Smerteuniverset

Smertevidenskab.dk

I Smerteuniverset vil du lære at smerter ikke altid er så simple som mange tror og hvorfor det er muligt at have smerter selvom man ikke har nogen skade. Dette er en podcast for alle der gerne vil lære mere omkring smerter og for dig med kroniske smerter, som søger viden til hvordan du kan få en bedre hverdag eller blive smertefri. Vi tager dig på en rejse i smertens univers og interviewer både forskere, klinikere og patienter for at belyse den nyeste viden omkring smerter og rehabilitering. Velkommen i Smerteuniverset Og på www.smertevidenskab.dk

  1. 3 days ago

    Episode 87: Fra smerter ved løb til fri bevægelse – Annes vej tilbage til træning

    Episode 87: Fra smerter ved løb til fri bevægelse – Annes vej tilbage til træning Anne havde tidligere fået hjælp til langvarige smerter i nakke, skulder og arm. Hun havde fået en ny forståelse af smerter og var igen blevet tryg ved at træne. Men da hun senere begyndte at løbe, fik hun smerter omkring SI-leddet og ballen med symptomer ned mod foden. Og så vendte usikkerheden tilbage: Hvis hun allerede havde lært så meget om smerter, hvorfor stod hun så her igen? Havde hun alligevel overset noget? Og betød smerterne, at hun ikke kunne tåle at løbe? I episoden fortæller Anne om vejen tilbage til løb og træning. Ikke gennem endnu en forklaring om, at noget skulle rettes eller fikses, men ved at undersøge, hvad hun frygtede, hvad symptomerne faktisk fortalte – og hvad de ikke nødvendigvis fortalte. Du kan blandt andet høre om: hvordan smerter omkring balle, SI-led og fod påvirkede Annes løb hvorfor viden om smerter kan være svær at bruge, når det er ens egen krop, der gør ondt hvordan tidligere erfaringer og bekymringer kan dukke op igen hvorfor "der er ikke noget galt" sjældent er en tilstrækkelig forklaring hvordan Anne undersøgte sine egne teorier om smerterne forskellen på et fast træningsprogram og at kunne tilpasse belastningen til den aktuelle situation hvorfor en smerteopblussen ikke automatisk betyder, at træningen har gjort skade hvordan Anne begyndte at løbe igen uden at vente på fuldstændig sikkerhed eller smertefrihed hvad en gåtur på 50 kilometer lærte hende om kroppen og hendes bekymringer I dag løber og træner Anne igen. Hun kan stadig mærke smerter en gang imellem, men hun bliver ikke fanget af dem på samme måde. Hun har fået større tillid til kroppen og er bedre rustet til at vurdere, hvornår hun skal justere – og hvornår hun roligt kan fortsætte. Episoden er en personlig fortælling om, at tilbagevendende smerter ikke nødvendigvis betyder, at man er tilbage ved begyndelsen.

  2. 18 Aug

    Episode 86 Mavesmerter, tab af kontrol, alkoholcoping og vejen tilbage til livet

    Thomas havde i mange år levet et liv med 180 i timen. Men efter en rejse begyndte voldsomme mavesmerter, diarré og et akut behov for at finde et toilet at styre hans hverdag. Han blev undersøgt igen og igen, men uden at få et klart svar, der kunne hjælpe ham med at forstå, hvorfor han havde det sådan. Uvisheden satte gang i bekymringer om sygdom, arbejde, økonomi og fremtid. Da han samtidig blev sygemeldt og mistede sit arbejde, mistede han også en stor del af den identitet, han havde bygget op omkring at præstere. Alkohol blev efterhånden en måde at dæmpe både de fysiske smerter og følelsen af håbløshed på. Men det, der i begyndelsen hjalp Thomas med at holde livet ud, endte med at føre ham længere væk fra familien, glæden og sig selv. I episoden fortæller Thomas åbent om den mørkeste periode i sit liv – men også om den langsomme vej tilbage. Ikke gennem ét quickfix, men ved at skabe en mere sammenhængende forståelse af sine symptomer, bryde med mønstre, der fastholdt ham, og gradvist begynde at deltage i livet igen. Du kan blandt andet høre om: hvordan uforklarede symptomer og uvished kan komme til at fylde hele livet hvordan alkohol blev en copingstrategi hvorfor flere undersøgelser ikke nødvendigvis skabte mere tryghed hvordan konstant googling og sygdomssøgen påvirkede Thomas hvorfor symptomer ikke behøver at være helt væk, før livet kan blive større hvordan Thomas gradvist vendte tilbage til familie- og arbejdslivet hvad der hjalp ham med at finde håb, retning og glæde igen Thomas oplever stadig symptomer indimellem. Men de bestemmer ikke længere over hans liv. I dag er han tilbage i jobafklaring, tættere på sin familie og kan med sine egne ord være far igen. Bemærk: Episoden indeholder beskrivelser af alkoholafhængighed og selvmordstanker.

  3. 28 Apr

    Episode 83 - Hvad f*ck er der galt med mig - knæsmerter, tanker og følelser (med psykolog og forfatter Jette Gelbek)

    Jette fik ondt i sit knæ. Hun oplevede det som en overbelastning. Og det gav egentlig god mening. Så hun gjorde det, de fleste af os ville gøre: Hun begyndte at passe på det. Hun stoppede med at løbe, danse , ja nærmest alt hvor knæet blev bøjet og belastet. Tog hensyn. Mærkede efter. Forsøgte at undgå at gøre det værre. Men problemet var bare, at det ikke rigtig blev bedre på trods af øvelser, indlæg og masser af behandling. Og gradvist begyndte det at fylde mere. Ikke kun i knæet – men i hendes tanker og i hendes hverdag. Hun beskriver selv, hvordan hun kom til at tale rigtig meget om det. Tænke over det. Og blive i tvivl om, hvad hendes knæ egentlig kunne holde til. I den her episode taler vi om: – Hvordan en helt meningsfuld forklaring (som overbelastning) kan blive noget, man kommer til at hænge fast i – Hvordan det, man begynder at gøre for at passe på sig selv, nogle gange kan være med til at holde problemet i gang – Og hvordan selv en psykolog kan blive fanget i en ond spiral af smerter, tanker og følelser. Men også om det skifte, der blev afgørende for Jette: At hun fik et nyt perspektiv på smerter, blev opmærksom på sine tanker, begyndte at give lidt mindre plads til at analysere og beskytte og lidt mere plads til at bruge sig selv igen. Og gradvist forsvandt både smerterne, frygten og bekymringerne, og tilliden til knæet vendte tilbage.

  4. 17 Mar

    Episode 81 – Hvorfor gør mit håndled ondt, når der ikke er nogen skade?

    Episode 81 – Hvorfor gør mit håndled ondt, når der ikke er nogen skade? Hvad gør man, når kroppen gør ondt – men undersøgelserne ikke finder noget? I denne episode af Smerteuniverset møder du Maja, som i næsten et år kæmpede med smerter i håndled og tommelfinger. Smerterne fyldte mere og mere i hverdagen, hun opsagde sit job, stoppede med at dyrke sport og blev mere og mere depressiv. Selvom hun søgte hjælp flere steder og prøvede forskellige behandlinger, inklusiv en operation, blev hun ikke rigtig klogere på, hvorfor smerterne blev ved. Når smerter ikke kan forklares med en tydelig skade, kan det skabe stor usikkerhed. Tankerne begynder at kredse om kroppen, man mærker efter hele tiden, og bekymringerne kan hurtigt komme til at fylde ligeså meget som selve smerterne. I samtalen fortæller Maja åbent og ærligt om sit forløb: hvordan smerterne påvirkede hendes hverdag, hvordan det påvirkede hende ikke at kunne få en god forklaring, og hvad der skete, da hun begyndte at forstå smerterne ud fra et nyt perspektiv. Episoden handler blandt andet om, hvordan stress, bekymringer, uvished og opmærksomhed på kroppen kan påvirke smerteoplevelsen – og hvorfor smerter er virkelige, selv når der ikke findes en skade. Du får også indblik i, hvorfor smerter nogle gange kan blive ved med at fylde, selvom kroppen egentlig er robust, og hvad der kan hjælpe én videre, når man føler sig fastlåst i smerterne. Majas historie er genkendelig for mange mennesker, der oplever smerter uden en klar forklaring – og episoden giver et mere nuanceret blik på, hvad der kan ligge bag.

  5. 02/12/2025

    Episode 80 – Hjernerystelse og et følsomt nervesystem: Katrines vej tilbage til hverdagen

    Et slag i baghovedet under en fodboldtræning ændrede hele Katrines liv. Ikke kun på grund af selve hjernerystelsen – men også af alt det, der fulgte efter. I ugerne og månederne efter udviklede Katrine svimmelhed, kvalme, låst nakke, lysfølsomhed, overstimulering og en følelse af at være skilt ad fra sit tidligere jeg. Hun søgte hjælp alle steder, men endte i et forløb præget af: synstræning, der gjorde hende markant værre behandlere, der sagde hendes øjne "var helt væk" advarsler om, at hun kunne "ende på førtidspension" træningsprotokoller, der triggerede mere angst end tryghed modstridende forklaringer: nakken, øjnene, spændinger, øvelser, koordinationsfejl Og midt i det hele: En familie, der prøvede at understøtte hende – men som også blev presset af hele situationen. Læs artiklen, der kan hjælpe dig som pårørende til at give en optimal støtte til den du kender med kroniske smerter: https://smertevidenskab.dk/kroniske-smerter-en-guide-til-paaroerende/ Først da Katrine fik at vide, at hun ikke længere havde hjernerystelse, og at hun i stedet var fanget i et overfølsomt alarmsystem, begyndte tingene at ændre sig. Hun lærte at: slippe hyperfokus på symptomer forstå nervesystemets rolle i langvarige reaktioner se på sine reaktioner som beskyttelse – ikke skade turde bevæge sig håndtere tilbagefald uden panik Og vigtigst: At begynde at leve igen – i stedet for at vente på "at blive rask nok". I dag arbejder og lever Katrine normalt. Hun løber, vinterbader, arbejder fuld tid og er ubegrænset i sit liv og fungerer i hverdagen. 🎧 Episoden er til dig, der har prøvet at blive værre af "behandling", eller er blevet forvirret over hvorfor du ikke som forventet får det bedre og føler dig fanget mellem forklaringer eller leder efter en vej ud af et overvældet nervesystem.

4.8
out of 5
79 Ratings

About

I Smerteuniverset vil du lære at smerter ikke altid er så simple som mange tror og hvorfor det er muligt at have smerter selvom man ikke har nogen skade. Dette er en podcast for alle der gerne vil lære mere omkring smerter og for dig med kroniske smerter, som søger viden til hvordan du kan få en bedre hverdag eller blive smertefri. Vi tager dig på en rejse i smertens univers og interviewer både forskere, klinikere og patienter for at belyse den nyeste viden omkring smerter og rehabilitering. Velkommen i Smerteuniverset Og på www.smertevidenskab.dk