NU LANCERER VI EN NY PODCAST OMKRING FORÆLDRESKAB + CP Glæd dig til d. 27. oktober, hvor vi lancerer første afsnit af podcasten ‘En helt særlig familie’. Det har længe været efterspurgt blandt vores medlemmer at få øget fokus på forældreskabet, når man har CP inde på livet. Både som forældre og pårørende til børn med CP – og for personer med CP, der selv får børn. For hvordan er familielivet egentlig, når CP er en del af ligningen? Det er et spørgsmål, som mange, især nybagte forældre stiller, når barnet viser sig at have et handicap som fx cerebral parese. Sorgfølelser og tvivlsspørgsmål vedrørende egen formåen er almenmenneskelige tanker, der hører med til forældreskabet - men hvordan forholder man sig som mor og som forældrepar, når CP er et grundvilkår i hverdagen, enten hos sit barn eller hos sig selv som forælder? Dette er temaet for CP Danmark nye podcast, hvor værterne Julie Brahe Hansen og Sigrid Sofie Stilling Netteberg sammen tager os med ind i tilværelsens udfordringer, følelser, sorger og glæder, når handicap er en del af familielivet. Julie er mor til August på 10 år, der har CP – og Sigrid, der selv har CP, er mor til Erna på 2 år. Podcasten har præmiere d. 27. oktober. Du kan finde den der, hvor du lytter til podcasts - og på www.cpdanmark.dk/. Podcasten er støttet af Knud Højgaards Fond, Louis-Hansen Fonden og CP Danmark. Værter: Julie Brahe Hansen, Sigrid Stilling Netteberg Redaktion: Martin Merrild, Christoffer Fehsenfeld, Peter Græsbøll Holm, Jacob Nossell Teknik: Rasmus Dissing, WeAreWonder og Mikkel Rud, freelance Redaktør og projektleder: Jacob Nossell, Nossell & Co Projektansvarlig: Stine Stenholdt Nielsen og Mogens Wiederholt, CP Danmark Produceret af Nossell & Co. - i samarbejde med CP Danmark Podcasten er støttet af Louis Hansen Fonden, Knud Højgaards Fond og CP Danmark