Gulerøddernes lysegrønne toppe skyder op af jorden. Æbletræerne blomstrer. Ærterne er sprøde, jordbærrene søde, og kartoflerne smelter på tungen, når de kommer direkte fra jord til gryde. Nogle danskere vander og plejer i denne tid deres køkkenhaver, og hvis alt går godt, kan de i de kommende måneder supplere supermarkedets fødevarer med deres egne grøntsager og frugter. Sådan har det været, så længe vi kan huske, men hvordan startede det egentlig? "Hvornår fik vi de første køkkenhaver i Danmark?" spørger vores læser Sara. Allerede i bondestenalderen (4000 – 1700 f.v.t.) dyrkede familier korn til egne husholdninger, og der kan have været en form for havebrug i oldtiden, men forskerne ved det ikke med sikkerhed. Til gengæld ved man, at vegetariske munke fra Sydeuropa anlagde køkkenhaver i Danmark, da de kom hertil i 1100-tallet. Munkene importerede ikke kun kristendom. De medbragte også podekviste til æbletræer, persille, rabarber, gulerødder og andre hidtil ukendte grøntsager. "De kom også med spændende viden om at dyrke og bruge krydderurter til lægelige formål," fortæller Bettina Buhl, der er museumsinspektør og madhistoriker på Det Grønne Museum på Djursland. Efterhånden begyndte danske herregårde og slotte også at dyrke grøntsager og frugter i nyttehaver, som de hentede inspiration til på rejser til udlandet. Og længere nede på den sociale rangstige skød kål og humle op i haverne hjemme hos den almindelige befolkning. "Vi ved ikke præcis, hvordan og hvornår det startede, men vi ved fra skriftlige kilder, at bønder dyrkede humle, kål, løg og æbler i 1600-1700-tallet." Bøndernes køkkenhaver havde ikke lige så mange forskellige grøntsager som herremændenes og nutidens. De var inddelt i: Kålhaver, hvor man primært dyrkede grønkål. Humlehaver med humle til øl og mad Abildgårde med æbletræer, der leverede et par forskellige sorter Derudover dyrkede bønderne blandt andet løg og timian. Udvalget i de almene køkkenhaver var måske begrænset, men dyrkningen var en langt mere alvorlig sag end i dag, hvor vi kan ty til supermarkedets grøntafdeling, hvis vi taber kampen mod dræbersneglene eller glemmer at vande vores bede. "I middelalderen var det en katastrofe, hvis høsten ikke kom ordentlig i hus," fortæller Bettina Buhl. Køkkenhaverne gav næring året rundt. Fejlslagen høst på grund af dårligt vejr eller skadedyr medførte, at der var mindre mad til familierne. Det var desuden altafgørende, at udbyttet blev behandlet og opbevaret rigtigt. "Afgrøderne skulle konserveres, for i Danmark har vi jo kun friske forsyninger i en meget kort periode hvert år. Man tørrede dem, så de kunne holde sig i mange måneder. Konserveringen satte store krav til faglig kunnen," siger Bettina Buhl. "Der var brug for et kæmpe overblik og konstant disponering over, hvornår man kunne spise hvad, og hvor længe de forskellige afgrøder kunne holde sig." Alligevel - selv om bønderne planlagde og konserverede efter alle kunstens regler - var der ingen garantier. "Alt muligt kunne gå galt. En sulten rotte kunne for eksempel falde ned i fadeburet (rum til madopbevaring; red), så maden blev fordærvet, og der kunne komme larver og mider." Mens bønderne selv måtte stå for både at dyrke, passe, høste og konservere, havde herremændene folk til at gøre det hårde arbejde. "Herregårdene ansatte havemænd, som blev rekrutteret fra udlandet. De anlagde orangerier og havde eksotiske træer. Det gav prestige. Jo flere eksotiske krydderier og frugt man kunne servere, desto rigere var man," siger Bettina Buhl. Herremændene havde dog også en interesse i, at de lokale undersåtter fik en sund og nærende kost, for deres store bedrifter var helt afhængige af bøndernes arbejdskraft. Valdemars Slot ved Svendborg på Fyn begyndte derfor at uddanne bønderne i at dyrke grøntsager. "Man stillede sin gartner til rådighed for bondestanden, og man uddelte æbleskud, som bønderne kunne plante derhjemme. Andre herregårde gav også mulighed for, at de lokale kunne rådføre sig, " fortæller Bettina B...
