Radio Information

Dagbladet Information
Radio Information Podcast

Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Anna von Sperling får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.

  1. 6 DAYS AGO

    Ulighed i sundhed, klimaet i EU-kommissionen og en skønt selvoptaget kunstner

    Ugens Radio Information handler om regeringens sundhedsudspil, om hvem der har ansvaret for klimaet i den nye EU-kommission, og om den største barnløse kattedame af dem alle: Den 71-årige franske kunster Sophie Calle   Skiftende danske regeringer har haft som ambition at komme den markante ulighed i sundhed til livs – men uden det store held. Nu er SVM-regeringen overbevist om, at den kan lykkes med den svære politiske mission. Nedbringelse af uligheden er nemlig overskriften i det nye sundhedsudspil ’Sundhed tæt på dig’, som regeringstoppen fremlagde på et pressemøde onsdag. Men er det så også det, den kommer til at gøre? Vores sundhedsmedarbejder Louise Drivsholm fortæller. Rune Lykkeberg har set på den nye EU-kommission. Og hvor den tidligere kommission blev nedsat med klima som overskrift, ja så handler den nye, ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen om konkurrenceevne – mens klimaet er delt ud på flere kommissærer. Men når alle har den, er der jo en risiko for, at ingen har den. Den franske konceptkunstner Sophie Calle (f.1953) var ellers gledet lidt ud i glemslen, men nu er hun tilbage. For tiden kan igen rumme hende. Bodil Skovgaard Nielsen tegner et portræt af den vilde dame, der fejrede sin mors død ved at opkalde et udstoppet girafhoved efter hende, udgav en bog med andre kvinders tolkninger af en mail, hvor en kæreste slog op med hende, og hyrede en privatdetektiv til at stalke sig. Sofie Calle er tilbage og Bodil Skovgaard Nielsen er fan. Hun tegner et portræt af den 71 årige franske kunstner. Og nå jo, så var der lige den 82-årige indiske litteraturkritiker og filosof, Gayatri Chakravorty Spivak, som Rune Lykkeberg taler om  sidst i programmet – du finder hele samtalen med hende lige her.

    53 min
  2. 13 SEPT

    Kamalas kynisme, Rosenkrantz-Theils borgmesterdrøm og heavy metals livsforandrende potentiale

    I denne uges Radio Information analyserer Rune Lykkeberg debatten mellem Trump og Harris, vi tegner et portræt af Pernille Rosenkrantz-Theil, og hører hvorfor den tyske sociolog Hartmut Rosa mener, at heavy metal gør det muligt at overvinde adskillelsen af krop og ånd   »Kamala Harris demonstrerede sin styrke i slagsmålet med Trump tirsdag – og udstillede sin svaghed ved ikke selv at stå for noget stort og progressivt, som kan frigøre USA fra den gamle verdens kampe« Sådan skriver Rune Lykkeberg i en leder efter den første – og måske sidste – debat mellem præsidentkandidaterne Kamala Harris og Donald Trump. Han er i studiet til en snak om alt det, der blev sagt – og det, der ikke blev. »Konsensus efter debatten er, at Harris vandt,« konkluderer han. » Spørgsmålet er, hvad en sejr i bokseringen gør for hende.« Og bokset blev der. Det var 90 minutter med angreb på angreb. For det ser ud til at blive ekstremt tæt, og partierne angriber hinanden med alt, hvad de har. Med god grund: Erfaringen viser nemlig, at negative kampagner virker, fortæller Villads Andersen, der har undersøgt hvad videnskaben siger om effekten af smædekampagner.    Pernille Rosenkrantz-Theil blev officielt Socialdemokraternes kandidat til overborgmesterposten i hovedstaden. Hun er i sit politiske liv gået fra at være revolutionær marxist til kompromissøgende socialdemokrat, der vil forandre tingene indefra. Er det sådan en kandidat, københavnerne drømmer om? Sebastian Abrahamsen tegner et portræt af politikeren, der skal vende partiets nedtur i hovedstaden.  Og så får vi besøg af kulturredaktør Anita Brask Rasmussen, der har læst den tyske sociolog Hartmut Rosas bog Når monstre brøler og engle synger – Heavy metal og resonans. Den forklarer i et forståeligt sprog, hvad det er, vi søger i kunsten – og hvorfor Anita selv blev et bedre menneske i mødet med heavy metal-bandet Tool på Dyrskuepladsen i Roskilde i 2006.

    1h 4m
  3. 6 SEPT

    Blodige bananer, talende grise og kampen for et bedre dansk

    Ugens Radio Information handler om, hvad grise ville sige, hvis de kunne tale, om bananindustriens blodige historie, og om kampen for – ord for ord – at tage magten tilbage over vores danske sprog   Den er verdens mest populære frugt: 136 millioner ton bliver produceret hvert eneste år, og den gennemsnitlige dansker spiser noget, der minder om 15 kilo om året. Og så er det en billig frugt. Selv om den er produceret 3.000 kilometer væk, er den stadig billigere end et lokalt produceret æble: Vi taler om bananen. Og hvorfor gør vi så det, spørger du? Jo, det gør vi, fordi der efter knap 130 års ugerninger i Latinamerika – med statskup, massakrer og afhuggede hoveder – endelig er blevet placeret et juridisk ansvar hos et af verdens første moderne multinationale selskaber: Chiquita. Mathias Sindberg gør os klogere på ’den gule frugt’, der samtidig er en nøgle til at forstå den moderne globale økonomi. Og så skal det handle om at tale dansk. For det er svært. Overalt kryber engelske ord og begreber ind i vores sprog, og derfor har vi på Information nu kaldt til kamp mod den bevidstløse overtagelse af fordummende engelske fraser og managementgloser – og vi beder jer, lyttere og læsere derude, om hjælp til oversættelsesarbejdet. Rune Lykkeberg forklarer og forsvarer projektet. Men vi begynder i grisestalden og med spørgsmålet: Hvad ville grise sige, hvis de kunne tale? Det får vi nemlig et bud på i en ny DR-dokumentar, som bogstavelig talt giver stemme til det hårdt prøvede produktionsdyr. Den danske dokumentarist Miki Mistrati har allieret sig med et hold af internationalt anerkendte forskere, som ved hjælp af kunstig intelligens er lykkes med at forstå, hvilke følelser grise udtrykker med deres grynt og skrig. Marie Sæhl, der selv har skrevet kritisk om forholdene i de danske svinestalde, anmelder.

    58 min
  4. 30 AUG

    Regeringsrokade, tysk højredrejning og de bedste podcast om USA

    I ugens Radio Information analyserer Lars Trier Mogensen ministerrokaden og Rune Lykkeberg sammensætter din podcast-portefølje til det amerikanske valg   Søndagens valg i de to tyske delstater Sachsen og Thüringen bliver et hidtil uset højreskred ifølge alle meningmålinger, hvor højrenationalisterne i AfD ventes at blive enten størst eller næststørst. Vores korrespondent Nina Branner er i Sachsen og har været til vælgermøde hos Sahra Wagenknecht, der tolkes som en del af den tendens, men betegner sit parti som venstreorienteret. Nina Branner fortæller mere om, hvordan det hænger sammen. Lars Trier Mogensen har fulgt den danske regeringsrokade og er umiddelbart overrasket over, at den offensiv, som alle ventede, at Mette Frederiksen ville sætte ind efter sommerferien for at svare på Socialdemokratiets blødende meningsmålinger, tilsyneladende var lokalpolitisk. I hvert fald er det mest bemærkelsesværdige move i rokaden, at Frederiksen gjorde Sophie Hæstorp Andersen til social- og boligminister og annoncerede, at Pernille Rosenkrantz-Theil ville blive kandidat til at overtage Hæstorps plads på Københavns Rådhus. Lars Trier Mogensen er i studiet og uddyber.  Og så sammensætter Rune Lykkeberg en pakke amerikanske podcast, der sikrer, at man kommer ud af boblen og hele vejen rundt, når man skal følge den amerikanske valgkamp. Hør hvorfor man bør lytte til det højreorienterede Daily Wire med Ben Shapiro, det venstreorienterede The Young Turks med Cenk Uygur og Ana Kasparian, den liberale ugerevy The Political Scene med Susan B. Glasser og Jane Mayer fra The New Yorker  og substanspodcasten Pitchfork Economics beværtet af Nick Hanauer. Og derudover skal du en gang om måneden lytte til The Joe Rogan Experience med... ja, Joe Rogan. Og mindst en gang i livet skal du udsætte dig selv for Alex Jones Show, bare så du ved, hvor gakket amerikansk politik også er.

    55 min
  5. 2 AUG

    Et bebudet mord, en ny chance for demokraterne og graverjournalistik som fiktionsdrama

    I denne uges Radio Information når vi både omkring mordet på Hamas’ politiske leder, sommerens hedebølger, Kamala Harris’ vinderchancer og TV2’s nye dramasatsning.   Den journalistiske gravergruppe ’Brændpunkt’ er presset på sin eksistens: En fire måneder lang undersøgelse om korruption er netop røget på gulvet, og hvis journalisterne ikke snart finder en anden stor afsløring, ja, så bliver gruppen lukket. Nogenlunde sådan lyder udgangspunktet for TV2’s nye store dramasatsning Graverne, der blandt andre har Mille Dinesen og Søren Malling i hovedrollerne. Men hvordan ser livet egentlig ud på en graverredaktion? Sådan i virkeligheden. Og hvor tæt på kommer Graverne i sin skildring? Vi har sat to af vores egne prisvindende graverjournalister, Jette Aagaard og Lasse Skou Andersen, til at se og anmelde serien. Vi skal også se nærmere på demokraternes nye præsidentkandidat Kamala Harris og hendes vinderchancer i det hæsblæsende amerikanske valg. USA-korrespondent Martin Burcharth identificerer de ting, hun skal lykkes med, hvis hun skal have en chance for at slå Donald Trump. Sebastian Abrahamsen kigger også forbi studiet for at forklare sommerens ekstreme hedebølger. At vi skal vænne os til stadigt varmere vejr, det ved vi, men hvordan kommer det mere præcist til at udspille sig og påvirke os – og hvordan kan vi bedst forberede os på det? Sebastian gør os klogere. Men vi starter med med en kort status på de seneste dages dramatiske udvikling i Mellemøsten. Iran har sværget, at man vil hævne likvideringen af Hamas' politiske leder Ismail Haniyeh, der blev dræbt i et angreb i Irans hovedstad, Teheran, natten til onsdag. Det er (ved redaktionens afslutning torsdag, red.) stadig uklart, hvor, hvornår og hvordan det bebudede gengældelsesangreb mod Israel vil finde sted. Mens vi venter på en afklaring, tegner Niels Ivar Larsen et portræt af den nu afdøde Ismail Haniyeh. Lyt med!

    1h 9m

About

Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært Anna von Sperling får besøg af avisens skribenter, og Rune Lykkeberg serverer ugens optur.

To listen to explicit episodes, sign in.

Stay up to date with this show

Sign in or sign up to follow shows, save episodes and get the latest updates.

Select a country or region

Africa, Middle East, and India

Asia Pacific

Europe

Latin America and the Caribbean

The United States and Canada