selv, laa en udstoppet løve ved min side og stirrede anklagende. Side 29 - Min tid som fodnote i en andens metafor Jeg fandt min næste guide for foden af Spitzkoppe-bjerget i Damaraland, bappende paa et tibetansk bedelys. Eller var det en jernspurv? Jeg antog, det var en slags lokalt inhalationsritual. Det viste sig at være hans frokost. Hr. Ask Hasselbalch – en besnærende type med langt blik og kort lunte, der talte i taager og bar sin tropehjelm paa kunstnerisk sned. Han stirrede ind i solen, som skyldte den ham penge, og hviskede: “Dette er ikke en ørken. Dette er en allegori. Og du er en fodnote.” Jeg nikkede høfligt og forsøgte at fremstaa som en mand vant til at blive metaforisk degraderet. Før jeg kunne bede om mere haandgribelig vejledning, begyndte sandet at bevæge sig. En skikkelse formet af støv og sorg gled gennem landskabet med den selvsikkerhed, man normalt kun ser hos folk med eget vaabenskjold. Han samlede blaffere op. Ensomme sjæle. Og de forsvandt. Jeg vaagnede i et forladt tehus. Paa en serviet, mellem en kop dampende rooibos og en flue i koma, stod det skrevet: “‘Dust Devil’ (1992)”. Jeg drak teen. Den smagte af symbolisme… og kardemomme. Side 77 - På feltfod med Den Glødende Kossak (Notater fra fronten) Til sidst krydsede jeg en grænse (moralsk, forstås) og mødte Lord St. John-Paridon. En mand for hvem sort krudt var et krydderi. Han sagde ikke meget, men duftede svagt af kampvognsolie og propaganda. Uden varsel kastede han mig op i en hestekærre holdt sammen af patronhylstre og patriotisme og satte kursen durk mod flammehavet ‘Red Scorpion’ (1988), hvor en højrøstet kossak ved navn Dolph Lundgren skinnede som en babyolieret obelisk midt i et opbrust hav af stridende indfødte. Jeg kastede op af respekt ved synet af Zarens glinsende barbar, som han stod der i modlyset fra den dræbende sol med vodka i aarerne og bly i blikket. Han udnævnte mig overraskende til feltpræst, og jeg døbte omgående en bærbar artillerifløjlskanon, mens officererne istemte med salmer, og en uralsk pansersavant forsøgte at forhandle med en hest. Vi passerede gennem kampzoner, hvor lastbiler eksploderede af stolthed og Dolphs anmasende viljestyrke fik selv baobabtræerne til at gribe til vaaben. En tank forsøgte at kapitulere, men blev omgaaende overtalt til at eksplodere i stedet. Jeg red bort paa trykbølgen, ud mod horisonten, som en gentleman paa en galopperende flaske Zanzibar-gin. Kapitlet uden hvilket intet ville være muligt Jeg maa, med løvernes brøl endnu rungende i kraniet og en mild hjernebetændelse bag brillen, nedfælde min dybeste tak til jer – medlemmer af den hæderkronede Klub Moviebox. Jeres bidrag er som portvinen i mit glas: sød, klinisk nødvendig og til tider eksplosiv. Uden jeres rundhaandede støtte maatte jeg finansiere ekspeditionerne gennem ulovlige visninger af ‘Crocodile Dundee II’ paa en opsprættet mulepose i det vestlige Zambia, eller bytte The Moviebox Collection-videoer mod myggenet og malaria-piller ved kontinentets mange uforudsigelige grænseposter. Det er jer, der gør det muligt for mig at bære tropehjelm med værdighed, og fortsætte disse svimlende cineastiske odysséer uden kompas, kort eller samvittighed, i jagten paa film, som kun vinden, Peter Peter og muligvis tordenguden Shango kender. Epilog Og saaledes slutter beretningen om vores prøvelser og pinsler paa det Afrikanske kontinent. En rejse med løver, dæmoner og eksploderende lastbiler. Hvad lærte vi? Maaske intet. Maaske alt. Men én ting staar klart: Jeg er vendt hjem med skrammer, visdom og tre nye VHS’er, som alle er dækket af sand og forbandelser. Spol altid episoden tilbage, naar De har lyttet færdigt. Med tropisk hilsen, Kaptajn Ask, Kommandør Sonny, Oberst Niels og Deres ydmyge rejsefører, C. K. I. Christensen, Esq.
