Astronauterne på Artemis II's rejse til Månen i april 2026 fik ikke blot en enestående tur gennem rummet. De oplevede også noget helt ekstraordinært. De var blandt de første mennesker, der så en total solformørkelse fra rummet. En solformørkelse opstår, når Månen bevæger sig ind foran Solen. Ved en total solformørkelse bliver Solens centrale skive dækket helt. Set fra Jorden ser Solens skive og Månens skive næsten lige store ud. Når Solens klare skive bliver dækket, kan man se de bølgende stråler fra Solens korona (dens ydre atmosfære), som normalt er for lyssvage til at kunne iagttages. Jeg er kulturantropolog og beskæftiger mig med de overvældende sider af rumforskning. Jeg har været så heldig at opleve to totale solformørkelser. Den første så jeg i Nebraska i 2017, den anden i Indiana i 2024. Under min anden totale solformørkelse varede totaliteten, som er den korte periode, hvor man kan tage sine beskyttelsesbriller af og se direkte på formørkelsen, næsten fire minutter. Jeg så bølger af diffust lys sno sig omkring et kulsort hul på himlen. Det så helt forkert ud – næsten udenjordisk. 12. august 2026 vil der være endnu en total solformørkelse, som kun kan ses fra Grønland, Island, Spanien og De Baleariske Øer i Middelhavet. Årtiers kraftigste, delvise solformørkelse kan 12. august også opleves fra Danmark - læse mere, stil spørgmål og vind solformørkelsesbriller her. Heldige tilskuere i Spanien og på de nærliggende øer vil måske kunne opleve formørkelsen lige før solnedgang, lavt over horisonten. Måneillusionen, som er et fænomen, hvor Månen ser større ud, når den står tæt på horisonten, kan få denne formørkelse til at se usædvanligt stor ud. Astronauter kan også af og til få mere usædvanlige oplevelser med solformørkelser. I min forskning i astronauters oplevelser af ærefrygt interviewede jeg en astronaut, som jeg kalder 'Jackie'. Hun var en del af et astronauttræningshold, der gennemførte en flyveøvelse under en total solformørkelse. Jackie og hendes team fløj i Månens skygge. Det forlængede den tid, de oplevede totalitet, fordi de kunne følge skyggen og blive inde i den. Jackie var især imponeret over, hvordan Solens korona så ud til at skifte og bølge. "Det er ikke statisk … det lever," fortalte hun mig. 6. april 2026 oplevede astronauterne på NASA's Artemis II-mission en anden form for usædvanlig solformørkelse, mens de fløj rundt om Månen. På et tidspunkt i løbet af rejsen stod Månen og rumfartøjet på en særlig måde i forhold til hinanden, så Månen befandt sig direkte mellem dem og Solen og dækkede Solens skive på en måde, der ser meget anderledes ud end det, vi oplever fra Jorden. Astronauten Victor Glover sagde, at det føltes, som om de "lige var trådt ind i science fiction". Astronauterne var så tæt på Månen, at den så større ud end Solen og dækkede en endnu større del af dens klare skive. Jorden var også synlig, og sollys blev reflekteret fra Jorden over på Månen i et fænomen, som NASA kalder 'earthshine', og som kan oversættes til jordskin. Det svage lys minder meget om det måneskin, der oplyser Jorden om natten. Forestil dig, at Solen er skjult bag Månen og danner en diset glorie langs Månens kant. Samtidig kaster det svage lys, som reflekteres fra Jorden, et blødt skær over Månen, så bjerge og kratere træder frem i et dæmpet tusmørke. Forestil dig så, at dette slående syn varer i 54 minutter. Det var uden tvivl en af de mest usædvanlige solformørkelser, mennesket nogensinde har set. Selvom astronauterne på Artemis er trænet til at tænke videnskabeligt, indgød oplevelsen dem en dyb ærefrygt. De talte åbent om, at deres hjerner "ikke kunne bearbejde" det, de så. NASA holdt dem beskæftiget med en række opgaver, men følelsen og begejstringen i deres stemmer, mens de sendte live fra deres tur forbi Månen, var ikke til at tage fejl af. Forskere har undersøgt, hvordan ærefrygt påvirker den menneskelige hjerne, blandt andet den ærefrygt, man kan opleve under en solformørkelse. Den slags øjeblikke af undren kan fo...
