133 episodes

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

Rockhistorie‪r‬ Heartbeats.dk

    • Music History
    • 4.6 • 135 Ratings

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

    The Who (1964-1974): De britiske slagsbrødre smadrede instrumenterne, hinanden og sig selv ind i rockhistorien

    The Who (1964-1974): De britiske slagsbrødre smadrede instrumenterne, hinanden og sig selv ind i rockhistorien

    The Who fremstod i årene 1964-1974 som et af de mest eksplosive og konfliktsøgende rockbands, de britiske øer indtil da havde begavet verden med. Bestående af fire ’frenemies’ fra bydelen Ealing i det vestlige London, var det fra starten det mest aggressive og mindst glamourøse orkester, der forestilles kan. Gruppens koncerter kulminerede som regel i, at gruppens guitarist og sangskriver, Pete Townshend, smadrede sit instrument, mens galningen Keith Moon splittede sit trommesæt ad. Den udsøgte bassist John Entwhistle stod stille som en statue og betragtede, mens forsanger Roger Daltrey på en god dag gav en hånd med.
    Efter en tøvende start som The High Numbers lagde The Who sig helt i toppen af den bølge af bands, som fulgte i hælene på The Beatles med en stribe uforglemmelige singler, stort set alle rockklassikere i dag. Rundet af ‘Mod’-subkulturen (uden at være deciderede mods selv) med dens fascination af tøj, speed, scootere og slagsmål, var der ikke skyggen af en klassisk kærlighedssang blandt dem. Townshend udvidede konsekvent grænserne for hvad der kunne synges i en popsang, og hans trodsigt voldsomme ”My Generation” fra ’65 anses som et forvarsel om ungdomsoprøret,
    The Who – et af de bedste livebands nogensinde – slog igennem i USA i 1967 efter en uforglemmelig optræden ved Monterey Festivalen, men selvom hippierne tog dem til sig, var kærligheden ikke gengældt. Den Woodstock Festival, som gruppen satte markant præg på i 1969, blev senere af Townshend karakteriseret som en ’hippie koncentrationslejr’.
    Inspireret af sin åndelige vejleder Meher Baba kreererede han i 1969 rockoperaen Tommy, hvis uklare plot ikke forhindrede den i at blive en bragende succes – og henad vejen lidt af en møllesten om gruppens kollektive hals. Efter i 1970 at have udsendt en af alletiders fineste koncertoptagelser på ‘Live at Leeds’ lp’en og sidenhen opgivet projektet Lifehouse, hvis bedste sange samledes på mesterværket Who’s Next (1971), peakede Townshend som sangskriver med sit magnus opus, historien om Jimmy the Mod som fortalt på sangcyklussen Quadrophenia i 1973.

    1. The High Numbers: “I’m the Face” (1964)
    2. “Can’t Explain” (1965)
    3. “My Generation” (1965)
    4. “The Kids Are Alright” (1965)
    5. “Substitute” (1966)
    6. “I’m a Boy” (1966)
    7. “Boris the Spider” (1966)
    8. “Pictures of Lily” (1967)
    9. “I Can See for Miles” (1967)
    10. ”Dogs” (1968)
    11 & 12. “Overture”/”It’s a Boy” (1969)
    13. “Pinball Wizard” (1969)
    14. “The Seeker” (1970)
    15. “Magic Bus” (1970)
    16. “Baba O’Riley (1971)
    17. “Behind Blue Eyes” (1971)
    18. “The Real Me” (1973)
    21. “5:15” (1973)
    22. “Love, Reign o’er Me” (1973)

    • 2 hrs 12 min
    Gæstebud med Casper Clausen: En lydrejse fra Island til Portugal og videre over Japan til Amerika

    Gæstebud med Casper Clausen: En lydrejse fra Island til Portugal og videre over Japan til Amerika

    Casper Clausen solodebuterede i år med det ekskvisitte Better Way, og Rockhistorier skyndte sig derfor at indforskrive den travle herre til et par snurrige og informative timer, hvor han spillede noget af den musik, der har inspireret ham, og ikke mindst noget af det han lytter til lige nu. Clausen havde både kendte og i dén grad mindre kendte navne med på sin inspirerende playliste, og det gav anledning til refleksioner over hvad det er, musik formår bedre end nogen anden kunstart.
    Clausen er kendt som forsanger og sangskriver i det internationalt anerkendte indierocktrio Efterklang, som siden debuten med det kritikerroste Tripper i 2004 har udsendt fem fornemt krævende album med elementer af postrock, dream pop, dark wave, electronica og alternative folk. Heraf er flere af dem blevet udsendt på prestigiøse pladeselskaber som The Leaf Label og 4AD.
    Efterklang består udover Clausen af Mads Brauer og Rasmus Stolberg, tre ungdomsvenner fra Sønderborg, der sammen har erobret verden. Til gruppens ambitiøse koncerter udvides opstillingen med hjælpemusikere for at kunne reproducere det avancerede udtryk. I 2019 overraskede bandet ved at udsende sin første dansksprogede lp, Altid Sammen. I selskab med trommeslageren Tatu Rönkkö har trioen endvidere indspillet to plader som Liima.

    Casper Clausen: Snow White (2021)
    Cranberries: Zombie (1994)
    Jeff Buckley: Mojo Pin (1994)
    Radiohead: Everything in Its Right Place (2000)
    mùm: Green Green Grass of Tunnel (2002)
    Under Byen: Det er mig der holder træerne sammen (2003)
    Einstürzende Neubauten: The Garden (1996)
    Colleen: Everyone Alive Wants Answers (2003)
    Max de Wardener: Hundreds and Thousands (2004)
    Bill Callahan: Riding for the Feeling (2011)
    Isao Tomita: Suite Bergamasque: Clair de lune, No. 3 (1974)
    Nídia: Nik Com (2020)
    Laurie Anderson: Kokoku (1984)
    merope: Naktės (2018)
    Woom: Walk (2021)
    Nina Simone: Stars (1976)

    • 2 hrs 11 min
    Dreampop: Fra Cocteau Twins til Cigarettes After Sex

    Dreampop: Fra Cocteau Twins til Cigarettes After Sex

    Dream Pop er en lidt flydende betegnelse, der ofte overlapper med både shoegazing og neo-psycedelica. Termen føres ofte tilbage til den altid velskrivende og vidende engelske musikjournalist Simon Reynolds. Rockhistoriers værter har valgt at lægge snittet fra skotske Cocteau Twins - der på mange måder kan høres som det kvintessentielle dream pop-orkester – til amerikanske Cigarettes After Sex, som er et af de seneste skud på stammen. Med en prolog fra den århusianske trio Moral (ja, de er fra dengang Aarhus blev stavet med Å), der på mange måder fremstår som et tidligt hjemligt bud på drømmepop.

    Stemningen er, som navnet indikerer, drømmende, sfærisk og æterisk med fokus på musikalsk tekstur og stoflighed fremfor melodi og fremdrift. En dyne af lyd, hvor det ofte er svært at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden. Vokalen er ofte mikset ned i lydbilledet, og de steder, hvor det er muligt at dechifrere teksten, er den som regel mere billedskabende end egentlig betydningsdannende.

    Klichéen om at musik skal høres højt, giver for alvor mening her. Den skal også kunne mærkes rent fysisk, og er skabt til at blive lyttet til alene i de mørke timer i enten gode hovedtelefoner eller på et ordentligt stereoanlæg. Den fungerer simpelthen ikke med billige in-ear høretelefoner eller en discount bluetooth-højttaler fra Bilka. Sådan er det bare. Her må man ikke gå ned på udstyr. Hvis man er typen, der stadig har hang til hallucinerende stoffer, så fremmer de også forståelsen. Tro os, vi har været der. En god kop te kan dog også gøre det.

    Trackliste
    Moral: ”Whispering Sons” (1982)
    This Mortal Coil: “Song to the Siren” (1983)
    Cocteau Twins:” Pearly-Dewdrops’ Drops” (1984)
    Galaxy 500: “Tugboat” (1988)
    My Bloody Valentine: ‘Lose My Breath” (f1988)
    Julee Cruise:” Falling” (1989)
    Chapterhouse: “Pearl” (1991)
    Spiritualized: “Step into the Breeze” (1992)
    Slowdive: “Dagger” (1993)
    Mazzy Star: “Into Dust” (1993)
    Lush: “Light from a Dead Star” (1994)
    Mew: She Came Home for Christmas (2003)
    Stina Nordenstam: Winter Killing (2004)
    Broadcast: “I Found the F” (2005)
    Blonde Redhead: “23” (2007)
    Beach House: ”Norway” (2010)
    Chromatics:” Kill for Love” (2012)
    Cigarettes After Sex: “Nothing’s Gonna Hurt You Baby” (2012)

    • 1 hr 57 min
    Dolly Parton (1959-1977): Sange om død og ulykke, men også om nød, elendighed og andre tragedier

    Dolly Parton (1959-1977): Sange om død og ulykke, men også om nød, elendighed og andre tragedier

    Dolly Parton fyldte 75 i januar i år, og Rockhistorier fejrer ikonet med en række tragiske og sørgelige sange fra hendes kompositoriske storhedstid, årene 1966-1977.

    Grunden til at Dolly Parton er så universelt elsket, hænger naturligvis sammen med hendes vidunderligt boblende personlighed, massive charme og selvironi, rappe replikker, utrættelige filantropi, misundelsesværdige forretningssans, fantastiske fremtoning, åbenlyse charme, herlige humoristiske sans og overbevisende medmenneskelighed.

    Men Rockhistoriers kærlighed til damen skyldes sangene, selvom de svinger i kvalitet. At hun har skrevet over 3000 sange, er ikke ensbetydende med, at hun har skrevet 3000 gode sange. Det seriøst uopslidelige sangskrivningsguld i Dolly Partons omfangsrige repertoire er i udstrakt grad at finde i hendes rene countryfase, det vil sige de 18 lp’er, hun udsendte i årene 1966-1977. Nå ja, plus de 12 duo-skiver, hun udgiver sammen med makkeren Porter Wagoner i perioden.
    Rundet af en barndom i dyb fattigdom er hendes tekstunivers præget af de fra De britiske øer overleverede viser og ballader om døende børn, fatal kærlighed, tilværelsens ondskab, svig, blodhoste og jalousi med døden til følge som hun hørte sin mor og mormor synge i et barndomshjem uden vand, elektricitet, træk-og-slip eller telefon.

    Som den fjerde i en søskendeflok på tolv var hendes barndom alt andet end idyllisk – selvom den ind i mellem altså også var det – men den gav hende til gengæld et rigt stof til tekster, hvor Parton giver stemme til de udstødte, de nødlidende og de fortabte.

    Alle sange er Dolly Parton solo, hvor ikke andet anføres.
    Puppy Love (1959)
    Don’t Drop Out (1965)
    Dumb Blonde (1967)
    Porter Wagoner & Dolly Parton: The Last Thing on My Mind (1968)
    Just Because I’m a Woman (1968)
    The Bridge (1968)
    Porter Wagoner & Dolly Parton: Jeannie’s Afraid of the Dark (1968)
    In the Good Old Days (When Times Were Bad) (1968)
    My Blue Ridge Mountain Boy (1969)
    Evening Shade (1969)
    Gypsy, Joe and Me (1969)
    Daddy, Come and Get Me (1969)
    Down from Dover (1970)
    Mule Skinner Blues (1970)
    Joshua (1970)
    Coat of Many Colors (1971)
    Love Isn’t Free (1972)
    My Tennessee Mountain (1972)
    Down on Music Row (1972)
    Jolene (1973)
    I Will Always Love You (1974)
    Kentucky Gambler (1975)
    The Seeker (1975)
    To Daddy (1976)
    Light of a Clear Blue Morning (1977)

    • 2 hrs 4 min
    Nick Cave - 2. del (1994 - 2021): "Tabet af sønnen ledte ham i armene på sine fans på en måde, som ikke har sin lige noget sted"

    Nick Cave - 2. del (1994 - 2021): "Tabet af sønnen ledte ham i armene på sine fans på en måde, som ikke har sin lige noget sted"

    Sidst vi forlod Nick Cave var med albummet ’Let Love In’ fra 1994, hvor han var blevet et stort undergrundnavn, men dog ikke større end at vi stort set kunne have ham for os selv. Det skulle dog ikke vare ved.

    For vi indleder anden del af vores portræt af den egensindige australier med hans helt store gennembrud – den noget overraskende duet med Kylie Minogue, ”Where the Wild Roses Grow” fra 1995.

    Den blev i 1997 fulgt op af succesalbummet ”Boatman’s Call”, der for alvor gjorde ham stueren, men også viste en ny intim side af både kunstneren og mennesket Nick Cave. Herefter lykkes det ham både at kvitte heroinen, finde sit livs kærlighed, flytte til det mondæne Brighton samt blive tvillingefar. Men heldigvis uden at blive sat og kedelig af den grund.

    Kunstnerisk rastløshed og en nærmest manisk arbejdsindsats har ført til en lang stribe albums med flere forskellige bands, endeløse turneer, et par bøger, to dokumentarfilm, filmmanuskripter samt en del soundtracks. Plus det løse. Tabet af sønnen Arthur i 2015 ledte Cave ind i armene på sine fans på en måde, som ikke har sin lige noget andet sted i populærkulturen.

    Hvad næste skridt bliver eller hvordan det kommer til at lyde, har vi heldigvis ingen anelse om. Det er netop dét, der gør Nick Cave til en så konstant fascinerende figur.

    Trackliste

    Nick Cave, Kylie Minogue & The Bad Seeds: Where the Wild Roses Grow (1995)
    Nick Cave, PJ Harvey & The Bad Seeds: Henry Lee (1996)
    Nick Cave & The Bad Seeds: People Ain’t No Good (1997)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Far From Me (1997)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Fifteen Feet of Pure White Snow (2001)
    Nick Cave & The Bad Seeds feat. Chris Bailey: Bring It On (2000)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Nature Boy (2004)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Breathless (2004)
    Grinderman: Go Tell the Woman (2007)
    Nick Cave & Warren Ellis: Song for Jesse (2007)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Dig, Lazarus, Dig!!! (2008)
    Grinderman: Heathen Child (2010)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Jubilee Street (2013)
    Nick Cave, Else Torp & The Bad Seeds: Distant Sky (2016)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Ghosteen Speaks (2019)

    • 2 hrs 9 min
    Nick Cave - 1. del (1979 - 1994): Det var før han blev den kreative klasses kæledægge og vi havde ham for os selv!

    Nick Cave - 1. del (1979 - 1994): Det var før han blev den kreative klasses kæledægge og vi havde ham for os selv!

    ’Rockhistorier’ hylder i det første af to afsnit sin generations ubestridt største sangskriver, Nick Cave. Begge værter har været med om ikke fra begyndelsen, så dog fra ganske tidligt i forløbet.
    Selv om der er meget fra firserne, som enten er fortrængt eller glemt, husker begge, husker både Henrik og Klaus i tydelige glimt den martsaften i Saltlageret i 1983, hvor de oplevede Nick Cave for første gang på en dansk scene i front for The Birthday Party. De var med bemærkelsesværdig effektivitet i færd med at dekonstruere rockmusikken, mens bassisten Tracy Pew lå og spillede bas med hovedet begravet inde i stortrommen og Cave bød op til slagsmål.

    Senere blev Cave – uden at gå på kunstnerisk kompromis – noget mere stueren, da han med udsøgt stil og smag kastede sig over den klassiske sangskrivning med stor S. Vi lægger i det første kapitel snittet, fra før han blev den kreative klasses kæledægge, og vi havde ham stort set for os selv. Det vil sige lige før det store gennembrud i form af duetten med Kylie Minogue ’”Where the Wild Roses Grow”.

    Den altid stærkt selvoptagede Nick Cave lancerede i sin tid solokarrieren under overskriften ’Man or Myth”, og selv om ’Rockhistorier’ som altid foretrækker myten, prøver vi også at give et billede af mennesket Nick Cave.

    1.Boys Next Door: “Shivers” (1979)
    2.The Birthday Party: “The Friend Catcher” (1980)
    3.The Birthday Party: “Nick the Stripper” (1981)
    4.The Birthday Party: “She’s Hit” (1982)
    5.The Birthday Party: “Deep in the Woods” (1983)
    6.The Birthday Party: ‘Mutiny in Heaven” (1983)
    7.Nick Cave & The Bad Seeds: “From Her to Eternity” (1984)
    8.Nick Cave & The Bad Seeds: “Tupelo” (1985)
    9.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Carnival Is Over” (1986)
    10.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Carny” (1986)
    11.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Mercy Seat” (1988)
    12.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Ship Song” (1990)
    13.Nick Cave & The Bad Seeds: “Papa Won’t Leave You Henry” (1992)
    14.Nick Cave & The Bad Seeds: “Red Right Hand” (1994)

    • 2 hrs 16 min

Customer Reviews

4.6 out of 5
135 Ratings

135 Ratings

m.stef33 ,

Fremragende musik podcast

Stor indsigt og stærke røverhistorier fra rockhistorien

A. Bo Simon ,

Hvor kan man høre jer nu?

Hvor kan man høre jer nu?

Hermelin57 ,

Back in time, på den fede måde

Hvor jeg dog nyder gamle genhør og nyere musik i spændende fortalte historier. Kendte ikke Townes Van Zandt, kun enkelte covernumre. Må jeg kraftigt anbefale den podcast til at starte med. Mere ønskes, tak!
Claus

Top Podcasts In Music History

Listeners Also Subscribed To

More by Heartbeats.dk