Velkommen til Hønsesnak og episode 25 af Der hvor lyset siver ind. Har du nogensinde undret dig over, hvorfor du reagerer så stærkt på noget, der måske virker helt ubetydeligt for andre? Hvorfor du pludselig bliver vred, får lyst til at grine, skifter emne eller lukker helt ned, når noget kommer for tæt på? Hvorfor du kan bruge så meget energi på at klare alting selv, samtidig med at du inderst inde længes efter, at nogen bare ser dig, hjælper dig og bliver hos dig, uden at du først skal forklare eller bevise, at du fortjener det? Måske har du også prøvet at skælde dig selv ud for dine reaktioner. Tænkt, at du burde være mere robust, mindre følsom, bedre til at håndtere tingene eller bare tage dig sammen. Men hvad nu, hvis der er en grund til, at du reagerer, som du gør? Hvad nu, hvis nogle af de mønstre, du i dag bebrejder dig selv for, engang var den måde, du lærte at passe på dig selv på? I dette afsnit følger vi Line ind i nogle af de steder i hende, hvor ordene endnu ikke helt kan følge med det, hun mærker. Hun forsøger at nærme sig følelser, som hun længe har holdt på afstand, og opdager, hvor uvant det er at blive mødt med tålmodighed. At nogen ikke skubber hende videre, når hun tøver. At nogen ikke vender blikket væk, når hun bliver ked af det. At hun ikke behøver at præstere, forklare sig eller være den stærke for at få lov til at blive i rummet. Vi ser også, hvordan de gamle mønstre kan dukke op midt i en helt almindelig hverdag. I frustrationen, når noget forsvinder. I følelsen af at stå alene med ansvaret. I den velkendte indre stemme, der fortæller hende, at hun overdriver, at hun burde kunne klare det selv, og at hun ikke skal forvente for meget af andre. Og måske er det netop dér, det bliver tydeligt, hvor meget et menneske kan komme til at bære, når det gennem lang tid har lært, at det er tryggest ikke at have brug for nogen. Men der sker også noget andet. Line begynder langsomt at få øje på den lille pige, hun engang var, med en anden slags blik. Ikke med kritik eller krav om, at hun skal være stærkere, men med ømhed og forståelse. Hun begynder at opdage, at det, hun manglede, ikke var at blive bedre til at klare sig selv. Hun manglede nogen, der kunne blive hos hende, mens hun lærte det, hun ikke havde fået lov til at lære i tryghed. Og måske er det en af de sværeste erkendelser: at du kan have brugt et helt liv på at forsøge at gøre dig fortjent til noget, du aldrig skulle have gjort dig fortjent til. En plads. Omsorg. Hjælp. Retten til at være ked af det, til at fylde, til at stille spørgsmål og til at være et menneske med behov. I dette afsnit kommer Line tættere på en gammel overbevisning, som har fulgt hende gennem livet: at hun skal give noget af sig selv, tilpasse sig og være nem at have med at gøre for overhovedet at have ret til at være her. Og hun begynder at sætte ord på noget, der kan være svært at forstå, når man selv har levet med det længe: at man godt kan være dygtig til at overleve og samtidig have svært ved at mærke, hvordan det føles at leve. Så mens du lytter, må du gerne lade spørgsmålet stå åbent. Ikke for at finde fejl ved dig selv eller analysere hver eneste reaktion, men måske for at møde dig selv med lidt mere nysgerrighed og lidt mindre bebrejdelse. For hvad nu, hvis du ikke er forkert, fordi du reagerer, som du gør? Hvad nu, hvis der er noget i dig, der har forsøgt at beskytte dig, længe efter at du selv har forstået, hvorfor det var nødvendigt? Du behøver ikke finde alle svarene i dag. Nogle gange begynder en forandring bare med, at vi holder op med at spørge: Hvad er der galt med mig? og i stedet tør spørge: Hvad har jeg været nødt til at lære for at komme hertil? Du lytter til Hønsesnak, hvor vi følger Line i Der hvor lyset siver ind. Dette er episode 25, som tager os gennem kapitel 72, 73 og 74. Lad os begynde.
