Genstart DR LYD Nyheder & Aktuelt
-
- News
-
Fra den 13. november 2023 kan du lytte til Genstarts aktuelle episode – først i app’en DR Lyd.
DR's nyhedspodcast.
Tidens største og vigtigste nyhedshistorier.
Få et unikt indblik i én aktuel historie, få den fortalt fra starten og få besvaret de spørgsmål, du ikke anede, du ønskede svar på. Alle hverdage og søndage - fra klokken 03:00.
-
Hurtige hormoner
De vokser klassekammeraterne over hovedet, lugter af sved og udvikler spæde bryster allerede før seksårsalderen. Siden starten af 90'erne har pubertetsalderen rykket sig næsten et år, og det betyder for især pigerne, at de slet ikke er færdige med barndommen, når hormonerne katapulterer dem ind i de voksnes rækker. De bliver triste, føler sig forkerte, og statistikkerne afslører, at konsekvenserne af tidlig pubertet følger dem resten af livet. Alligevel er det fortsat et mysterium, hvorfor puberteten falder tidligere verden over. I dagens Genstart fortæller overlæge Anders Juul om konsekvenserne for de børn, der bliver fanget i en voksenkrop før de fleste.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 15/3. -
Fanget i sult
Palæstinensere spiser dyrenes mad, græs og tørre blade - og slås om de få råvarer, der der kommer over grænsen Selvom der er enkelte øjeblikke med Ramadan-fejring i Gaza, er hverken fest eller faste som den plejer. For krigen har ødelagt afgrøder, husdyr er døde, nødhjælp kommer ikke frem. Nu siger EU's udenrigschef, at Israel bruger sulten som et våben. Det kaos, som sultens desperation fører med sig, har fremkaldt forfærdelige billeder, som får Israels vigtigste allierede til selv at bringe maden ud. Hvis de da kan. DR's mellemøstkorrespondent, Nanna Muus Steffensen fortæller om Ramadan midt i krig og sult.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 14/3. -
Bæredygtig galgenhumor
"Du er egentlig modig," siger landmand Holger Iversen til formanden for en ekspertgruppe, der netop har fremlagt forslag på en CO2 afgift. "Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddags været ved at bygge en galge herude bagved og hængt budbringeren". Det er til generalforsamling hos Bæredygtig Landbrug, at den her galgenhumor luftes. En lobbyorganisation, der har markeret sig som dem, der kæmper mod miljømafiaen. Og som lige nu står i et afgørende opgør mod det onde, som fik protestbevægelsen til at spire for 14 år siden. Marie Sæhl dækker klima og landbrug for Dagbladet Information og fortæller i dagens Genstart om den fløj, der kalder sig "Bæredygtig", men som møder klimatiltag med galgenhumor.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 13/3. -
Shamanens hemmelige opskrifter
Iført klipklapper og slidte fodboldshorts går shamanen Amashina rundt og taler med ånderne i Amazonas regnskov. De fortæller ham, hvilke planter han skal putte i sin helbredende medicin, der ifølge ham kan kurere alt fra småskavanker til livstruende sygdomme som diabetes og kræft. Regnskovens planter indeholder egenskaber, som både stammefolk og den moderne medicinalindustri bruger til behandling af sygdomme. Men minedrift og landbrug truer regnskovens planterigdom og dermed de ingredienser, der er med til at gøre os raske. Genstart er taget med DRs Sydamerika korrespondent, Kristian Almblad, til Surinams regnskov for at møde den berygtede shaman med de flere tusinde hemmelige opskrifter
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 12/3. -
Det rene vandvid
I magasiner dybt under jordens overflade gemmer vi på en nationalskat. Vi bryster os af rislende, klart og sundt grundvand i Danmark - vand, der nærmest ikke skal renses, før det løber igennem hanerne og ned i glasset. Men årtiers forurening med pesticider, industrikemikalier, PFAS og nitrat har frit fået lov til at sive ned i depoterne - og nu er over halvdelen af drikkevandsboringerne i Danmark forurenet. Geolog og seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Walter Brüsch fortæller i dagens Genstart om, hvordan det er gået til.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 11/3.
Rettet 14. marts: I den oprindelige udsendelse fremgik det ikke tydeligt, at gæst Walther Brüsch arbejder i Danmarks Naturfredningsforening. Det er nu rettet. -
Terrorist i skjul
I slutningen af februar banker to betjente på en dør i Kreuzberg. Kvinden der åbner, kalder sig Claudia og ved første øjekast, er hun en helt almindelig 65-årig kvinde. Hun går til capoeira, lufter sin hund og smalltalker med naboerne. Men snart går det op for betjentene, at hun slet ikke er så fredelig, som hun ser ud. I virkeligheden, står de nemlig overfor Daniela Klette - et af de sidste, levende og frie medlemmer af den venstreradikale terrorgruppe Rote Armee Fraktion. I tre generationer har fraktionen martret den tyske stat. De har dræbt, kidnappet, kapret fly og begået røverier - og lektor ved tyske studier Moritz Schramm husker tydeligt, hvordan aktionerne er allestedsnærværende i hans barndom og ungdom i Berlin. I dagens Genstart fortæller han om dét, der måske bliver fraktionens endeligt.
Vært: Simon Stefanski.
Program publiceret i DR Lyd d. 10/3.
Customer Reviews
Oldingen T. B er vidunderlig
Hvilket pragtafsnit om at ældes.👨🦳👵🏻💃🕺
Hvor havde denne 87-årige mand en skøn humor, indsigt og vid. En sand fornøjelse at lytte til. Hans opsamling på livet som begynder som drama men ender som en komedie. Så mange perler kom han med på stribe. Mere fra ham . ⭐️
Kvalitet - men hvorfor så langsom i sit beat?
Glimrende podcast som kunne være fantastisk hvis ikke den vedvarende går meget langt ned i tale-hastighed. Muligvis for dramatisk effekt (ligesom den overdrevne brug af rumklang) men det virker meget som podcasts fra ‘Kvinden med den tunge kuffert’ epoken. Det kan godt være væsentligt hurtigere fortalt og stadigt seriøst, se fx Rumcimans podcasts.
Altid gode afsnit
Jeg døde lidt over dagens afsnit med den søde aldrende “olding” 🥹 tak for ALTID gode og velproducerede afsnit om stort og småt.