Et kort afsnit, optaget i bilen. For nylig lagde jeg et soloafsnit ud om nogle frustrationer i min klub og om en indre ild, der var ved at brænde ud. Jeg fik feedback begge veje. Nogle syntes, det var stærkt at høre en træner være så ærlig. Andre mente, jeg gik over stregen i forhold til, hvad jeg må dele. Jeg har tænkt over det, og jeg har valgt at tage afsnittet ned. Så her kommer en undskyldning til de involverede. Ingen navne og ingen klubber blev nævnt, men undskyldningen står ved magt alligevel. Det, jeg holder fast i, er, at frustrationerne er normale. Vi arbejder med børn og unge, og nogle gange lander der opgaver på ens bord, hvor man tænker: jeg ville bare træne fodbold. Jeg skulle ikke være pædagog eller konfliktmægler for noget, der skete i klassen. En del af det må vi acceptere følger med. Men bliver det for meget, og sidder man i rollen halvt af lyst og halvt fordi man blev låst fast i en forældretrænergruppe, så brænder ilden ud. Derfor bruger jeg resten af afsnittet på det, der faktisk har hjulpet os: en adfærdsramme. Vores er enkel. Opfør dig som du forventer, andre opfører sig over for dig. Opfør dig som i skolen. Vær sød ved dine holdkammerater. Ingen kommentarer til dommeren eller til modstanderne. I år skærpede vi den, så den også gælder uden for fodbolden, fordi fodbold er en relationssport. Er man uvenner i klassen, kan man ikke spille sammen om aftenen. Og nej, de behøver ikke være bedste venner. De skal bare kunne holde ud at være sammen. Præcis som på en arbejdsplads. Jeg overvejer at dele vores dokument, så andre bare kan kopiere det. Skriv til mig, hvis du vil have det. Til sidst en gennemgang af, hvordan jeg selv bruger Breddebaner-appen op til en kamp, fra import af holdkortet til udtagelse, taktiktavle og registrering bagefter. Tak til alle jer, der skrev og ringede. Også jer, der var uenige. 🎧 Følg Breddebaner på Spotify eller Apple Podcasts, så får du besked når der kommer nye afsnit.
