Dream Factory

Simon Philip
  • 0.0 (0)
  • NEWS COMMENTARY

Det menneskelige medie. Hør verden i digtform. Enkelt. Tydeligt, men alligevel subtilt. Tiden er på din side. Jeg har ikke svarene. Men jeg interesserer mig for spørgsmålene. Og perspektiverne. Og for at kunne være sammen, også selvom vi ikke nødvendigvis er enige.

  1. At tage livet for givet

    FEB 12

    At tage livet for givet

    AT TAGE LIVET FOR GIVET Han talte i radioen som han altid havde gjort. Rolig. Velforberedt. Med den stemme, man kan læne sig ind i på vej til arbejde. Så kom diagnosen. Pludselig talte han anderledes. Ikke i tempo. Men i vægt. Ordene fik tyngde. Som om hver sætning vidste, at den måske var den sidste. Og verden omkring ham ændrede sig. Folk lyttede mere. Krammede længere. Svarede hurtigere på beskeder. Sag­de ting, de ellers gemte til “en anden god dag”. Han blev behandlet som noget skrøbeligt. Som noget dyrebart. Som noget, man ikke må miste. Men det måtte de jo. Og det skal vi alle. Det mærkelige er, at intet ved ham var anderledes end før. Ikke hans hjerte. Ikke hans blik. Ikke hans humor. Kun tidsrammen. Vi tager livet for givet, fordi vi tror, vi har det på abonnement. Vi planlægger kærlighed som en kalenderaftale. Udsætter taknemmelighed til “når der bliver bedre tid”. Vi lever, som om i morgen er garanteret. Det er sympatisk. Det er menneskeligt. Det er også naivt. Al erfaring viser det samme: Vi kan ikke. Alligevel føles det ikke vigtigt nok før døden står i døråbningen. Måske er lykken ikke at leve længere. Måske er lykken at leve tungere. Mere vågent. Som om hvert møde kunne være det sidste – uden at være dramatisk, bare sandt. At elske som om ingen af os er her på prøve. At sige ordene nu. At tage livet alvorligt, før det gør det for os. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere

    3 min
  2. Drikkevandet

    FEB 12

    Drikkevandet

    DRIKKEVANDET Vi opdagede, at nitrat er farligt. Ikke bare lidt. Men kræftfremkaldende. Det stod i rapporterne. I målingerne. I vandet. Så hvad gjorde vi? Vi talte om grænseværdier. Ikke om årsagen. Ikke om kilden. Ikke om modet til at sige stop. Vi satte os ved forhandlingsbordet med milligram pr. liter som moralsk kompas. Og udenfor stod markerne lige så grønne som før. Elefanten står midt i det hele. Den lugter af gylle og historisk nødvendighed. Landbruget. Vi ved det godt. Alle ved det. Men vi taler om “balance”. Om “konkurrenceevne”. Om “arbejdspladser”. Som om rent drikkevand er et luksusgode. Lobbyisterne kører i pendulfart mellem Christiansborg og direktionsgangene. De taler sagligt. Professionelt. Ansvarligt. Og politikerne nikker. For tallene er store. Og valgene er små. Jeg forstår landmanden. Jeg forstår frygten. Jeg forstår, at man ikke bare lukker det, der har brødfødt generationer. Men jeg forstår ikke, at man ikke bruger den samme magt til at beskytte det vand, ens egne børn skal drikke. Hvad udadtil tabes, må indadtil vindes, sagde vi engang. Nu taber vi begge steder. I jorden. I kroppen. I demokratiet. Og måske er det dét, der er mest giftigt. Ikke nitratet. Men tavsheden. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere

    3 min
  3. Ligeværd

    FEB 12

    Ligeværd

    AT TAGE LIVET FOR GIVET Der opstår et tomrum hver gang vi siger ordet. Ikke et stille rum. Men et koldt. Et rum renset for smil og for nysgerrighed. Som om luften bliver tyndere af selve stavelsen. Fe-mi-nis-me. I vores land kan det ene ord åbne tusind fronter. Jeg håber, vi taler forbi hinanden. For hvis vi taler om det samme og er så uenige – så er kløften dyb. Men jeg tror det oftere er sproget end viljen der splitter os. Nogen hører: prioritér kvinder. Andre hører: ligestilling. Nogen hører: opgør. Andre hører: anklage. Og mange – især mænd – hører: pas på. Pas på hvad du siger. Pas på hvordan du siger det. Pas på ikke at blive dømt, før du har forstået spørgsmålet. Så vi tier. Eller vi hæver stemmen. Og imens står tomrummet dér, koldt og ubeboet. Ordet kommer af femina – kvinde. Men det siges at handle om os alle. Det er som at give et ladet ord en neutral opgave og håbe at ingen mærker spændingen. Måske er det ikke viljen der mangler. Måske er det modet til at gå ind i det kolde rum uden våben. At sige: Jeg forstår dig måske ikke. Men jeg vil gerne. At sige: Der er ikke noget galt med kvinder. Der er ikke noget galt med mænd. Hvis der er ulighed – lad os rette den. Mellem kvinder. Mellem mænd. Mellem os. Og derefter lade hinanden være det, vi er. Ikke ens. Ikke fjender. Ikke symboler. Mennesker. Måske begynder ligestilling ikke i ordet. Men i måden vi tør stå i tomrummet sammen. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere

    3 min
  4. Succes i den æra, vi lever i

    FEB 5

    Succes i den æra, vi lever i

    Jeg er begyndt at forstå, at succes ikke står stille. Den hører til en tid. Og tiden skifter hurtigere, end vi kan nå at vænne os til den. Det, der gav mening i går, virker naivt i dag. Det, der var viden, er nu fodnote. Det, der var sandt, er blevet en mulighed blandt flere. Man kan klage. Man kan nægte. Man kan stå fast og kalde det integritet. Men verden flytter sig alligevel. Alt er midlertidigt. Det irriterer mig. Det skræmmer mig. Og inderst inde ved jeg, at det også gælder mig selv. Lige da jeg følte mig kompetent, blev jeg igen nybegynder. Succes kræver ikke længere sikkerhed, men bevægelse. Ikke svar, men villighed. Så hvis der findes en opskrift, er den ikke bygget af kontrol, men af nysgerrighed. Nysgerrighed på verden. På mennesker. På det, jeg endnu ikke forstår. Måske er det dét, succes er nu: at blive ved med at lære, mens alting forandrer sig. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere

    2 min
  5. Intuition

    FEB 5

    Intuition

    Jeg har altid holdt af min intuition. Den er ikke perfekt. Men den er trofast. Den kommer ikke med argumenter. Kun med fornemmelser. Et ja, der ikke larmer. Et nej, der spænder i maven. Den bor et sted, hvor sproget ikke helt rækker. Et sted før forklaringer. Før PowerPoints og regneark. Så rammer den hjernen. Og dér bliver den ofte afvist. For hjernen vil have beviser. Noget, man kan pege på. Noget, man kan forsvare. “Det kan du da ikke vide.” “Det giver jo ingen mening.” Og pludselig kræver det mod at sige: Det føles rigtigt. Eller værre endnu: Det føles forkert. Dyr tøver ikke. De regner ikke efter. De overlever på intuition, fordi verden er for kompleks til andet. Måske er det ikke naivt at lytte til maven. Måske kræver det selvværd. For intet gør mere ondt end at mærke noget klart og alligevel gøre det modsatte. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere

    2 min
  6. At blive skolet

    FEB 5

    At blive skolet

    Jeg ville ønske, at vi huskede skolen som et sted, vi voksede. Ikke kun i viden, men i hinanden. Et sted, hvor forskellighed ikke var noget, man skulle forklare, men noget, der allerede passede ind. Hvor vi lærte at tale sammen, før vi lærte at svare rigtigt. At lytte, før vi lærte at række hånden op. Hvor det vigtigste pensum var os selv. Jeg var ikke glad i skolen. Det er en længere historie. Nogle dage ville jeg bare væk. Langt væk. Det var ikke et system, der var bygget til mig. Og måske var det netop pointen. Måske var skolen ikke et sted, man skulle finde sig selv, men et sted, man skulle ligne de andre. Blive sammenlignelig. Målbar. Vurderbar. Samme skala. Samme snit. Samme facit. Men jeg tror stadig, at det bedste, vi kan gøre for hinanden, er at tænde det, der allerede findes i os. For der er brug for os alle. Ikke som kopier. Men som mennesker. Og forskellighed er ikke et problem, der skal løses. Det er en ressource, vi har glemt at regne med. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere

    2 min
  7. Forbrugeren i mig

    FEB 5

    Forbrugeren i mig

    FORBRUGEREN I MIG Jeg har aldrig bedt om at blive kaldt forbruger. Det lyder som noget, man kan måle, regulere, trække fra i et regneark. Noget, der helst skal gøre sit arbejde i stilhed. Vi taler om forbrugertillid, forbrugerombudsmand, forbrug som motor. Som om verden står stille, hvis vi ikke køber noget. BNP vokser. Jorden krymper. Vi ved det jo godt. Forbrug er udvinding. Forbrug er affald. Forbrug er alt det, vi siger, vi vil begrænse. Og alligevel. Hvem vil ikke have råd til lidt mere luft? En bil, der ikke larmer. Mad, der smager af overskud. En ferie, hvor tankerne kan få lov at holde fri. Jeg vil gerne kaldes menneske. Eller borger. Noget med ansvar i sig. Men jeg vil også gerne have nok. Måske lidt mere end nok. Jeg ved godt, at meget af det, jeg køber, ikke gør mig lykkelig. Jeg køber det alligevel. Det føles kortvarigt rigtigt. Som om noget falder på plads. Jeg ved også godt, at det ikke er godt for kloden. Men i det store billede føles mit lille køb uendeligt lille. Jeg har ikke den store købekraft. Men hvis jeg havde, ville jeg nok bruge den. Så nej, jeg er ikke anderledes. Måske er pointen ikke, at vi er forkerte. Måske er pointen, at vi leder efter tryghed og lykke i noget, vi godt ved ikke kan holde os. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere

    1 min
  8. Anerkendelse

    FEB 5

    Anerkendelse

    ANERKENDELSE Jeg har lært, at jeg ikke må have brug for den. At frihed er ikke at behøve andres blik. At styrke er at stå alene i det, jeg gør. Mit hoved har gentaget det så mange gange, at det lyder som sandhed. Hvis jeg ikke er afhængig af andres anerkendelse, kan ingen holde mig fast. Ingen bestemme over mig. Ingen skuffe mig. Og jo — jeg forstår tanken. Men jeg lever ikke i mit hoved. Jeg lever blandt mennesker. Og sandheden er, at jeg mærker alt for meget. Tænker for meget over hvad andre ser, hører, forstår. Jeg bliver ramt af blikke. Af stilhed. Af bifald, der udebliver. Og samtidig — noget andet. En træthed over hele tiden at skulle være hævet over det. Som om ønsket om anerkendelse var en fejl, der skulle bekæmpes. Så fik jeg en anden tanke. Hvad nu hvis det er i orden? Hvad nu hvis ønsket ikke handler om svaghed, men om relation? For noget opstår jo mellem mennesker. Når jeg laver noget, der betyder noget for andre. Når nogen siger: Det ramte mig. Det gjorde mig glad. Det gav mening. Og jeg svarer, uden at skamme mig: Tak. Det betyder noget. Så sker der noget. Ikke manipulation. Ikke afhængighed. Men bevægelse. Jeg gør noget, der glæder andre. De fortæller mig det. Jeg får lyst til at gøre mere. En god spiral. Ikke en farlig. Måske er frihed ikke at være ligeglad. Måske er frihed at kunne tage imod anerkendelse uden at miste sig selv i den. At lade den komme, og lade den gå. Lige nu føles det som en lettelse at give mig selv lov. Ikke til at jage anerkendelse. Men til ikke at flygte fra den. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere

    3 min
See All (45)

Trailer

About

Det menneskelige medie. Hør verden i digtform. Enkelt. Tydeligt, men alligevel subtilt. Tiden er på din side. Jeg har ikke svarene. Men jeg interesserer mig for spørgsmålene. Og perspektiverne. Og for at kunne være sammen, også selvom vi ikke nødvendigvis er enige.

Information

  • Creator
    Simon Philip
  • Years Active
    2K
  • Episodes
    45
  • Rating
    Explicit
  • Copyright
    © Copyright 2026 Simon Philip
  • Show Website
    Dream Factory