Kandidatfesten

DR's kommunalvalgspodcast. Bliv klædt på til valget i din kommune og region og dyk ned i de emner, der fylder mest, der hvor du bor. I podcastserien Kandidatfesten er det ikke en spidskandidatdebat, som du kender den. Vi inviterer kandidaterne i studiet til en festlig debat, hvor du kan blive klogere på, hvad de står for. Du finder en episode for hver af de 98 kommuner og 4 regioner.

  1. EPISODE 1

    Albertslund Kommune: Spidskandidatdebat

    I Albertslund Kommune er kommunale rewildingprojekter, morgenmadsordning til eleverne på kommunens folkeskoler og byudvikling de emner, der er til debat. Spidskandidaterne giver deres bud på, hvor Albertslund skal hen, og hvordan man løser problemerne i dette afsnit af Kandidatfesten. Kandidaterne diskuterer, om kommunale rewildingprojekter - hvor store dyr, for eksempel kvæg, lever vildt og går ude og græsser hele året - er en god idé i Albertslund, eller om der bør kigges på andre alternative projekter. Skal der være morgenmadsordning til eleverne på kommunens folkeskoler? Det spørgsmål debatterer kandidaterne. I Albertslund er der planer om at bygge blandt andet det nye område Hersted, hvor der skal være plads til flere tusinde borgere. Men skal lokalpolitikerne blive ved med at godkende disse byudviklingsprojekter, eller skal der på et tidspunkt trækkes i håndbremsen? Medvirkende: Mikkel Skovby (Albertslund-Listen), Birgit Hauer (GRØN VELFÆRD), Claus Rasmussen (Venstre), Steen Christiansen (Socialdemokratiet), Lars Gravgaard Hansen (Det Konservative Folkeparti), Vivi Nør Jacobsen (Socialistisk Folkeparti), Michael Melchert (Liberal Alliance), Morten Loof Andersen (Radikale Venstre), Helge Bo Jensen (Enhedslisten), Tina B. Nielsen (Dansk Folkeparti). Optagedato: 23.09.2025 Vært: Stine Bram. Producer: Sille Langberg. Redaktør: Nynne Poulsen Wowk. Afvikler: Lars Köcher. Klipper: Anna Bøtter. Musik: Anders Øhrstrøm.

    36 min
  2. EPISODE 4

    Ballerup Kommune: Spidskandidatdebat

    I Ballerup Kommune er ulovlig helårsbeboelse i kolonihaver, rygeforbud ved udendørs idrætsfaciliteter og fremtidens bilinfrastruktur til debat. Spidskandidaterne giver deres bud på, hvor Ballerup skal hen, og hvordan man løser problemerne i dette afsnit af Kandidatfesten. Ballerup er den kommune i landet, der har næstflest kolonihaver, men det er kun tilladt at bo i sit kolonihavehus halvdelen af året. Det er en regel, der ofte bliver brudt, i takt med at husene bliver større og mere veludrustede. Kandidaterne skal derfor debattere, om det er vigtigt, at kommunen fortsætter med at føre kontrol med ulovlig helårsbeboelse i kolonihaverne. Kandidaterne skal tage stilling til, om de mener, at der fortsat bør være totalt rygeforbud på kommunens udendørs idrætsfaciliteter. Det gælder både rygning og brug af andre nikotinprodukter på kommunale idrætsanlæg, ude såvel som inde. Derudover spørger en vælger i Ballerup, hvad lokalpolitikerne vil gøre for infrastrukturen, så bilisterne ikke skal holde i kø gennem byen. Medvirkende: Zishan Ali (Moderaterne), Mikael Wandel (Venstre), Lars Green Bach (Det Radikale Venstre), Simon Knudstrup (Socialistisk Folkeparti), Allan Kristensen (Det konservative Folkeparti), Johannes Grand (Liberal Alliance), Jette Meinertz (Dansk Folkeparti), Stine Rahbek Pedersen (Enhedslisten), Jesper Würtzen (Socialdemokratiet). Optagedato: 24. september 2025. Vært: Stine Bram. Producer: Sille Langberg. Redaktør: Nynne Poulsen Wowk. Afvikler: Lars Köcher. Klipper: Anna Bøtter. Musik: Anders Øhrstrøm.

    40 min
  3. EPISODE 5

    Billund Kommune: Spidskandidatdebat

    I Billund Kommune er plejehjem, prioritering af byudvikling og dyre daginstitutioner til debat. Spidskandidaterne giver deres bud på fremtidens Billund Kommune, og hvordan man kommer derhen i dette afsnit af Kandidatfesten. Siden sidste valg har et stort flertal af kommunalbestyrelsen besluttet at lukke plejehjemmet Mødestedet i Grindsted. En analyse pegede på, at der var for mange tomme plejehjemspladser i kommunen - både nu og i fremtiden. Men var det den rigtige beslutning at lukke Mødestedet? Og hvordan ser fremtiden ud for de øvrige plejehjem nu? Trods lukningen af Mødestedet, er der stadig tomme pladser - så betyder det, at der skal lukkes flere plejehjem? Billund er nok den mest kendte by i kommunen med store arbejdspladser og mange turister. Men hvad med de øvrige byer i kommunen? Trænger de til mere kærlighed og opmærksomhed? Skal man prioritere dem på bekostning af Billund, når det kommer til byudvikling? Det er dyrt at sende sit barn i vuggestue og børnehave i Billund Kommune. En vuggestueplads er den dyreste i hele landet, mens en børnehaveplads er næstdyrest. Hvorfor skal det koste så meget at få passet sine børn? Hvad betyder det i forhold til at tiltrække børnefamilier? Og hænger pris og kvalitet sammen? Medvirkende: Bjarne F. Jensen (Dansk Folkeparti), Mogens Jørgensen (Danmarksdemokraterne), Lars Hansen (Det Konservative Folkeparti), Martin Alminde Friis (Socialdemokratiet), Gitte Bjerremand Andersen (Moderaterne), Stephanie Storbank (Venstre). Optagedato: 10. september 2025. Vært: Stephan Svingkær. Redaktør: Rasmus Dyrberg Hansen. Afvikler: Sara Skovhave. Klipper: Anna Bøtter. Musik: Anders Øhrstrøm.

    39 min
  4. EPISODE 6

    Bornholms Regionskommune: Spidskandidatdebat

    Bornholm er en fattig kommune, punktum. Så hvordan skal vi sikre demensdans og brombærplukning på plejecentrene, kan vi redde det kommunale busselskab, inden det kører helt af sporet... og har vi brugt for mange penge på asfalt og for få på folkeskolen? 14 bornholmske spidskandidater giver dig deres bud på, hvor Bornholm nu skal hen i dette afsnit af Kandidatfesten. De bornholmske skoler har ændret sig markant de seneste 10 år og senest med en skolesammenlægning i Rønne, der blev noget anderledes end planlagt. Vil kandidaterne holde de bornholmske skoler fri for besparelser de næste 4 år, også selvom de så skal finde pengene fra andre velfærdsområder, der også er økonomisk trængte? Det kommunale busselskab BAT har været igennem underskud, spareplaner og økonomisk genopretningsplaner. Så er det umagen værd at poste endnu flere kommunale midler i busdriften eller skal vi kigge på helt andre løsninger? Sidst men ikke mindst skal det handle om det gode ældreliv på øens plejecentre. Socialpædagogerne arbejder med en række pædagogiske indsatser og aktiviteter på de bornholmske plejecentre, men er på sparekataloget år efter år. Så er det nu kandidaterne vil love at frede dem, eller skal pengene i stedet bruges på at sikre et minimum af pleje? Medvirkende: Kirstine Van Sabben (Moderaterne), Michael Hendriksen (Danmarksdemokraterne), Christian Froberg Dahl (Det Konservative Folkeparti), Andreas Grosbøll (Socialistisk Folkeparti), Morten Riis (Enhedslisten), Stine Zink Kaasgaard (Frie Grønne), Niels Chresten Andersen (Kristendemokraterne), René Danielsson (Dansk Folkeparti), Benedikte Gyes (Liberal Alliance), Frederik Tolstrup (Venstre), Jonna Nielsen (Fælleslisten), Søren Brenøe (Det Radikale Venstre), Søren Schow (Bornholm 360), Anne Thomas (Socialdemokratiet). Optagedato: 19. september 2025. Vært: Marie-Louise Rafn. Redaktør: Else-Marie Johansen. Afvikler: Dorte Langemark. Klipper: Marco Egeberg. Musik: Anders Øhrstrøm.

    42 min
  5. EPISODE 8

    Brønderslev Kommune: Spidskandidatdebat

    I Brønderslev Kommune er det grøn omstilling, energiparker, skolelukninger og madordning til børn i institutioner og skoler, der er til debat. Spidskandidaterne giver deres bud på hvilken retning, Brønderslev Kommune skal i, og hvordan man løser de udfordringer og dilemmaer, som kommunen står overfor, i dette afsnit af Kandidatfesten. Med den Grønne Trepart hængende over hovedet er det en bunden opgave for byrådspolitikerne at få gang i produktionen af mere grøn energi. Men er det vindmøller, solcelleparker, biogasanlæg eller noget helt fjerde, politikerne vil gå efter, når projekterne skal udvælges? Og hvordan vil man balancere hensynet til borgerne og naturen, som formentlig vil blive påvirket, når der skal fart på den grønne omstilling i Brønderslev Kommune? Brønderslev Kommune har lige nu tre skoler med færre end 100 elever - Thise, Flauenskjold og Asaa. Sidstnævnte blev i september besluttet lukket fra næste skoleår, men spørgsmålet er, om byrådspolitikerne er færdige med at lukke skoler, eller om det kan komme på tale at svinge sparekniven overfor flere små skoler i den kommende byrådsperiode. For ganske vist kan der være fornuft i at holde liv i de små landsbyskoler, da de kan være et trækplaster for blandt andet bosætningen i yderområderne. Men elevtallet kan også blive så lavt, at skolerne kan blive rene underskudsforretninger på den økonomiske front, mens nogen også vil argumentere for, at fagligheden kan blive udfordret, når klasserne bliver for små. Men hvor meget er byrådspolitikerne klar til at kæmpe for bevarelsen af de små skoler? Pia Møller Vesterby fra Asaa er mor til to og ønsker sig brændende en madordning til alle børn i Brønderslev Kommunes institutioner og skoler. For det kan ifølge hende gavne både sundhed, sociale relationer og reducere madspild. Men selvom en madordning meget vel kunne være et trækplaster for at lokke nye børnefamilier til kommunen, så koster sådan en ordning også en hel del penge, som skal findes i et i forvejen presset kommunalt budget. Men er byrådspolitikerne klar til at prioritere sund og gratis mad til kommunens børn over andre ting i budgettet? Eller skal der fortsat smøres madpakker hjemme hos Brønderslevs børnefamilier - eller kunne man lave en ordning med brugerbetaling, som dog risikerer at give et A- og et B-hold af børn og forældre? Medvirkende: Nadja Aarøe Simonsen (Socialistisk Folkeparti), Thomas Skovgaard (Moderaterne), Christina Eilers (Enhedslisten), Bettina Bøcker Kjeldsen (Socialdemokratiet), Peter Stecher (Det Konservative Folkeparti), Carsten Ullmann Andersen (Danmarksdemokraterne), Mikael Klitgaard (Venstre), Steen Søgaard Petersen (Borgerlisten), Danny Rosenkilde (Dansk Folkeparti), Dorthe Kerschus (Radikale Venstre). Optagedato: 23. september 2025. Vært: Ralf Dahl Gottschalk. Producer: Mads Rosenkilde Svaneborg. Redaktør: Gitte Sørensen. Afvikler: Mads Rosenkilde Svaneborg. Klipper: Marco Egeberg. Musik: Anders Øhrstrøm.

    40 min

About

DR's kommunalvalgspodcast. Bliv klædt på til valget i din kommune og region og dyk ned i de emner, der fylder mest, der hvor du bor. I podcastserien Kandidatfesten er det ikke en spidskandidatdebat, som du kender den. Vi inviterer kandidaterne i studiet til en festlig debat, hvor du kan blive klogere på, hvad de står for. Du finder en episode for hver af de 98 kommuner og 4 regioner.

More From DR LYD Nyheder & Aktuelt

You Might Also Like